Gennemsigtig oversigt – Dorte Hygum Sørensen ROCK
Bred musikhistorie der vil være velegnet som pensumlæsning for de yngste gymnasieelever.
Citat
Hvad Lou Reed angår, lærer han aldrig at synge, og han holder hårdt fast i sin ungdoms hang til at fornærme folk for at se effekten. Men mest af alle rockmusikkens sære stemmer og forfængelige stoddere er Lou Reed en af de bedste til at synge til underlivet og hjernen i samme hug, når han er rigtig god.
ROCK – FRA RHYTM’N’BLUES TIL MASH UP er, som undertitlen antyder, en bog om den musiske genre rock forstået i meget bred forstand. Den kunne også have heddet POPULÆRMUSIK. Der differentieres ikke mellem Michael Jackson, Chuck Berry, Blur, Joy Division eller Marvin Gaye.
– Selve rockbegrebet er opfattet bredt. Derfor er genrer som country, blues, soul, pop, hiphop, techno og reggae også omtalt. Når man vælger at uddybe 50 navne, fravælger man cirka en milliard andre.
Den overvejelse gør forfatteren Dorte Hygum Sørensen, der til dagligt er anmelder og musikjournalist på Politiken, sig i forordet. Uddybe er nu så meget sagt. De 50 såkaldte fortællinger, hovedportrætterne, varierer i længden mellem 2 og 5 sider. Derimellem er indflettet ca. 120 småomtaler. En sådan form kræver en streng konsekvens, og at informationerne holdes mere end lige i munden, for at udgivelsesår, producernavne, vigtige albumtitler og rock’n’roll-klicheer ikke mudrer, og gør læseren mere forvirret end oplyst. Dorte Hygum Sørensen satser på enkeltheden, og resultatet bliver som hendes genreopfattelse: mere bred end dyb.
Det er svært at genskrive de sidste 50 års rockhistorie, hvis man både vil inkludere historiske højdepunkter, mindre faktabokse, større portrætter og karakterisere de årtier, bogen er disponeret omkring. Det er i sig selv et paradoks, da de fleste portrætterede bands og soloartister ikke kan indkapsles i et enkelt årti. Musikhistorien er en jungle, for hvem er det egentlig, der har inspireret hvem? Man må derfor om ikke andet beundre Hygum Sørensen for at turde favne så bredt og forsøge at skabe strømligning i alle trommehvirvlerne.
Bogen placerer sig et underligt sted mellem rockleksikon, musikjournalistik og portrætbog. Fans af de hovedportrætterede musikere, fra Elvis Prestley til Rufus Wainwright, vil næppe blive exceptionelt klogere efter endt læsning, men nærmere få deres basisviden bekræftet. Læseren skal vitterligt læse langt for at blive overrasket af informationer, der kunne twiste den gennemført klassiske journalistiske stil. ROCK manifesterer sig som et gennemsigtigt oversigtsværk, der småhandicappet forsøger at sætte ord på store og mindre store musikalske mesterværker. Det ender ofte i korte resumerer af myter, og generelt er fokus i større omfang på legendernes hjemstavne, dødsårsager og lignende personlige data.
Eksempelvis når nu Bob Dylans snart et halvt århundrede lange karriere bliver omhandlet på små fem sider. Her virker det overflødigt, at Hygum Sørensen oversætter ”’For lytterne må det have været som at gå gennem forladte frugthaver og visent græs’ skriver han i sin selvbiografi”, når selv samme citat fra selvbiografien CHRONICLES står 8 linjer ovenfor.
Hvis brugsformålet med ROCK er pensumlæsning for de yngste gymnasieelever, er bogen både velegnet og pædagogisk prydet med fotografier. Der er farverige helsides fotografier fra koncerter og smukke sort-hvide portrætter. Til eksempel bør Elton John fremhæves, med et par overdimensionerede solbriller på næsen, hvor glassene udgør de to o’er i ordet ZOOM. Frækt som fanden! Mere zoom ville også have klædt ROCK – FRA RHYTM’N’BLUES TIL MASH UP.
