Fan af verdensaltet – Majse Aymo-Boot OVER OS HÆNGER EN VIDUNDERLIG SOL

Majse Aymo-Boot er kravlet ind i kroppen på et ustyrligt folkeskolebarn og taler totalt tindrende derindefra. Resultatet er en sær og vidunderlig lille bog.

Citat

Mine øjne er blågrå og helt ensfarvede, ikke smult vande, snarere dødvande, vil jeg sige. Men bag dem: følelsesstorme! Jeg bruger stærke kontaktlinser. Det gør at jeg ikke ville klare mig længe på en øde ø, i en koncentrationslejr, under en krig, i en militærlejr, som gidsel, ved et økonomisk kollaps i den vestlige verden med politisk kaos, selvtægt, plyndringer, bandedannelser og borgerkrig til følge, ved et terrorangreb på atomkraftværk med massedød, kaos og politisk sammenbrud til følge, ved en tsunami der dræber 200.000 eller andet der sætter produktionen og det politiske system ud af spil. Jeg er afhængig af markedet og civilisationen.

Det ligger ligefor at sammenligne Majse Aymo-Boot med Basilisk-redaktør-kollegaen Peter Højrup. Ikke på grund af de temaer, de slår an i deres nyligt udgivne romaner, men mere på et rent syregalopmæssigt plan. De øjeblikke, hvor jeg har været gladest både for Højrups ISLAND og for Aymo-Boots nye bog OVER OS HÆNGER EN VIDUNDERLIG SOL, har uden undtagelse været, når det hele løber helt af sporet. Når turbohingsten drejer stik til venstre og glemmer sit bidsel, sine tøjler, sine stigbøjler for bare at løbe af sted derudad, galopperende, som naturen har lært den. En hest er skabt til galop, ikke til trav, og det har både Højrup og Aymo-Boot forstået.

Som udgangspunkt kunne man ellers godt have forventet en mere travagtig skrift, når man i pressemeddelelsen får at vide, at bogen handler om folkeskolen. En debatbog, altså? Eller ’fint analyserende minder og generelle betragtninger om barndommen’? Nej, heldigvis. OVER OS HÆNGER EN VIDUNDERLIG SOL er ikke en bog med ideer. Det er en bog med stil, stemme, rytme og klang, en ubekymret bog, som bare gerne vil klinge rent. Forfatteren skriver selv halvmanifestagtigt mod slutningen:

– det er interessant, men kun som klang, aldrig som indhold, aldrig som visdom, aldrig som noget vi bliver klogere af, for vi bliver aldrig klogere. Aldrig. Vi går efter klangen. Altid. Vi går efter grønne og brune farver og glas, vi går efter drøm om råbuk i lysning, vi går efter den musik/techno der vælter ud.

Klang og association er det vigtigste, denne bog vil, og dens største kvalitet. Aymo-Boot skaber i overvældende grad ormehuller mellem sfærer og domæner. Hun rydder meningskorridorer, når en ’blækspruttering ligner en paneret galakse’, og en brun dinglepik mellem lårene hænger og venter som ’en venlig lort’. Pludselig opstår en forbindelse, som ikke var der før, men efter endt læsning bliver det vanskeligt at betragte blæksprutteringe og brune pikke på den samme måde igen. Jeg synes disse associationer rammer helt rent, primært fordi de bruger rytme og humor til at sætte sig fast i læserens bevidsthed. Ingen overflødig dialektik her, tak! Ingen lange, logiske tankerækker. Uforudsigeligheden er et vilkår helt ned på sætningsniveau.

Men midt i associationsgaloppen er folkeskolen dog et anker, et fikspunkt. Man kan måske godt sige, at bogen ’handler om’ eller ’behandler’ folkeskolen. Men ikke ud fra et ønske om at tegne et fyldestgørende billede af barndommen. Vist er der noget alment og generelt over disse små mindefragmenter, men mere på den måde, at de sætter læserens egne, bortgemte erfaringer i svingninger og lader ham eller hende genopleve små fragmenter af en svunden virkelighed.

OVER OS HÆNGER EN VIDUNDERLIG SOL er i høj grad en potentialets bog. Ordet ’eventuelt’ bruges i flæng, og der udlægges konstant mulige omveje for teksten og virkeligheden. ’Jeg er fan af verdensaltet og jeg boltrer mig i det og ruller mig i det i håb om at få lov til at være en del af det’, skriver Aymo-Boot et sted, og det er ikke en gratis omgang. Verdensaltet er et landskab, som associationerne får lov at boltre sig i, og mærkværdigvis bliver små ting fantastisk magiske, når de udspændes på et galaktisk lærred. Skriftlig dansk, små papirservietter i toiletkummen, linealer og dårlige viskelædere, hvem skulle have troet, at det kunne være så ophidsende på afstand?!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også

Om Troels Hughes Hansen

Cand.mag. i fransk, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Litterær omnivor, men med en særlig forkærlighed for Célines maskingeværsprosa, Dostojevskijs hysteriske delirium, Bernhards udfald og Bukowskis fuldemandssnak. Kort sagt alt, som rabler.Redaktør på LitteraturNu.

Skriv til Troels