Flygtige, hallucinatoriske lommer – Ida Marie Hede DET KEMISKE BRYLLUP

Ida Marie Hede har skrevet en sært berusende og berusende sær bog, som jeg stærkt håber, at nogen vil putte i min drink igen. 

Citat

Den strømløse højtaler står alene som en nedslidt, gotisk landsbykirke; den troner i en lysning omgivet af plantager og sortgrønne træer. / Det knager fra maskinens basenhed. / Det sorte klædestof buler ud. / Det hvisler fra de gamle plasticsammenfatninger. / Den tomme elektronik vånder sig; sure ølsjatter siver ud af polymembranerne. / Søstrene Genesse og Caresse fødes spontant ud af maskinens midte, ud af dens ekko af fortidens smæk, beats og hvirvlen. / De stødes ud af den lurvede rugemaskine med røvene først, Caresse i hælene på Genesse.

Okay: DET KEMISKE BRYLLUP er en seriøst mærkelig bog. Lad mig derfor først forsøge at forklare, hvad der helt basalt sker. Ikke mindst for min egen skyld.

Vi følger tvillingeparret Caresse og Genesse. De bliver født af en højtaler på en mark i England. De vokser op blandt planter i skoven. De flytter til byen (vistnok London). På et tidspunkt smelter de sammen og bliver til figuren Jeunesse. Så spaltes de igen i Caresse og Genesse. Så smelter de sammen igen. Det er altså en bog med en bogstaveligt talt ustabil kerne.

Tvillingernes far hedder Genesis P-Orridge og er forsanger i bandet Throbbing Gristle, som på dansk betyder noget i retning af Pulserende Brusk. Det er ham, der har efterladt højtaleren på marken, det er derfor, han regnes som tvillingernes far. Han er i øvrigt en virkelig, herunder virkelig mærkelig, person, som stadig lever, og som bestemt er en Google-søgning værd. Det samme er Jeunesses kæreste Ted Serios, som angiveligt er i stand til at påvirke polaroidfotos ved tankens kraft alene.

Som i debuten SEANCER skriver Ida Marie Hede således oven i historier, som allerede er fortalt, hvilket understreges af, at flere passager er sakset direkte fra Wikipedia. Samtidig gør Hede stoffet til sit helt eget, hør for eksempel denne vilde og vildt fine beskrivelse af Genesis:

–Neil Andrew Megson bliver født i 1950 med ansigt og pik og nosser og forhud og urinrør og prostata i Manchesters beton, regn, tværhed, i det nedfaldne imperium, der er England. / Han hedder Neil, men han kalder sig Genesis P-Orridge. / Genesis er ung og ilter. / Han får sig en Prins Albert: en piercing i scrotum. / Han skifter kæreste, han skifter look, han skifter piercingen ud: kuglering, hestesko, buet stav og endeløs ring. / En orgasme flyder gennem den langlemmede kvindekrop, der sidder overskrævs på ham og liderligt ryster ballerne.

Sprogligt er DET KEMISKE BRYLLUP en fest. Med masser af sprut, narko og tårnhøj Hendrix på anlægget. William Burroughs er der, Henrik Bjelke er der, og Hans Otto Jørgensen er der (selv om han ser ud til at være gået kold). Kort sagt: Det er en fest, man er glad for at være inviteret til. Stilen er psykedelisk og hallucinerende, alt er hele tiden noget andet og mere, der er altid en ny metafor. Vildest bliver det i kapitlet ‘Sanglærkerne’, som er én lang besyngelse af Jeunesse, her de første linjer:

hun bouncer ud af en sofas fjedre
ud af uhyggens klamme hånd
det besnærende
hun kommer fra Kastrup, Bagdad, Klaipeda
hun er klemt ud af en pladetektonisk skurren
en lurrende katastrofe
hun er datter af en fysisk mekanik
hun gled ud af loddetinnets dråber
ud af pipettens spids
hun steg op af sortsynet
ned fra de vaklende bambiers stad
ind  fra uskylden
kætteriet

Som det måske fremgår, er DET KEMISKE BRYLLUP ikke en bog, der interesserer sig for, hvordan mennesker går og har det med hinanden. Karaktererne er ikke psykologiske, men snarere mytologiske. Som en anden elverpige har Jeunesse bogstaveligt talt hul i ryggen. Hun har ingen fast kerne, intet jeg, som kan analyseres, men er blot et flimmer af referencer til film, musik,  myter, litteratur og meget mere. Det samme gælder resten af persongalleriet, hør for eksempel, hvordan Ted Serios beskrives med henvisning til MAD MEN:

–Ted Serios er den moderne Shaman. / Han kommer fra fortiden, fra den lyseblå forventning i året 1966. / Han er romantisk, som et barn. / En helt med butterfly og sort slikhår. Han er Don Draper. Han er en performance af det mandede, han har en blød kvinde boende i sig. Derinde ligger kvinden og oser af retro, strutskørt og smøger. Med en kødhammer i hånden banker hun mandens skuldre opad, hans smil blomstrer.

Jeg læser i øvrigt Ted Serios som en hilsen til Kirsten Thorups avantgardeklassiker LOVE FROM TRIESTE (1969), hvor der i et af digtene tales om ‘elevatorføreren Ted S.’, som ‘kan alt’. I virkeligheden kunne Ted Serios ikke alt. Hans shamanistiske evner blev afsløret som fup, men i DET KEMISKE BRYLLUP er vi forlængst hinsides modsætningen mellem fup og fakta, tryllekunst og ægte magi. Eller som det hedder:

–Selvfølgelig faker Ted, når han folder sin magi ud og får ukendte motiver til at træde frem på sorte polaroider, selvfølgelig gør han ikke

DET KEMISKE BRYLLUP minder ikke om ret meget, jeg tidligere har læst. Til gengæld håber jeg, at meget af det, jeg kommer til at læse, vil minde om DET KEMISKE BRYLLUP.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Martin Lykke Nielsen

Martin er 29 år, bachelor i litteraturhistorie og kandidat i journalistik.

Skriv til Martin