Gåtur i haven efter syndefald – Nikolaj Zeuthen SLAVEDRENGEN MIKU

Zeuthens smertelige ironi vokser fint i et broget bed af undergangsscenarier og slår ud i angstfulde fantasier.

Citat

”Har du ræsonnementer, Gregers?” spørger han.

”Børnene bevægede sig,” mumler Gregers fra sin æggeformede stilling på gulvet.

”Ej men for helvede,” siger Mik. ”Indrøm dog at det ikke var levende børn vi så bag det vindue.”

Gregers strækker sig og kommer med et gabende ”åh.”

”Indrøm dog at det ikke havde øjne.”

Anne rusker i Gregers. Hvad fanden er det for noget det der? De har gæster for pokker da. De må sgu da få det til at fungere derovre.

Jeg kender mestendels Nikolaj Zeuthen som lyriker og sangskriver – han står for mig som den stille desperations ironiker, der undersøger det moderne samliv, maskulinitet osv., og gerne tager fat i problemernes sproglige rødder. Hans nye bog tæller otte såkaldte ‘undergangsvisioner’, der er noget forskellige i genre og tonefald, men alle sammen er veloplagte i deres måde at mane moderne former for desperation frem med ironien som redskab. Langt fra distancerende er Zeuthens ironi altid engageret og smertelig.

Teksterne kaldes undergangsvisioner og er prosastykker, der minder om noveller, men ikke følger genrens spilleregler. De falder overordnet set i to kategorier, med en enkelt afstikker. De første fire undergangsvisioner finder sted i hvad der ligner en dansk middelklasse-samtid, men som Zeuthen har givet et – mere eller mindre diskret – vrid i virkelighedsfornemmelsen. Derefter følger tre tekster, der finder sted i eksotiske, eventyrlignende universer. Disse fungerer som et slags overnaturligt register for de første at spejles i. Og som epilog får vi et kort, nærmest Beckett’sk absurd drama.

Det lyder måske langhåret, men i virkeligheden står kampen om noget så alment og klassisk som følelsen af emotionel ro og ligevægt. Kampen for at blive forstået, at føle sig i stand til at sige noget værdifuldt. Vi hører om Sofis problemer med mobning og skamfuldt pinlige forældre. Vi oplever Anne og Gregers’ besvær med at få parmiddag og børnepasning til at glide, vi er til læsegruppemøde med Elisabeth og de andre piger i gruppen. Nogle ret moderne, og for mange helt genkendelige scenarier. Men det specielt Zeuthen’ske ses i måden, han implicit ironiserer over sine karakterers måder at udtrykke sig på. Vi føler med dem, når de åbner munden og blamerer sig, når de bliver latterlige i deres forsøg på sætte – eller bare ramme – den sociale toneart.

Derudover spidses dramaet yderligere til, idet læseren fornemmer, at der noget absurd og halvtraumatisk på færde. Samtidig afskærmes dette et-eller-andet af en uafgørlighed eller indforståethed. Det er sådan nogle virkelighedsknæk, der giver den sociale tematik noget kant – eller skulle man nærmere sige noget afgrund. Ud over at tilføje en fed og fantasistærk kolorit fungerer de eventyrlige fortællinger stærkt i kraft af sammenstillingen med de knækkede, men trods alt mere jordnære episoder.

I ”Hadis Plads/ Bot-Profeten” får vi en sci-fi-agtig blanding af teknologi og før-modernitet. Vi møder en nomadisk oprører-kultur, hvor Hadi pga. en følelse af vanære begiver sig ud i blasfemiske tirader mod sine overordnede. Som sådan er teksten en gammeldags lignelse om stolthed, tabuisering og social anseelse. En slags spejlvendt ”Kejserens Nye Klæder”.

Vi følger ‘Michels besøg i landet Mugarti’, et børne-eventyr med surrealistisk lyssætning. Set-up’et er klassisk nok – børneproblemer som mobning og forældres opmærksomhed transponeres ind i et fantasiunivers, hvor de antager skikkelse af episke udfordringer, men udfordringer, der er mere aflæselige. I Mugarti bor menneskene i metalliske runde bygninger, der ruller rundt mellem hinanden. Det viser sig, at overfladen af bygningerne er dækket af robotter, som menneskene deponerer alle dårlige følelser hos ved at råbe ind i dem.

Finalen er teksten om slavedrengen Miku, en slags Kung-Fu-fantasyfortælling om en gladiatorturnering, hvor slaver kan vinde deres frihed. Sjovt nok er denne titelhistorie også den af teksterne, der er mest ligetil og konventionel i sin tematisk-narrative opbygning.

Zeuthens tekst fungerer, netop fordi denne overlagt naive måde at spejde ud af det ironiske, sprogpessimistiske univers i sagens natur er vaklende sårbar. På sin egen baglæns krøllede måde forekommer den mig oprigtig. Mest fordi det naive er omsluttet af så tyk pessimisme. For i afslutningsteksten ‘Vandringsmænd’ sætter Zeuthen trumf på. Lars og Carsten går i skoven og diskuterer verdenssituationen. Her møder de en bums, der i et uudgrundeligt forsøg på interaktion pålægger deres diskussion et sprogspil, de ikke forstår. Hele situationen falder selvfølgelig fra hinanden, og verden fortsætter uanfægtet.

Jeg vil sige det sådan, at man sagtens kan få nok af Zeuthens ironiseren. Men i SLAVEDRENGEN MIKU er det serveret virkelig velskrevet og yderst læsbart, og så at sige udfordret indefra. Det er en bog, som vælger sin egen måde at tale om tvivl og sårbarhed, værdighed og omsorg. Hvis man er klar på at lade sig forvirre og undre, kan den varmt anbefales.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa, Noveller,

Læs også

Om Victor Ovesen

Victor er Cand.mag i Litteraturhistorie, med speciale i blandt andet naturdigtning. Født i Aalborg i 1987, og serielt ulykkeligt forelsket i guitarer han ikke har råd til.

Skriv til Victor