Af | 17. november 2004

Fortrængningens dødsensfarlige kunst – Andrej Kurkov DØDEN OG EN PINGVIN

Andrej Kurkovs roman er et stykke underfundigt-melankolsk og tragikomisk, satirisk litteratur, der sætter dybe aftryk.

Man behøver ikke at kende den historiske baggrund for det land, som Kurkovs roman udspiller sig i. Men kender man den, forstår man umiddelbart den pessimistiske undertone, som ligger og summer sin vej gennem bogen. Ukraine befinder vi os i. Et land der mistede næsten tyve procent af befolkningen under anden verdenskrig og et land der, efter sovjetunionens fald i 1991, har været plaget af interne uroligheder, en magtfuld mafia og en regering som flere gange er blevet anklaget for korruption. Er det efter og under en sådan massiv undertrykkelse overhovedet muligt, at udtrykke tanken frit, kunne man fristes til at spørge. Hovedpersonen, der ironisk lyder navnet Victor, magter det ikke.

Victor er en forfatterspire, det ikke rigtig kan lykkes for. Han er bedst til at skrive meget korte noveller, men ingen synes rigtig at have fået øjnene op for hans talent. Indtil han en dag bliver kontaktet af en avisredaktør, som vil give ham et job som skribent af en helt særlig slags tekster.
Victor bliver ansat som nekrologforfatter. Men han skal kun skrive om personer, der endnu ikke er døde. Alligevel viser det sig hurtigt, at dem han skriver om pludselig begynder at dø. Hvad er det Victor er involveret i?

-Du vil først få svaret at vide, når der ikke længere er brug for hverken dit arbejde eller dit liv.
Sådan lyder svaret da Victor forsigtigt spørger sin chef, hvad det er, der foregår omkring ham. Og her kunne DØDEN OG EN PINGVIN være blevet til en kriminalroman, men romanen går i stedet stik i mod alle genrens konventioner. Victor vil ikke opklare men fortrænge. Sådan bliver hele hans færd en opvisning i fortrængningens kunst. Og det er blændende godt lavet. Den afmagt, som Victor føler, kryber sig også ind på læserne, idet det går op for os, at vi må følge Victor på hans bortforklarende veje.

Victor resignerer:
– Hellere ingenting vide og slippe fra det med livet i behold, tænker han, for:
– …hvad betød lidt mørke fra eller til vel i et samfund af mørke.
Men dét er svært at acceptere. Så har han vel engagementet et andet sted? Hos dem der omgiver ham i hans nære hverdag? Men også her er han blegt uengageret. En fireårig pige flytter ind, da hendes far under mystiske omstændigheder forsvinder, en ung pige flytter senere ind, først som barnepige – senere som hende, han deler seng med. Men han bryder sig ikke særligt om nogle af dem. Aldrig udtrykker han nogen form for begejstring – sådan er tingene nu engang bare blevet. Et fjerde medlem udgør denne akavede flok af levende væsener: Pingvinen Misha. Den har Victor købt i en zoologisk have, der ikke længere har råd til at fodre den. I Victors lejlighed sjosker den rundt i sin permanente sørgedragt og bærer sin ensomhed i stilhed. Pingvinen er som bekendt et flokdyr, der gør som alle de andre. Måske er det ikke mærkeligt, at Victor synes at nære de varmeste følelser for – og størst slægtskab med – dette dyr.

Pingvinens tilstedeværelse accepteres uden spørgsmålstegn og gør romanuniverset til et skævt og forunderligt et. Sådan er det bare – en pingvin kan man sagtens have gående hjemme i sin stue. Victor tager hverken stilling til de mærkværdige elementer der pludselig indgår som en del af hans virkelighed (og det gør vi som læsere i og for sig heller ikke), eller til de forhold, der har store og skæbnesvangre konsekvenser. Dét er romanens frustrerende, uløselige knudepunkt.
Kurkovs fremstilling af afmagten, af manglen på handling og stillingtagen, af et menneskes svaghed og et samfund gennemtæret af sygdom er simpelthen eminent. DØDEN OG EN PINGVIN har en tung resonans som ikke let toner ud.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også