Af | 10. december 2018

Gennem det ækle og gentagelsen mod en ny form for væren – Madame Nielsen THE MONSTER

Det vrimler med tvillinger, fordoblinger og forskydninger i Madame Nielsens fjerde roman THE MONSTER, der trods sin gentagelsestrang på ingen måde er kedelig.

Citat
Her var ikke mørkt, her var sort, væggene, gulvet, sågar loftet var beklædt med tyk skinnende sort velour, og det eneste lys kom fra oven i ti-tyve spinkle laserstråler, der ikke egentlig lyste noget op, men bare stod som skarpe tråde ned gennem det trange rum. Et skrin, tænkte han, her skulle ligge en perlekæde, en skalpel eller et kranium af tusinde diamanter. Men fyren, der stod foran ham, var ingen kultpræst eller bøddel, det var et spinkelt, blonderet, korthåret lille væsen et ubestemmeligt sted mellem femogtyve og halvtreds i en lyseblå silkepyjamas, lidt som den, drengen, der får besøg af Peter Pan, har på. Det lille væsen så nysgerrigt på ham, “you look goood!” sagde han.

I Madame Nielsens New York-gyser THE MONSTER søger en ung mand efter en anden måde at være menneske på. Han opsøger teatergruppen The Wooster Group i håb om at blive den nye Willem Dafoe (og dermed Kristus). Hver nat er han omdrejningspunkt for en fingeret henrettelse og en ritualiseret voldtægt begået af to silkepyjamasklædte tvillinger i en velourbeklædt lejlighed, hvor han overnatter.

Det lyder måske konstrueret, besynderligt og over the top, men THE MONSTER er slet, slet ikke for meget. Eller også er den netop det, men på sin helt egen, til tider vammelt-lækre måde. Sproget snor sig veloplagt i snørklede sætninger – ofte så lange, at Marcel Proust ville nikke anerkendende – og læseren fragtes fra det dybeste kælderslam til de apollinske højder. THE MONSTER er som et sært dyr, man ikke skal klappe men heller ikke kan tage øjnene fra. En ubehagelig skovtur, man ikke vil hjem fra.

Hovedpersonens søgen efter en form for upersonlig ‘ikkeværen’ (der skal få det amerikanske imperium til at implodere, intet mindre) leder ham ofte gennem nedværdigelsen. Når det er værst, indebærer det præ-nekrofil sex med et rotteagtigt kadaver, halvt i opløsning men stadig levende. Kvalmt, sygeligt og grotesk.

Men også lysende smukke sætninger folder sig ud i THE MONSTER: om sneen, der falder, eller vandet i badekarret, der som en fed damp smyger sig ud over kanten.

– Sneen. Den faldt ud af himlen over Manhattan i store svimmelt drejende fnug, „clusters,“ tænkte han, som i „kloster,“ hviskede han, milliarder af glitrende kranier, der lydløst drejende dækkede byen med en dug af hvid død.

THE MONSTER er både lysende og mørk. Mørket slås an allerede i epigrafen: ‘At the bottom of the Darkness / There is a hole / That’s where the Darkness comes in / And that is the only way / Out’. Vejen ud går gennem mørket, med en herlig omskrivning af Leonard Cohens verslinjer ’There is a crack in everything / That’s how the light gets in’. Personligt tænker jeg, at dette forløsende mørke ligeledes kunne være den sorte skrift på det hvide papir, eller mere overordnet kunsten.

Tilbage til handlingen: Den unavngivne hovedperson mener i al beskedenhed at have medvirket til Sovjetunionens fald. Nu er det Amerikas tur. Han ønsker desuden at overtage rollen som Willem Dafoe, én af The Wooster Groups medstiftere. Dafoe spillede Jesus i filmen The Last Temptation of Christ, så der ifølge hovedpersonen ‘[…] aldrig havde været nogen Jesus. Før ham.’ For Willem Dafoe spillede ikke, han var Jesus.

Tingene vendes således på hovedet i Madame Nielsens semiotiske spejlkabinet. Efterligningen indtager originalens plads, og ligeledes fremstår Broadway som en kopi af originalen, der ‘sikkert befandt sig i Disneyland uden for Paris’ – en rimelig morsom forskydning, synes jeg. New York er blot en kulisse, hvor de samme handlinger synes at køre i loops; som gik hovedpersonen rundt mellem scenerne i en film.

Et hyppigt motiv er gentagelsen: Det besynderlige tvillingepar Bruce og Jerry (gengivet på bogens forside som børn) udfører hver nat det samme perverse og meningsløse ritual i deres velourbeklædte lejlighed. Med klosteragtig strenghed skaber de en eksakt masseproduktion af den evigt samme performance. Tvillingernes umenneskelige præcision får hovedpersonen til at opfatte dem som en slags androider – eller måske rotter?

Omvendt forskyder The Wooster Groups daglige ‘show’ sig via minimale og næsten uregistrerbare ændringer. ‘Forrykkelser’, der medfører en let kvalme og forøget opmærksomhed, og som med et vidunderligt ordspil gør alle ‘forrykte’. Forrykkelserne åbner en ‘sprække’ i performancen. I teksten er sprækkens figur noteret som en parentes om et åbent, betydningstomt rum: ‘()’. Hovedpersonen selv er en slags ingen, og det er gennem et ‘intenst vakuum eller sugende sort hul’, at alting skal trækkes med ind i en ny, endnu ukendt form for væren…

Det er umuligt her at redegøre for alle sammenhængene i THE MONSTER. Romanen er et litterært tankeeksperiment, der både er abstrakt og nede i materien. Den er filosofi udført som litteratur. Under læsningen giver det lidt knudrede sprog pludselig efter, så læseren mere eller mindre forrykt flyver afsted gennem tekstens sammensurium af Andy Warhol-referencer, sødvamle french toasts med Heinz tomatketchup, gotiske groteskerier og ublu betragtninger over the American way of life.

Til slut går hovedpersonen ud gennem en dør med skiltet ‘THIS IS NO EXIT’. Døren, der ikke er en udgang, minder mig om Franz Kafkas fortælling om manden, der af dørvogteren afskæres fra Loven. Da manden skal til at dø, erklærer dørvogteren, at døren stod åben kun for ham. Ikke-muligheden er den eneste mulighed.

Med sit umulige exit benytter THE MONSTERs hovedperson en lignende ikke-mulighed. Og havde jeg kunnet, var jeg fulgt efter for derved at ‘købe’ mig adgang til flere monstrøse Madame Nielsen-fabuleringer.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også