Flyvefisk og farvelære – Ernst Jünger DET EVENTYRLIGE HJERTE

Ernst Jünger skriver faretruende fantastisk om universets skjulte forbindelser. DET EVENTYRLIGE HJERTE er komplet humorforladt, men alligevel sært dragende i al sin ophøjethed.

Citat

Under morgenmaden for den tanke gennem mit hoved, at vi er født i en tid, hvor vi trues af såvel den enes geskæftige indgreb som af den andens skærpede grusomhed – i den dobbelte fortærings tid. Som Odysseus sejler vi mellem Skylla og Karybdis, mellem krige og borgerkrige – og kender måske lige så lidt som disse fisk navnet på den proces, hvis masker vi er fanget i. Hvor ville jeg gerne læse det i en verdenshistorie, som udkommer om to hundrede år. Desværre minder den slags beretninger ofte om bøger, hvor man mangler prikkerne over i’erne. Der var også bekvemmeligheder i Paris i 1792, som den overdådige morgenmad her på Bergens fiskemarked, der serveres klokken elleve om formiddagen, klos op ad slagtebænkene.

DET EVENTYRLIGE HJERTE er fjerde bog i Gyldendals prisværdige tiltag med at få genudgivet en af Tysklands største og mest mystiske forfattere på dansk. Man startede logisk nok med Ernst Jüngers første bog I STÅLSTORMEN, som i et sanseberusende sprog krængede Første Verdenskrig åben. Derefter kom den reviderede udgave af hans krigsdagbøger fra Anden Verdenskrig, STRÅLINGER, og senere den helt igennem underlige og uhåndgribelige PÅ MARMORKLIPPERNE, der af mange opfattes som Jüngers allegoriske oprør med de dæmoniske sider af nazismen.

DET EVENTYRLIGE HJERTE virker på mange måder som det naturlige næste led i rækken, selvom den udkom i 1938 og dermed i tid ligger før de to sidstnævnte bøger. Når det føles logisk, er det fordi Jüngers små, mærkelige optegnelser fungerer som en slags nøgle til de andre bøger.

Da jeg læste de andre bøger, havde jeg hele tiden fornemmelsen af at befinde mig på tærsklen til en slags sugende og manende Jünger-portal, der gjorde, hvad den kunne for at slynge mig ned mod nogle dybere og hemmelige sider af universet. Det er denne portal, som nu i DET EVENTYRLIGE HJERTE træder klart frem.

Igennem en masse korte prosastykker optegner Jünger mulige indgange til skjulte og krystallinske strukturer, som snor sig overhistorisk som en hemmelighedssfære, der i glimt kan sanses og opfattes uden nødvendigvis at kunne erkendes. Det er en mærkelig form for urkraft, som man også kunne fornemme i glimt bag rædslen og rusen i I STÅLSTORMEN, bombeflyenes dødelige befrugtning i STRÅLINGER og de botaniske associationsrækker i PÅ MARMORKLIPPERNE.

Som René Jean Jensen skriver i sit glimrende forord, er det ikke nødvendigt at blotlægge disse livets og universets hemmeligheder, det er nok at vide, at de er der. Ligesom dybhavsfisk, som ikke nødvendigvis skal trækkes op i lyset. Derfor er der heller ingen klare svar at finde på noget som helst hos Jünger. De klare svar tilhører overfladen og er som sådan uinteressante.

Som indgange til denne hemmelighedssfære udfolder Jünger scener og blik, der pludselig slår over i en uudgrundelig rædsel eller åbner sig sesamisk op imod noget dybere. Flyvefisk svæver i luften, og pludselig er sfærerne blandede, luft og vand flyder sammen. Eller farverne udlægges på en kosmisk skala, rød og blå som internt duellerende og kompletterende kraftfelter.

Jüngers stil er knusende aristokratisk og vanskelig at komme ind i. På den vis mimer den det hemmelighedsfulde forhold mellem dybde og overflade, som er på spil i bogens små stykker. Hans ord og billeder opstiller selv en dyb og gådefuld forbindelse, hvor man ikke altid er helt med, prøv bare at se, hvor meget mening du kan drive ud af det følgende:

– Tankerne viser sig for os som rytmiske hvirvler og systemerne som arkitektur. Vi vågner med en følelse af, at et nyt strømsystem har banet sig vej gennem vores indre landskab, eller at vi har øvet med fremmede våben. På denne måde forstår vi den hemmelige lære, som gemmer sig i ethvert sprog af rang og skjuler sig bag ordene. Kun den slags meddelelser har overbevisningskraft; men vi får kun kontakt, hvis frugtbunden i os selv også hvælver den i møde.

Og hvad fanden skal det så lige sige, at ’frugtbunden i os selv hvælver den i møde’?! Og hvad ligger der i det mærkelige billede at ’øve med fremmede våben’? Bogen er fyldt til randen med passager som denne, den ene mere gådefuld end den anden, men selv om det kan være svært at opfatte, hvad det egentlig lige går ud på, kan man alligevel uddrage en sært uudgrundelig følelse af kraft, som strømmer fra billederne og sætningerne. Der er en indre forbindelse, der sitrer et sted uden at man helt kan kroge den. Helt ned på ordplan, hvor ord som eksempelvis ’bægerfane’ klinger fremmed og velkendt på samme tid.

At læse Jünger er en sært sansemættende og opåbnende følelse, og selv om det ofte er drabeligt selvhøjtideligt og humorforladt, er der alligevel masser af livskraft at hente i tyskerens bizarre ønskebrønd.

Det er ved at blive langt det her, men jeg må alligevel lige afslutningsvis rose René Jean Jensens oversættelse. Jeg kender ham primært som dygtig og stilsikker oversætter af Thomas Bernhard (og som digter selvfølgelig), men han har også virkeligt fint greb om Jüngers mærkeligt sansende prosa. Det stiller store krav, når forfatteren på den måde sigter efter at blotlægge noget, som ikke er synligt – også via sin sproglige stil – men det slipper Jensen forbilledligt godt fra. Visse ord (bægerfane, igen) virker så dejligt danske, at de i hvert fald nu har en plads i min ordbog, selvom de ikke har det i den danske.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også

Om Troels Hughes Hansen

Cand.mag. i fransk, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Litterær omnivor, men med en særlig forkærlighed for Célines maskingeværsprosa, Dostojevskijs hysteriske delirium, Bernhards udfald og Bukowskis fuldemandssnak. Kort sagt alt, som rabler.Redaktør på LitteraturNu.

Skriv til Troels