Genindspilning af fortiden – Heiner Müller DIGTE EFTER MURENS FALD

Heiner Müller skriver digte om kroppens og samfundets vedvarende forfald, der peger på sammenhængen mellem før og nu.

Citat

JEG TYGGER DØDENS SKÅNEKOST

smager igennem

Efter den sidste

Endoskopi i lægernes øjne

Stod min grav åben Eksperternes sorg

Rørte mig næsten og jeg var næsten

Stolt af min ubesejrede

Tumor

Et øjeblik kød

af mit kød

Historien er aldrig langt væk i den østtyske forfatter Heiner Müllers digte. Det er den nære fortid, murens fald og DDR’s kollaps, men det er også Nazityskland og antikken. Ligeledes vrimler det med historikere eller historiske personer, og digteren fremstår selv som en slags historiker, der både behandler sin egen og det omgivendes historie.

Derfor virker det symptomatisk, at en af digtene går i rette med gamle kommunistiske overbevisninger:

– Min redaktør roder i gamle tekster/ når jeg læser dem løber det mig nogle gange koldt ned/ ad ryggen Det/ har jeg skrevet i BESIDDELSE AF SANDHEDEN/ tres år før min formodede død/ På skærmen ser jeg mine landsmænd/ Stemme med hænder og fødder mod den sandhed/ Som for fyrre år siden var min ejendom/ Hvilken grav værner mig mod min ungdom

Så der er desillusion og samtidig ingen tro på fremskridtet, fordi forandringerne i kølvandet på Murens fald blot gentager gamle mønstre. De rige er rige, de fattige fattige, og magthaverne forbliver skræmmende og lidt lattervækkende. Nutiden er så at sige superimposeret oven på fortiden og de samme billeder, de samme bevægelser går igen. Det er med andre ord historien som cirkelbevægelse, Müller præsenterer. Det kommer f.eks. til udtryk, når han skriver om den romerske kejser Tiberius’ henrettelse af soldaten Sejanus:

– Efter to tusind års vekselbad mellem håbet/ om en anden historie og fortvivlelsen/ over de velkendte gamle historiers genkomst

Den historiske bevidsthed er ikke ny. Når man læser Heiner Müllers berømte teaterstykker (og det skal man virkelig unde sig at gøre!), er det ofte bearbejdninger af antikt eller historisk stof i en letgenkendelig prosalyrisk stil med store bogstaver og voldsomme udsagn. En stil, der også er til stede i digtene. De adskiller sig dog fra teaterstykkerne, idet Müller selv på en måde er en karakter i dem f.eks. i slutningen af dette digt:

– I hotelnatten er min scene/ Ikke længere sat Teksterne/ Ankommer urimede sproget afviser blankverset/ Foran spejlet smuldrer maskerne Ingen/ Skuespiller hjælper mig af med min tekst jeg er dramaet/ MÜLLER DE ER INGEN POETISK GENSTAND/ SKRIV PROSA Min skam har brug for mit digt

Det blik Müller anlægger på nutiden er i bedste fald skeptisk og det virker, som om de hyppige henvisninger til forfattere, digtere, historikere, politikere m.fl. er en måde at stykke en sammenhæng sammen. Grunden til at jeg bliver ved med at tænke på forfald, er at Müllers egen krop ligesom den gamle verdens orden fortager sig i digtene frem mod den kræftsygdom, han dør af i 1995. Det er måske derfor, det ophvirvlede historiske stof føles så presserende.

Hos Müller bliver digtet en måde at tænke fortiden ind i nutiden og en modgift mod forestillingen om, at fremtiden er et bedre sted. Fremtiden er ligeså let et bytte for kapitalister (bare tænk på finansspekulation, der bl.a. handler om forventninger til en fremtid, der måske aldrig kommer) og magtmennesker, og det er svært ikke at se Müllers skepsis overfor fremtiden som et forvarsel. På den måde er Müllers digte, ligeså betingede de er af deres samtid, stadig gode at tænke med.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte, Teater,

Læs også

Om Simon Holm Pedersen

Simon er cand.mag. i Litteraturhistorie og går på Forfatterskolen. Han har en forkærlighed for monologer og meget lange sætninger. Når Simon er nedtrykt læser han dystopiske ungdomsromaner, hvis teenagegenvordigheder han heftigt spejler sig i.