Flugten alle og ingen forholder sig til – Klaus Rothstein FLUGTEN TIL EUROPA

I sit hyperaktuelle essay bestående af nyhedsartikler, politiske facts og egne refleksioner stiller litterat og kritiker Klaus Rothstein skarpt på vor tids største humanitære katastrofe. En flugt som alle forholder sig til, men ingen vil tage ansvar for.

Citat

Ritzau // den 1. Marts 2020
BORNHOLM, DANMARK
Så skete det igen. Natten til torsdag ankom i alt 694 bådflygtninge i flere coastere til den lille danske ø Bornholm i farvandet mellem Skandinavien og de baltiske lande. Dagen før måtte den danske kystvagt undsætte næsten 1000 bådflygtninge i en 24 timer lang redningsaktion syv forskellige steder i farvandet ud for Polen. Blandt flygtningene var 72 børn. Ti flygtninge druknede. Tredive er stadig savnet. Siden Ruslands troppeinvasion i Estland, Letland og Litauen er 170.000 flygtninge ankommet til Bornholm, en ø med cirka 40.000 indbyggere.

Litteraten og kritikeren Klaus Rothstein starter sit essay, FLUGTEN TIL EUROPA, længe før danskerne begyndte at samles i de fløje, vi ser i dag. Dem der finder det OK at spytte på de flygtende fra motorvejsbroer og som sympatiserer med DF’s ’NO WAY’ kampagne, og heroverfor dem der tyr til civil ulydighed og i privatbiler transporterer flygtninge fra tysklandsfærgerne til Sverige, samler tæpper og laver suppe til dem, der sidder og venter på de danske togstationer, eller tager nødhjælp med på charterrejsen. Begge fløje opstod i takt med at flygtningestrømmene for alvor begynder at presse grænser og politikere i Danmark og resten af Europa i løbet af sommeren 2015.

Allerede i marts 2015 er Rothstein imidlertid sammen med sin journalistkollega, Morten Beiter fra Weekendavisen, taget til øen Lampedusa i det sydligste Italien, hvor de mange tusinder af flygtninge skyller i land. Enten på allerværste vis – som det skete for en lille syrisk dreng hvis billede i formiddagsbladene fik folk til at få kaffen i den gale hals i det meste af verden i begyndelsen af efteråret – og de mange der på dagligt basis bliver reddet af de italienske kystvagter.

Bogen består af en samling af Rothsteins avisartikler, hans refleksioner i mødet med både flygtningene og indbyggerne i Lampedusa samt hans umiddelbare tanker, i takt med at situationen udvikler sig. Dette krydrer han med politiske facts om EU’s tiltag (eller mangel på samme) og et lille sci-fi-agtigt tankeeksperiment over, hvordan vi ville have det, hvis Bornholm blev overstrømmet af tusinder og atter tusinder flygtende fra de baltiske lande. En situation svarende til den aktuelle situation på Lampedusa, Sicilien og andre italienske og græske øer, der er første pit-stop for flygtninge, der har vendt ryggen til borgerkrigen og IS i Syrien og Irak, Boko Harams terror i (Vest)afrika og generel fattigdom.

Bogen udgør Rothsteins egen moralske pegefingre overfor både de civile europæere, der endnu ikke har opdaget, at de flygtende er lige så meget mennesker som du og jeg, og af de europæiske regeringer der spiller fallit, når de ikke er bedre til at stå sammen og i det mindste hjælpe grænselandene i orkanens øje i det syd(øst)ligste Europa.

Dog er han ikke mere moraliserende, end at han erkender, at man selv går til, hvis man aldrig siger nej. Han skildrer hvad man kan kalde det europæiske dilemma: på den ene side er EU bygget op af en fælles drøm om ’grænseløshed og fribevægelse’, men at EU’s rigdom også kun fungerer, ’hvis den rettighed forbliver et privilegium for de få’. En problematik der i hvert fald på nuværende tidspunkt er uløselig. Og umiddelbart gør Rothstein heller ikke andre forsøg på at løse det end at huske sine læsere på, at mange af os – inklusive ham selv, barnebarn af to flygtende jøder – ikke var blevet til, hvis ikke folk havde hjulpet de tusinder, der flygtede under Hilters felttog.

Samtidig lader det til, at han med sit essay også forsøger at levere et historisk dokument, over hvad der pt. er kendt som vor tids største humanitære katastrofe. Som han også selv nævner i en afsluttende note, kendes omfanget af problemet ikke, da han sætter sidste punktum i september, hvor situationen i 2015 umiddelbart er på sit højeste. Og det er naturligvis svært at skrive historie, mens den sker, og sådan virker det lidt finurligt på en mindre heldig måde, at forordet, der skal sætte konteksten for bogen, er dateret i august – hvor katastrofens omfang stadig ikke er så høj, som da bogen afsluttes.

Rigtig interessant bliver den derimod i de elementer, hvor han sætter fokus på de såkaldte ’bekvemmelighedsflygtninge’, og på hvordan de ulovlige menneskesmuglere, der skaber en millionindustri ud af verdens katastrofer, også er skabt af den vestlige verden. F.eks. ved luftkrigen mod Libyen i 2011, der nok fjernede en diktator, men som også efterlod et i forvejen fattigt land i total ragnarok og befolkningen i en håbløs situation. Til gengæld er der millioner af dem, der vil tjene guld på uheldige menneskers krigsramte skæbner. En pegefinger til de vestlige ledere og NATO svarende til den Puk Damsgård stikker frem i SER DU MÅNEN, DANIEL, hvor hun beskriver, hvordan krigen mod Saddam Hussain i Irak har været med til at føde tilhængere til Islamisk Stat.

FLUGTEN TIL EUROPA – ET ESSAY OM ASYL OG MIGRATION er i sandhed et essay fremfor et historisk overblik – selvom man kan få fornemmelse af, at den prøver det sidste undervejs. Med dens lange række af refleksioner, argumenter og (ubesvarede) spørgsmål er den ikke desto mindre et oplagt værktøj til at forholde sig til den situation, vi og resten af Europa befinder os i og ikke har (moralsk) råd til at undgå at forholde os til.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Essays,

Læs også

Om Mona Munck-Lindblom

Mona læser lidt af hvert og meget af det hele, men har et særligt bankende hjerte for litteratur der lader mennesker mødes.

Skriv til Mona