Faunens øre blottes – Virginia Woolf 22 HYDE PARK GATE

Enhver puritansk sløring afsløres i Woolfs spiddende portræt af sin barndoms overgrebsmand.

Citat

Men så var der faunen. Se, dette dyr var på én gang muntert og demonstrativt og derfor ofte i strid med Gudens selvopofrende væsen. Det var helt almindeligt at komme ind i opholdsstuen og se George ligge på knæ med udstrakte arme mens han med glødende tilbedelse i stemmen henvendte sig til min mor, som kunne være i færd med at gøre de ugentlige regnskaber op. Måske havde han opholdt sig hos familien Chamberlain i weekenden. Men han ødslede med kærtegn, kærlige ord, forespørgsler og omfavnelser som var han omsider, efter fyrre år i den australske bush, vendt tilbage til sit barndomshjem for at finde en aldrende mor som stadig var i live og kunne byde ham velkommen. I mellemtiden samledes vi – middagsklokken havde lydt – forlegne men værdsættende. Få familier kunne opvise en scene som denne, følte vi. Tårer skød op i hans øjne med lige så stor hengivelse. Da han for eksempel fik trukket en tand ud, kastede han sig i krampegråd i armene på kokkepigen. Da Judith Blunt vragede ham, sad han højlydt hulkende for bordenden mens han spiste videre. Han græd da han blev vaccineret. Han yndede at sende telegrammer der begyndte: “Min elskede mor”, for så at meddele at han ville spise ude.

Det er kun et hæfte på et par og tyve sider, og alligevel efterlader 22 HYDE PARK GATE én mærkbart klogere på et af det 20. århundredes største forfatterskaber. Der er ingen tvivl om, at det er de fire store romaner – MRS. DALLOWAY (1925), TIL FYRET (1927), ORLANDO (1928) og BØLGERNE (1931) – der har placeret Virginia Woolf centralt på den højmodernistiske stjernehimmel. Men indtil sin død i 1941 skabte Woolf en omfattende samling tekst i stort set alle tænkelige prosagenrer – kortprosa, kritik, essayistik – ligesom hun også førte dagbog og skrev kortere biografiske stykker, der først blev udgivet posthumt. Og al den tekst, der omgiver den Woolfske kanon er mere end bare kontekst – stilen er konsistent og temaer, situationer, karakterer, går igen på tværs af fiktion og life writing.

Derfor er det også prisværdigt at Forlaget Virkelig som del af sin Bestiarium-serie sender danske Woolf-fans ud i dette hjørne af forfatterskabet. Ud af Bloomsburygruppen – det kollektiv af kunstnere og forfattere, som Woolf sammen med bl.a. sin mand Leonard Woolf og søsteren Vanessa Bell var del af – opstod i 1920 The Memoir Club, der mødtes til middage og læste korte selvbiografiske tekster op for hinanden. 22 HYDE PARK GATE er den ene af tre fra Woolfs hånd – en interessant tekst, ikke mindst fordi den peger frem mod den længere A SKETCH OF THE PAST, lige dele erindring og poetik, som Woolf skrev kun få måneder før hun tog sit eget liv. Den kontekst slås også an i Karsten Sand Iversens præcise efterord.

I A SKETCH OF THE PAST beskriver Woolf barnets blik, der tegner mennesker som skarpe karikaturer med få penselstrøg. Den evne demonstrerer hun også i 22 HYDE PARK GATE, som er et urovækkende portræt af den 15 år ældre halvbror George Duckworth. Det er en lille, men stærkt kondenseret og flydende fortælling, hvis styrke er alt det, der ikke bliver sagt. Da den unge Virginias mor dør, efterlades familien med en utilnærmelig far som familieoverhoved, og reelt bliver det George, der antager rollen som patriark:

–Det hed sig gerne at han var far og mor, søster og bror i én person – og alle de gamle damer i Kensington og Belgravia tilføjede samstemmigt at Himlen havde velsignet de stakkels Stephen-piger over enhver forstand, og nu måtte de vise sig en sådan hengivenhed værdige.

At Virginia og Vanessa Stephen er ’stakkels’, har George mere at gøre med, end omgivelserne indser (eller indrømmer), og derfor er portrættet hele tiden dobbeltsporet: karikaturen spidder også den overfladiske overklasse, han snobber opad imod, og som en elegant antydet undertekst ligger den uhyggelige men utvetydige vished om, at George er en falsk person. Han optræder patetisk – både i ordets gamle og i den nye, amerikaniserede betydning: patosfyldt i den grad, at det bliver ynkeligt. Det, som ’man’ opfatter som uskyldsren sentimentalitet, ser Virginias fintfølende blik for hvad det egentlig er: Alle tårerne, kærtegnene og de evindelige kærlighedserklæringer til søstrene Vanessa og Virginia er manipulerende, et led i hans drøm om at gøre social karriere blandt ’pæne mennesker’, som han kalder dem. Portrættøren af George må tale med to tunger, fornemmer man, fordi han selv har flere ansigter:

–Miss Willet blev mindet om Hermes-statuen; men så man nøje på ham, lagde man mærke til at det ene øre var spidst og det andet rundt; man lagde også mærke til at selv om han havde krøller som en Gud og ører som en faun, havde han umiskendeligt øjne som en gris. Så mærkelig en sammensætning kan sjældent have eksisteret.

Vanessa og siden Virginia er uundværlige på Georges vej op ad den sociale rangstige, og de slæbes med til fester, hvor de hverken må tale for lidt eller for meget. Beskrivelsen af, hvordan overklassefruerne vrider sig i sæderne, da Virginia taler frit fra leveren om Platon, eller da de er i teateret til en uforudset obskøn forestilling, udstiller på komisk vis ligheden mellem puritansk forfærdelse og undertrykt, forvansket begær. Og det er naturligvis netop i denne krydsild, søstrene fanges: mellem det incestuøse overgreb, der udleves i nattemørket, og den etikette, der byder kvinden at tie og se køn ud. På den måde antydes en forklaring af den kønslige og kropslige indignation, der løber gennem hele forfatterskabet, og alene af den grund er teksten et bekendtskab værd.

 

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer,

Læs også

Om Elisabeth Skou Pedersen

Elisabeth er cand.mag. i litteraturhistorie og skriver ph.d. om litteratur og geografi ved Aarhus Universitet. Hun er redaktør og anmelder ved Litteraturmagasinet Standart og skriver om byudvikling, bykunst og byrum for Magasinet KBH.
En irrationel kærlighed til de Britiske Øer har affødt en svaghed for anglofil digtning fuld af regnvejr og rolling hills, men hun er også glad for lakonisk-ironiske kortprosaister som Pia Juul og Lydia Davis.

Skriv til Elisabeth