Forvirring i kollektivet – Jacob Skyggebjerg HVAD MENER DU MED VI

Sproget flyder ubesværet i Jacob Skyggebjergs anden roman HVAD MENER DU MED VI, der er skrevet som et kollektiv af hele syv kvinder på skriveophold. Antallet af stemmer kan måske synes som en teknisk udfordring, men den formmæssige side kæmper Jacob Skyggebjerg imidlertid ikke synderligt med. Til gengæld kæmpes der med en del andet.

Citat

– Jette læner sig tilbage og slår ud med armene. – Nej, men, hvad er I da for nogle mennesker! Vil I bare lade al den dejlige mad gå til spilde? Her har jeg stået i mit ansigts fodsved, havde jeg nær sagt… Sherry vrænger ad hende. – Du kan jo bare lade være med at bruge al tiden på at lave mad. – … og lavet mad, spændende mad, til jer alle sammen… – Du kan jo gemme resterne til i morgen, så skal vi nok spise med der. – Der er kanin i, fandeme, og peberkorn! Kartofler og pastinak!

På et stilistisk plan er HVAD MENER DU MED VI et veludført eksperiment, der formår at flette syv pludrende kvinders stemmer sammen i et kakofonisk og energisk replikskifte. Problemet ligger snarere i den overordnede rammefortællings manglende dybde i plot, indhold og udvikling og i et biprodukt af det store fokus på teknisk formåen; nemlig det overfladiske arbejde med selve portrætterne af de skriveglade forfatterkvinder. Ikke bare er jeg som læser forvirret over, hvem der er hvem, men jeg får endog lettere modstridende oplysninger om nogle af de stemmer, jeg synes at begynde at kende.

Forvirringen starter sådan set allerede i mødet med romancoveret. Forfatteren selv hænger i afklædt jesus-positur på korset, mens det, man vel skal tolke som bogens syv kvindestemmer, er placeret i fine stereotyper nedenfor. Hvad forfatteren på korset skal tolkes som, orker jeg næsten ikke at kaste mig ud i, men afbildningen af de syv kvinder kunne fungere som en hjælpenøgle i arbejdet med at holde styr på, hvem der taler hvornår, hvorfor de siger, som de gør, og hvem de i øvrigt er. Det gør coveret bare ikke. Sammen med kvindernes navne, der enten ligger i samme ravsegmentskategori (Jette-Sherry-Elsebeth) eller slet ikke synes at passe til den person, de ligger sig op af (som den 40-årige KUA-evighedsstuderende Pia…), så er risikoen for forvirring og mistro forbavsende lige til.

Udover min personlige mistro overfor visse dele af persongalleriet, så er også andre elementer mindre virkelighedstro. Eller dvs. – Jacob Skyggebjerg har valgt at adoptere visse realting direkte i teksten, mens andre har fået nye og visse steder uskønt fortænkte navne. Eksempelvis hedder Dansk Folkeparti, BT og Forfatterskolen deres virkelige navne, mens fiktive aviser og oplæsningssteder som Den Saglige, Folkeekspressen og Schobenhaus er blevet iklædt andre letbenede gevandter end dem, de helt tydeligt er referencer til. Det har jeg lidt svært ved at forstå meningen med.

Jeg kan også have svært ved at gennemskue, hvad romanen vil sin læser – endsige, hvad den egentlig handler om. Er det forholdet mellem fiktion og virkelighed, der tematiseres? Er det en bog, der blot handler om at skrive? Jeg bruger det lidt nedsættende ord ’blot’, fordi der i mine øjne skal være noget mere og noget andet til stede, for at jeg personligt fænges. Så at sige en bevægelse fra bogen og ud, og HVAD MENER DU MED VI kører mest rundt i cirkulære mønstre om sig selv i en never ending kværnen.

Samtidig mødes læseren også af en både genremæssig og fortælleteknisk overlegenhed, der ses i de forskellige amatørforfatteres oplæsninger af bl.a. en spændingsroman om narkotikasmugling i Madrid, en skægt upassende børnebog om Rasmus Bjørn, der fastklemt i et hul bliver slikket fri af en grævling og her – Sherrys absurde historie om ægteparret Inge og Gunnar:

– Inge trækker forsigtigt folien af og lægger den på bordet. Hun åbner æsken. Kigger hen på døren. Så tager hun et af brevene op fra pakken. Det er hendes helt særlige te, som hun opløser i varmt vand og suger op i en kanyle og injicerer i lår eller lysken. Der kan ingen se stikmærkerne. Inge havde arbejdet i mange år på slagteriet, før hun hørte om heroin.

Satiren i især den enorme mængde dialog mellem de ævlende kvinder er til at tage at føle på, og som sådan er det et af romanens stærkeste kort. Den virkeligt velskrevne snak, snak, snak om stort og småt – og især småting som opskrifter og mad – er humoristisk, ubesværet og virkelighedstro leveret.

Jeg forestiller mig, at HVAD MENER DU MED VIs velskrevne fokus på form frem for indhold er et bevidst valg, men for læseren kan det være et frustrerende valg. Som om der med vilje bliver holdt igen i en modvillig bevægelse væk fra læseren, der nok underholdes med velleverede replikker, men til stadighed kan savne en dybde i både karakterer, indhold og plot samt en gennemskuelig konsekvens i galleri og romanens fiktive univers.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Anna Møller

Født 1984. Cand. mag. i dansk og filosofi.

Kirke- og kulturmedarbejder for gadepræsten og ungdomsarbejdet i Trinitatis Kirke, anmelder på LitteraturNu og freelanceskribent på Forfatterweb og for Company Cue. Elsker at skrive.

Website
Skriv til Anna