Frygt og lede i Eventyrland – Leonora Carrington DEN OVALE DAME OG ANDRE FORTÆLLINGER

Det er som dag og nat med Carringtons surrealistiske fortællinger, men desværre mest nat.

Citat

Skelettet var ligeså kisteglad som en galning, der er sluppet ud af spændetrøjen. Det følte sig befriet, fordi det kunne gå rundt uden at være bebyrdet med kød på kroppen. Myggene stak det ikke mere. Det behøvede ikke længere blive klippet. Det var hverken sultent eller tørstigt, koldt eller varmt. Det var langt fra kærlighedens firben og dens bedsteborgere, langt fra konkubinernes mælk, langt fra månens snot. Svampe-tenorerne, der skød op på meridianerne, beskæftigede det ikke længere.

En overset engelsk-mexicansk kultforfatterinde med feministiske tilbøjeligheder for første gang på dansk? Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også. For selvom udgivelsen rammer midt i den sympatiske tidsånd, hvor kanonen genskrives til de kvindelige forfatteres fordel, fortjener Leonora Carrington (1917-2011) desværre ikke at være andet end perifer.

Kosmopolitten Carrington voksede op i England, datede Max Ernst i Frankrig, flygtede til Spanien under 2. Verdenskrig og flyttede senere til Mexico, hvor hun vandt stjernestatus som både maler, skulptør, forfatter og kvinderettighedsforkæmper. Hun bekendte sig utvetydigt til den surrealistiske bevægelse og publicerede flere af sine noveller i diverse surrealistiske magasiner sammen med store koryfæer som André Breton og Max Ernst. Med DEN OVALE DAME OG ANDRE FORTÆLLINGER får vi et tværsnit gennem forfatterskabet; fra debutudgivelsen ‘Frygtens Hus’ til de afsluttende memoirer ‘Dernede’, fra moraliserende eventyr som ‘Hr. Grégoires flue’ til den meningsundvigende hyldest til elskeren ‘Overfuglen: Max Ernst’.

Fortællingerne er ligesom hendes malerier surrealistiske tableauer, befolket af makabre motiver som levende kadavere, fordærvet kød, ildevarslende ravne og afhuggede hoveder foruden en bred fauna af snakkesalige dyr. Selvom hun læner sig op ad eventyrets flade, nøgterne og ordknappe stil, tilføjer hun ofte udsyrede og småpsykedeliske digressioner til et eventyrland, som har drømmenes abrupte og spontane logik som forbillede. Her er konformiteten den største skræk og fornuften den farligste fjende. I surrealismens ånd dyrker hun det okkulte og de seksuelle driftsimpulser, men bidrager selv med en fascination af astrologi og en intuitiv forbindelse til dyreriget – særligt hestene.

Carrington har mange velfungerende (sort-)humoristiske indfald; i ‘Debutanten’ overtaler en pige sin bedste veninde, en talende hyæne, til at dræbe en tjenestepige og påtage sig dennes afrevne ansigt som forklædning til et bal. Eller den fabulerende ‘Skellettet holder ferie’, som var en del af en kollektiv føljeton, et cadavre exquis, hvor forskellige forfattere forsatte hinandens historier uden at kende til helheden – en slags surrealistisk selskabsleg om man vil. Når sproget flyder, kan man værdsætte denne originalitet, men det gør det desværre ikke altid.

En del, formoder jeg, skyldes oversættelsen. Flere fortællinger er oversat fra fransk, selvom de oprindeligt blev forfattet på engelsk, og den distance kan godt fornemmes. Sproget er ofte stift, anstrengende og fordansket på en kejtet måde. Et tekststykke som nedenstående er gumpetungt og havde haft fordel af en forsimpling:

– “Fjern håret fra dit ansigt og se på dig selv i spejlet.” Jenima trak på skuldrene og iagttog uinteresseret sig selv i spejlet … “Nå, sig mig så, om du finder dig selv smuk?” … “Hvorfor vil du være forskellig fra andre små piger på din alder?”

Det er upåagtede Det Poetiske Bureaus Forlag, som står bag projektet. Desværre. For uanset hvor stor sympati, jeg har for det lille forlag, som har en del spændende titler i kataloget, kunne jeg som læser godt have tænkt mig mere kapital bag udgivelsen. Flere af fortællingerne har væsentlige motivsammenfald med Carringtons malerier, og mange af dem var sågar oprindeligt illustrerede af Max Ernst. Dem må man desværre se langt efter. Det kunne have været interessant med en illustreret udgave til at belyse hendes tværæstetiske spændvidde. Desuden er udgivelsen for billigt produceret. Til 150-200 kr. nytter det ikke noget, at den lille paperback er så dårligt limet, at siderne river sig løs efter første læsning.

Summa summarum er det en ujævn udgivelse. Billeddannelsen pendulerer mellem det insisterende og det forglemmende. Somme tider fungerer den springende fortælleteknik, andre gange løber det ud i sandet, fordi slutningerne bliver for tilfældige og pludselige. Potentialet forbliver uforløst. Der mangler skarphed – både sprogligt, strukturelt og materielt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Fortællinger,

Læs også

Om Mikkel Boris

(f. 1991) læser på kandidatuddannnelsen i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet. Han læser helst litteratur, der er mørk, pervers og dekadent, men er selv ingen af delene. Det ville Freud nok have haft en ting eller to at sige om.