Farvet af denne her tristhed – Caspar Eric AVATAR

Der er ikke meget håb i Caspar Erics ret så gode, men også lidt ujævne, digtsamling nummer tre, der sorgfuldt og vredt skriver om depression, selvmord og sproglig afmagt.

Citat

et af mine største mareridt

er at apokalypsen aldrig kommer

og at borgerkrigen aldrig kommer

fordi vi har vundet en kamp

hvor alt er afgjort på forhånd

og så bliver jeg arrig og trist

to vanvittigt købestærke følelser

jeg tror ikke vi er onde

men vi har bare haft det meget nemt

Jeg har haft det lidt underligt med at læse Caspar Erics tredje og meget vrede, depressionsundersøgende digtsamling, AVATAR, og jeg er ikke helt sikker på, om jeg synes ubetinget om den. Den vil (og kan heldigvis også) så meget godt, men snubler nogle gange lidt over sig selv og sin stil.

Digtsamlingen lægger sig fint i forlængelse af den langdigtede forgænger, NIKE. Den har i hvert fald samme ætsende kritiske perspektiv på det forbrugscentrerede samfund og den populærkultur, vi lever i. I AVATAR er det ikke primært kropsbilleder, men også lykkeideologier og ideen om det selvopretholdende, autonome individ, der skydes mod.

Frustrationerne folder sig ud over otte digtsuiter á ti sider, der alle har mandlige popkulturikoners selvmord og sidste ord som mere eller mindre direkte inspirationskilde. Det er et bredt udsnit af ikoner, der spænder fra den franske forfatter Edouard Levé, over norske filmkarakterer til amerikanske krigsveteraner, hvis depressioner til sidst har ført til selvmord.

Det er dette greb, digtsamlingens styrende benspænd, der gør de nye digte mest interessante og vel også gør AVATAR til et højdepunkt i det hidtidige forfatterskab. I forsøget på at skrive gennem personer, der ’taler fra en tabt fremtid’, bliver det nemlig muligt at diskutere de politiske og kulturelle aspekter, der har født et sygeliggørende syn på depression og selvmord med sig: ’vi kan nå at huske at sygdomme/ der ikke virker demokratiske/ ikke er rigtige sygdomme/ men i virkeligheden politiske beslutninger/ som vi også kunne lave om’.

Der går en konstant og virkelig interessant forhandling af grænsen mellem inspirationskilderne og det melankolske lyriske jeg gennem suiterne. Nogle gange skjuler jeg’et sig i forlægget, og andre gange tjener det selv som en avatar, der lykkes med at samle og repræsentere pop- og internetkulturens depressionsramte spøgelser under sig. Det munder ofte ud i bevægende passager som denne: ’og det kan være svært at forstå/ at selvmordet nok ikke kun/ er en fornægtelse af livet/ men også et melankolsk håb/ om at hvis der findes noget hinsides/ må det være bedre end hverdagen’.

AVATAR er ikke spor opløftende, og det har den slet heller ikke som sit mål at være. Den er derimod et halvvejs arrigt skrig af og et halvvejs resignerende, weltschmerzfyldt suk over vores kulturs krops- og lykkeidealer. Et projekt, der ikke går ud på at løse noget som helst: ’jeg skriver ikke for at hele/ jeg skriver for at vise nye veje ind i sårene’, som det lyder i den sidste undergangsstemte suite.

Der er noget imponerende over den konsekvens, der er i AVATAR og i forfatterskabet generelt. Caspar Eric virker til at have fundet et sprog, en stil og en stemme at arbejde i og med, en outsiders position at kritisere fra. Det er svært ikke at læse suiterne i forlængelse af de tidligere digtsamlinger, for det er i høj grad de samme greb, den benytter sig af: et sprog der er præget af popkulturen, internet-age-metaforik (folk er ’plugget’ ind i systemer, ’programmeret’ til at se bestemte ting ) og en simpel, ligefrem stil.

Men det er også det samme sprog og stil, samme konsekvens, der gør det svært helt at give sig hen til i hvert fald alle sider af det forsøg på at ’installere’ en indignation i læseren, der virker som suiternes overordnede projekt.

For selvom AVATARs projekt på én gang er sympatisk og kærkomment vredt, er noget af den tidlige begejstring (i hvert fald min) over Caspar Erics altinkluderende poetiske stemme, der virkede frisk i sin usnobbede udsigelse og hensynsløse citeren og forvrængning af popkulturen i de første digtsamlinger, ved at svinde lidt ind her ved digtsamling nummer tre. Den frie citering af Frank Ocean og de konstante ’fuck’- og ’fucking’-udråb bliver, sammen med en lidt overflødig opremsning af selvmordere i det 21. århundrede, lidt ligegyldige features, ligesom en sætning som ’verden er seriøst blevet Hunger Games’ også bare får en lidt anstrengende karakter.

Og det er ærgerligt, for det skygger lidt for alt det fine og rørende og seriøst sorgfyldte vrede, der heldigvis fylder langt det meste i AVATAR. Fx hvordan det er en klar og veludført pointe i bogen, at der ikke er noget sprog eller nogen position udenfor alle de størrelser (krigsliderlig kapitalisme og kulturindustri, primært), som den harcelerer over. Det kan ikke rigtig siges klarere end sådan her: ’ALT DET SPROG/JEG KAN BRUGE/ER AFMÆGTIGT’.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Laurits Nikolajsen

Laurits er 24 år og i gang med sin kanditatuddannelse i Litteraturvidenskab på KU. Har en bred smag med en forkærlighed for latinamerikanske fabulanter som Borges og Bolaño, samt litteratur der ikke er bange for at være for politisk.