Fortroligt godt – Mikkel Thykier SUB ROSA

SUB ROSA er en enestående refleksion over muligheden af en intim erfaring med skriften. Med korrespondancen som model undersøger Thykier noget andet og mere end litteraturen kan tilbyde.

Citat

Fra Kbh. november 2005

Sikke lang tid du har måttet vente på at få det at vide! Nu er jeg ikke sikker på, at jeg kan se dig smile. Jeg har forklaret det meget dårligt, ikke? Jeg bliver nok nødt til at skrive en fortsættelse. Der er to detaljer i dit brev, i slutningen og midten, som jeg ikke kan få til at hænge sammen, men jeg vil ikke fortælle, hvad det er med dem: Det må vise sig med tiden, hvordan de hænger sammen, hvis de gør det, og hvilken én der skjuler noget hos den anden. Noget andet er, at jeg ikke helt kan gennemskue, hvad du vil med mig.

Udtrykket ’sub rosa’ stammer fra latin og angiver diskretion, hemmeligholdelse. Rosen er et tegn på fortrolighed. Titlen er passende for samlingens arbejde med korrespondancens intimerfaring mellem to personer. Noget andet end litteraturens monologiske og, i al ensomhed, erkendende tale. Brevveksling, skriver Thykier, forstås som en ‘kontraeksemplarisk skriftpraksis’. Intimitet er et møde uden vejledning, det er ‘ikke at vide hvad, kun at vide, at der er noget at vide’.

Collage og korrespondance udgør SUB ROSAs to dele. I midten er en enkeltstående sort side, der skiller de to. Teksterne i collage-delen vibrerer på grænsen af akademisk afhandling, men ikke desto mindre svinger stemmen mellem at være drilsk, anfægtet, sværmerisk og uhyggeligt præcis. Thykier skriver videre og med på en række læsninger og tankestof, mest fremtrædende er den franske filosof og forfatter, Maurice Blanchot. Men der henvises også til George Bataille, Lévinas, Horace Engdahl, Rimbaud, Baudelaire, Peter Laugesen m.fl. Der er et væld af henvisninger. Derfor synes jeg godt, man kan læse SUB ROSA mere sporadisk, vende frem og tilbage, fordi strukturen i en vis forstand er flad: alle fragmenterne peger ind mod en midte, som er beskrivelsen af korrespondancen som praksis og erfaring. Den skrives frem undervejs, men aldrig tøvende.

SUB ROSA citerer også sig selv, trækker tråde frem og tilbage fra korrespondance, collage og tidligere værker, og bogen giver derfor oplevelsen af at være i konstant bevægelse. ‘Hvem har skrevet hvad? Gæt selv. Er det overhovedet vigtigt? Gæt selv’, spørger Thykier et sted. Bagved de blandede stillejer og citater og kursiverede brudstykker og ekkoer, er der dog en autoritativ stemme, som organiserer. Det sker oftest i form af spørgsmål som dette, der afslutter første afsnit:

– Hvis korrespondance svarer til at vende sig sovende mod hinanden og vende sig væk fra den fælles verden i en gestus, der minder om visse romantiske forestillinger om døden, kræver læsning af korrespondance et alternativ til litteraturens forfatter-læser-forhold. Hvordan?

Denne spørgen bliver overgangen til den allerede udgivne tekst ‘Lad os ikke tale om sygdom, men om død’. Thykier genopliver i dette afsnit på en måde det biografiskes betydning i sin læsning af forfatter og dramatiker Claus Beck-Nielsen og digteren Christel Wiinblads praksis. Men i stedet for at gøre det biografiske til bevisførelse i læsningen, bliver det snarere grebet an som performativ brik i identitetens politik. Her rammende om Nielsen, der i 2000 erklærede sig selv for død:

– Hvis opsøgningen af døden og opgivelsen af navnet i tiltale gav håb om et opgør med identitetspolitikken, viser det fortsatte arbejde med det, der kaldes for et ‘litterært bo’, at identitetspolitikken nu bare er iscenesat med døden som centrum, som central figur, en medspiller.

Collagen er forholdsvis stramt komponeret, men undervejs løsner udtrykket sig til stjernemarkerede punkter, noter eller nummererede dele. Afsluttende er et uddrag af en korrespondance mellem Deleuze og Dionys Mascolo, som netop indrammer en kort brevveksling, hvor et venskab opstår. Derefter spejlvendes bogen ved sin midterste sorte side. Man må fysisk vende bogen om, før den slår over i en anden hybridform, der inkluderer grafiske indslag i form af tegninger, figurer, fotografier med mere.

Korrespondance-delens breve er fra 1997 til 2005. De er en del af et projekt med venskabet som omdrejningspunkt, og kun afsenderens breve er trykt. De bør i følge Thykier ikke læses dokumentarisk, men snarere som portrætter af relationer. Selvom man ikke helt kan undgå at læse forandringerne i det gennemgående ‘jeg’ som et forløb, synes jeg det fungerer. Brevene bliver en slags stivnede reaktioner.

– At prioritere bogen med dens særlige henvendelse frem for brevet med dets mulighed for udveksling (at svare igen) er at prioritere døden over livet.

Med dette indledende citat anslås SUB ROSA som et tyst kvælertag med æstetikken som form. Den kan læses som en opsamling, en udvidelse og en radikalisering af det tankestof, der tidligere har været på spil i forfatterskabet, bl.a. ENTRÉ (2009) og teksten ‘Det generte objekt: mig’.

SUB ROSA er massiv, velkomponeret og nøgtern i sin undersøgelse af det etiskes udgrænsning fra kunsten. Der er som altid en dragende eksistentiel alvor og et såvel intellektuelt som sprogligt overskud i Thykiers skrift. SUB ROSA har teoretisk ballast, men det bliver aldrig tørt formidlende. Tværtimod er samlingen her er på sin egen omstyrtende og besnærende vis noget af det mest interessante, jeg længe har læst.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Essays,

Læs også

Om Nanna Storr-Hansen

Nanna læser litteraturvidenskab på 6. semester på Københavns Universitet. Hun er især glad for poesi, eksperimenterende former og den slags kunst, der gør én magtesløs. Nanna debuterede i Hvedekorn nr. 2/2013.

Skriv til Nanna