Følelsernes arkitektur – Daniel Libeskinds MIT LIV OG MIN ARKITEKTUR

I selvbiografien MIT LIV OG MIN ARKITEKTUR fortæller arkitekten Daniel Libeskind medrivende om sig selv og sine projekter. Fortællingen er god, så længe den holder sig til arkitekturen, mens den halter en del i de mere personlige passager.

Har man én gang prøvet at bevæge sig ind i Jødisk Museum i Berlin, er der stor chance for, at man ikke glemmer det. Udstillingen er rent ud sagt ikke noget særligt, og selve fortællingen om jødernes historie i Berlin og Europa generelt virker noget partisk og ukritisk overfor jøderne selv – ikke mindst i lyset af de seneste 50 års konflikt i mellemøsten.

Men det, der virkelig bider sig fast og rører en er, når den tunge metaldør ind til holocausttårnet smækker i bag en og man befinder sig i et højt, mørkt rum man ikke kan komme ud af, og kun svagt kan høre lyden af mennesker udenfor. Arkitekturen formidler her noget så sjældent som følelser. Man føler jødernes skæbne fysisk og det er meget mere virkningsfuldt end nok så mange farveplancher og forklarende tekster. Manden bag museet er Daniel Libeskind, hvis arkitektur man meget rammende kan kalde for en følelsernes arkitektur.

I MIT LIV OG MIN ARKITEKTUR fortæller Libeskind om sin opvækst som polskjødisk immigrant i henholdsvis Sovjetunionen, Israel og USA. Vi følger ham som et slags kunstnerisk vidunderbarn, der både mestrer harmonikaen og maleriet som ganske lille, men som vælger at kaste sig over arkitekturen, for, som hans mor sagde: ”Du kan altid skabe kunst i arkitekturen, men ikke arkitektur i kunst.” Det har Libeskind så gjort siden, fra hans første opgave med det Jødiske Museum i Berlin til den foreløbige kulmination i genopbygningen af World Trade Center i New York.

Og det er historierne om disse projekter, der gør denne selvbiografi til spændende læsning. Indlevende og medrivende fortæller Libeskind om de ofte barske vilkår der hersker i den internationale arkitektverden, og han er bestemt ikke bange for at være kontroversiel og lægger sjældent fingrene imellem i hans meninger om arkitektkolleger og modstandere.

Libeskind ser åbenlyst sig selv som en lidt naiv, følsom kunstner i en verden befolket af grådige og følelseskolde forretningsmænd, og det er en god historie. Om den også er sand er en anden ting, men man lader sig rive med i Libeskinds kamp for en arkitektur der taler til følelserne og ikke bare sanserne – og tegnebogen.

Der hvor biografien halter, er desværre der hvor den bliver mest personlig. Libeskind selv er naiv og følsom. Hans kone Nina er beslutsom og stærk og redder gang på gang Liebeskinds projekter fra at kuldsejle. Liebeskinds far og mor er stærke, kunstneriske og uafhængige mennesker, som ikke havde meget, men som alligevel videregav den unge Libeskind en uvurderlig arv. Og sådan kunne man blive ved. Ligeså kompromisløs og hård Libeskind kan være overfor konkurrenter, ligeså unuanceret begejstret er han overfor sine venner. Det er et irritationsmoment, hvis man begynder at tænke over det, og det kommer man til.

Det er selvfølgelig et helt grundlæggende problem at en selvbiografi er svagest der hvor den er personlig. Men som titlen MIT LIV OG MIN ARKITEKTUR antyder, så er der ikke så stor forskel på liv og arbejde i Libeskinds tilværelse. Dette får de to sider af bogen til at gå fint i spænd med hinanden, og når fortællingen om de fantastiske mennesker i Libeskinds omgangskreds bliver for kvalmende, springer bogen som regel hurtigt over i mere spændende og nuancerede overvejelser om arkitektur og moderne kultur i det hele taget.

Og at Libeskind er en stor arkitekt, det kan man ikke tage fra ham. Hvilket også kan ses på de mange flotte farvebilleder der findes i bogen. For arkitekturinteresserede kan MIT LIV OG MIN ARKITEKTUR klart anbefales. Men leder man efter et nuanceret og balanceret portræt af en af verdens førende arkitekter, skal man nok lede andetsteds.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Arkitektur,

Læs også

Om Kristoffer Holm Pedersen

Kristoffer er cand.mag. i Dansk og Moderne Kultur.