I fars fodspor – Jens Anker Jørgensen & Knud Wentzel HOVEDSPORET
Den nye litteraturhistorie er et velment forsøg på at ballancere mellem det overfladiske og det alt for lange. På 672 sidder opridses den danske litteraturhistorie, fra runeristning til punktroman. Men hvad koster det at skyde genveje på litteraturens snørklede veje?
Det er på skrivende tidspunkt næsten tre uger siden Gyldendals bud på en litteraturhistorie iført 7-mile-støvler ankom i bogladerne. Hos anmelderne har den imidlertid ligget i snart 5 måneder – noget med at der var fejl i 1. oplags billeder, oplaget blev trukket tilbage, og det var noget værre rod. Teksten har imidlertid ikke fejlet noget, og mon ikke en bebrillet kritiker eller to har haft åbnet for den store lille ny. For det kan jo være svært at vente, når man så gerne vil fortælle, om ungen er velskabt eller ej.
Men endelig oprandt dagen og man fik lov. Mange store anmeldelser og flere kommentarer viste, at ventetiden ikke var blevet forspildt. Pennene var hvæssede; adjektiverne kørt i stilling: ‘Nationalromantisk’, ‘katedertung’ og ‘traditionel’ (på den dårlige måde) var de gennemgående etiketter, men også ‘hæderlig’ blev anvendt, og i Politiken ligefrem ‘autoritativ og sprudlende’. Man fik indtryk af, at ventetiden i redaktionslokalerne var blevet brugt til at trække fronterne op. Hurtige replikker, svar og modsvar vidnede også om, at man havde fået nys om modstanderens strategi og havde sine riposter klar. Hvilket drama.
Forsøget her skal være at formidle en form for blød middelvej. Godtaget er anklagerne for nationalromantik og traditionalisme. Det passer. Sådan er HOVEDSPORET. Men HOVEDSPORET er en litteraturhistorie – det handler om tradition, litterær tradition. HOVEDSPORET er også dansk litteraturhistorie – og sådan én er national og bliver nemt også romantisk.
Problemet er snarere de forskellige signaler, der sendes i bogens forskellige afsnit. Kolossen Knud Wentzel, som Erik Skyum-Nielsen pointerede i Information, beskriver i indledningen litteraturhistorien som ‘en samhørighedsoplevelse over tid og sted’. Kolossen in spe, Marianne Stidsen, siger imidlertid i det afsluttende kapitel, at selv samme litteraturhistorie for tiden ‘problematiseres og dekonstrueres, så man kan se, at der ikke er tale om en monolitisk enhed, men derimod om noget meget sammensat og uensartet’.
Dette er ankepunkt nummer et. Et ankepunkt, der kunne skydes ned med en henvisning til smudsomslagets ene flap der fraskriver forfatterne fælles metodisk grundlag. Men er det ikke bare for nemt, når man skriver litteraturhistorie, der skal fungere som grundbog på både det ene og det andet undervisningssted? Kn man skrive den indledende formålserklæring skråt op imod?
Ankepunkt nummer to er værkets vægtning af perioderne. Inddelingen af perioderne er i sig selv traditionel. Da pladsen er blevet fordelt, har både periodens længde og mængden af litteratur den byder på betydet flere sider. Men man kunne ønske at vægtningen i højere grad var i litteraturens favør og i mindre grad årenes.
Afsnittene om oldtid og middelalder synes urimeligt lange, når hele modernitetens sprudlende århundrede må nøjes med 170 sider. Som bekendt går historien hurtigere og hurtigere, men behøves historien om historien også at gøre det? Resultatet bliver, at der gribes til tyndslidte klicheer om guds død og hvordan atombomben foråsagede krisetilstande helt ud i kulturen. Her praktiseres Stidsens historiesyn i hvert fald ikke.
Perioden 1965-2000 falder i et enkelt kapitel på 45 sider og kaldes ligefrem et forsøg. Man kunne da i det mindste have nøjes med at forsøge sig med de sidste 15 år. Både 70erne og 80erne må være tilstrækkeligt beskrevne til, at man kan bedrive ordentlig litteraturhistorie på dem.
Og nu til den bløde mellemvej. Alt dette sagt er HOVEDSPORET kompetent og vidende skrevet. Traditionel og national bevares, men man kan nok ikke gribe litteraturhistorien på 650 sider uden at hugge en hæl og klippe tre-fire tæer. Det betyder en halt litteraturhistorie, men mon ikke vi vil se den humpe rundt i gymnasier og på litteraturstudier trods alt. Den er det bedste bud på en kort lang historie.
