Forelsket i Berlin – Ole Blegvad & Rasmus Funder BERLINDK

Endnu en (guide)bog om Berlin, tænker du måske? Men hvis du også (stadig) er forelsket i Københavns dunkle søster, så læs i det mindste den her.

Citat

Byen har en seksualitet med en farlig kant, og det er ikke underligt, at homomiljøet er så markant her. Ud over at være et frit sted er der et mørke i byen. Berlin tilbyder plads til eksperimenter, og det giver et stort kreativt potentiale. Den rå, dystre energi har en sjælelig resonans i folk, uden at de måske er bevidst om det. Det skubber folk væk og trækker dem tilbage igen. Det er som en hvisken. (Kirstine Roepstorff, kunstner)

BERLINDK leverer et flersidet indblik i kulturens Berlin set fra dansk perspektiv. Bogens to redaktører og forfattere Ole Blegvad & Rasmuns Funder tager således livtag med det, der for mange er hjertet i berlinerfascinationen; kulturlivet. 11 kulturpersonligheder, tidligere bosat eller bosiddende i Berlin, åbner med hver deres meget personlige fortælling hver deres kulturelle stykke af Berlin. Fortællingerne suppleres løbende af Blegvad & Funders kulturfaglige og historiske viden, og tilsammen giver det et helt utroligt mangefacetteret billede.

Opera, klassisk og rytmisk musik via philharmonikeren Jesper Busk Sørensen, operasanger Peter Lodahl og Dunés Mattias Kolstrup, samtidskunst, lokalsport, teater, kirke, film og queer-miljøet ifølge performeren med det smukt ringlende navn Nikolaj Tange Lange. BERLINDK afsøger på sjælden grundig og (selv)kritisk facon det mystisk dragende stof, som byens kulturfænomener er gjort og stadig gøres af.

Der er rigeligt med billeder til at støtte den skriftlige overflod. Bogen er illustreret med arkivfotos, aktuelle og meget smukke snapshots, scrap-book-agtige elementer som teaterbilletter, filmstills og koncertplakater – og tilsammen gør det blot læseren mere sulten. I det hele taget er BERLINDK en hyldest til Berlin fra de danskere, der selv har levet og deltaget i byens kulturliv. Man fornemmer forelskelsen på alle stadier – tilflytterens begejstring, hverdagskærligheden, den gamle-i-gårdes bittersøde afsked. Og forelskelsen bliver bestemt ikke mindre efter endt læsning. Tværtimod.

Det smukke ved denne bog om Berlin er netop den intense udforskning af alt det, der ligger bagved, rundt om, dybt under og næsten skjult. Som en slags særligt indviet kan man tage sig selv i at smile lumsk i sin stol med BERLINDK i hånden. Berliner Philharmonie! Teatrene! Queer-scenen, dark-rooms! Det hele er lige her.

Efterhånden kan man nærmest tale om Berlin som en københavnsk undergrund uden for nationens grænser – et dansk refugium, et BerlinDK. Men det er ikke forfatternes intention at styrke kolonitanken. Tværtimod fornemmer man gennem hovedpersonernes engagement i det berlinske samfund, hvordan byens umiskendeligt udanske identitet har præget og formet dem. Dette er altså ikke nogen koloniberetning men en smuk og passioneret integrationsrapport fra dansk side. I den forstand er BERLINDK et godt sted at læse med og få indblik, i hvordan byen virker på den nytilkomne, tilflytteren, hvordan den erfares som dagligdag og som ståsted i et almindeligt (kunstner)liv.

Denne anmelder har tidligere haft indvendinger mod (guide)bøger om Berlin, der overbehandlede turistmagneterne og især monument nr. 1, Brandenburger Tor (se også anmeldelsen af VIDE VERDEN: BERLIN – red.). Funder & Blegvad må have oplevet noget lignende for forordets direkte (og ret catchy) titel ‘Ikke et ord om Brandenburger Tor’ understreger fra begyndelsen, at denne berlinerguide koncentrerer sig om noget andet. Således forløst og forstået kan jeg ikke sige andet, end at denne bog om Berlin rammer plet med sit mangfoldige persongalleri, sit fagligt stærke og dog forelskede blik, og altså alt i alt er en romantisk bibel til det kulturelle Berlin.

Et sidste tip: Man kan løbende følge med i bogen og de 11 fortælleres videre færden + gøre brug af forfatternes fantastiske insights til Berlin på bogens Facebook-side, Berlindk.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Antologi,

Læs også

Om Camilla Pape

Cand.mag. i Moderne Kultur, København.

Skriv til Camilla