Fra blodrød til asymptotegul – Amélie Nothomb BLÅSKÆG

Belgiske Amélie Nothomb har genskrevet det lystigt makabre eventyr om BLÅSKÆG i en på én gang kølig og pompøs moderne version – helt uden blod!

 Citat

–Jeg føler mig ordinær.

–De ser også ordinær ud. Hvis der var retfærdighed til, så folk som Dem ud, som de fortjente.

–Jeg ser ud som jeg fortjener. Jeg er ordinær.

–Nu vil De garanteret fortælle mig om ondskabens banalitet. Jeg afskyr den tese.

–De drager forhastede konklusioner. Det havde jeg ikke tænkt mig. Nu da De kender til mit madlavningstalent, vil De så gifte Dem med mig?

–De kan ikke lade være, kan De, med Deres narrestreger?

–Jeg mener det i fuld alvor.

–Nej, jeg vil ikke gifte mig med Dem. Man gifter sig ikke på grund af en kage.

–Det ville ellers være en net anledning.

–Lige meget hvad skal jeg ikke giftes. Hverken med Dem eller nogen anden.

–Hvorfor?

–Det er min ret.

–Ja, men hvorfor?

–Det behøver jeg ikke at fortælle Dem.

–Vil de ikke være så sød at fortælle det?

–De har Deres mørkekammer, som ingen må komme ind i. Min manglende ægteskabslyst er mit mørkekammer.

Det er længe siden, jeg har læst et rigtigt eventyr. Som barn var jeg ellers glad for dem, helst de blodige af slagsen, og en af mine favoritter var det om den rige Blåskæg, hvis hustru formenes adgang til ét bestemt værelse. Bag døren findes et blodigt kammer med efterladenskaberne af hans tidligere hustruer. Jeg ville høre det igen og igen og jeg gøs, hver gang den unge kvinde satte nøglen i låsen og tabte den i blodet, som satte afslørende mærker.

Nu har den belgiske succesforfatter Amélie Nothomb genskrevet det vidunderligt makabre eventyr og dermed givet mig lejlighed til at genopdage fortællingen. Blodet er dog helt tabt af syne (lidt skuffende), men det betyder ikke, at der ikke er morbide hemmeligheder og storladen symbolik. Handlingen er henlagt til moderne tid (selvom manden lever i en tidslomme af en lejlighed uden kendskab til det digitale), men formen er på mange måder stadig eventyrets. Den unge lærerinde Saturnine Puissant med det allegoriske navn flytter ind hos Don Elemirio, en hovmodig og stenrig spansk eneboer, der er berygtet for at leje værelser ud til unge kvinder, som siden forsvinder – og så har han et mørkekammer, som står åbent, men ikke må betrædes: det er et spørgsmål om tillid. Han gør sit for at besnære Saturnine med sin virtuose madlavning, og da hun bemærker den smukke konstellation af gul æggeblommecreme og den guldkop, den serveres i, sætter det en brand i ham. Herren er en ægte æstetiker, og uden at røbe for meget kan jeg vist godt konstatere, at han nok ville abonnere på Edgar Allen Poes berygtede diktum om, at ’en smuk kvindes død utvivlsomt er verdens mest poetiske emne.’

Don Elemirio er af den gamle skole rent kønsmæssigt og hævder et sted, at ’det at være en tyran gør mig til en stor elsker.’ Måske er jeg for protestantisk i hovedet til at afkode en spansk katolik, der fordriver tiden med at studere inkvisitionens akter, men han fremstår aldrig for alvor skræmmende – nærmere lidt akavet med sine utidige kærlighedserklæringer og sin overdrevne romantiske gestik. Saturnine, derimod, er en værdig opdatering af den lidt for nysgerrige eventyrhustru – hun spiller sine kort som en rationel detektiv i den lille, æstetiske kriminalgåde, som bogen er.

Derfor kommer det måske også lidt pludseligt, da Saturnines følelser for sin udlejer slår om fra foragt til forelskelse. Som i et rigtigt eventyr er alt karikeret og symbolsk opblæst – her med et særligt fransk twist: ja, jeg må kalde det fransk trods forfatterens belgiske nationalitet, for jeg tror, det pompøse kommer med sproget. Det sker lidt modvilligt – franskhed kan være fremmedgørende – men man overgiver sig til BLÅSKÆG takket være den velskrevne og veloplagte dialog, der bærer bogen. Her kommer vi vidt omkring i teologiske og filosofiske emner, og referencerne suppleres med et nyttigt (og passende behersket) noteapparat. Derudover kan man blive kulinarisk inspireret – især de to hovedpersoners indtag af dyr champagne er besnærende og spiller naturligvis en central rolle i plottet, der kulminerer i en afsløring af Don Elemirios store alkymistiske plan. Han er i både overført og konkret betydning en langt mere kølig mordertype end folkeeventyrenes Blåskæg, og det velgørende gys udebliver – dertil er der alt for megen distance i den storladne, men også konstruerede stil.

Oversættelsen er fint arbejde langt hen ad vejen, men et par kiksede fejl (såsom brug af det passive ’hang’ i stedet for ’hængte’) og enkelte uelegante franske ordstillinger (’Den er skummel, din plan’) skæmmer helhedsindtrykket. Til gengæld er bogen både skarp og morsom, og man skal jo ikke sige nej til et godt eventyr.

Nyeste anmeldelser i kategorierne

Læs også

Om Elisabeth Skou Pedersen

Elisabeth er cand.mag. i litteraturhistorie og skriver ph.d. om litteratur og geografi ved Aarhus Universitet. Hun er redaktør og anmelder ved Litteraturmagasinet Standart og skriver om byudvikling, bykunst og byrum for Magasinet KBH.
En irrationel kærlighed til de Britiske Øer har affødt en svaghed for anglofil digtning fuld af regnvejr og rolling hills, men hun er også glad for lakonisk-ironiske kortprosaister som Pia Juul og Lydia Davis.

Skriv til Elisabeth