Glæden ved at kunne noget – Peder Frederik Jensen LÆRETID


Peder Frederik Jensen tager i sin anden roman læseren med på en sofistikeret kigger i bådebyggerværkstedet.

Citat

Kan du køre bil, spurgte Mester.
Han havde ikke kørekort.
Men kan du køre bil.

Det lærte han og blev sendt af sted i pickuppen efter tømmer – eg og lærk. Krumvokset til spanter, retvokset til planker, mahogni til den smule aptering, de lavede.

En ung mand er vågnet med følelsen af at spilde sit liv. At han vil noget andet. Derfor har han taget en beslutning om at uddanne sig til bådebygger, hvilket indebærer, at han må flytte fra sin friske Vesterbro-tilværelse til et liv blandt provinstosser i Hanstholm-habit i Røsnæs ved Kalundborg Fjord. Her bliver han indlogeret på et lille værelse og begynder som Læredreng hos Mester og Svenden på havnen, hvor dagene går med at finde rundt i værkstedet, værktøjet og jargonen, ikke mindst. Hovedpersonen, der blot omtales som Læredrengen, lærer sig håndværket og navngivningen af det:

– Han lærte at bruge en porehammer, når skibsspigerne skulle knaldes i plankerne.
Han borede for og undersænkede med skølpjernet, der var formet som en smilende mund.
(…)
Han havde en bolt i lommen med en omløber på.
Det var et nyt ord for møtrik.

Bemærk sidste linje. En umiddelbar glæde over at kunne navngive en velkendt verden på en ny og frem for alt mere nøjagtig måde. Sproget er nidkært præcist, når blikket kommer fra håndværkeren. Når det kommer fra den unge mand med de forliste kærlighedsforhold er det mere tøvende og uklart, og forklaringerne på bruddene er ikke udpenslede. I weekenderne tager Læredrengen tilbage til København, hvor han møder hende, der hurtigt lægger en stak trusser i hans kommodeskuffe og invaderer hans liv med sin arbejdsklassebaggrund. Læredrengen er selv rundet af to teologforældre og et analytisk blik på tilværelsen, og skal – fornemmer man – strenge sig lidt an for at falde til på havnen med den håndværkerlingo og det tilsvarende syn på tilværelsen, der hører sig til der. Portrættet af Mester og Svend er tilbageholdt, men meget fint og sympatisk. De er gode mennesker, der lever et stille og enkelt liv med solidt håndværk, madpakker og ikke så meget snak.

Sideløbende med den unge mands uddannelse til bådebygger (hvilket eksklusivt hverv!), uddannes han som forfatter (hvilket eksklusivt hverv!). Han skriver sig gennem verden, skriver digte, og hans svendeprøve, en kistebænk (sinket sammen i mahogni), kan bruges til at opbevare forliste manuskripter i. Svendebrevet ligner et pas og sætter ham fri til kommende togter, i litteraturen og som, ja som svend.

I et minimalt udstyret sprog skriver Peder Frederik Jensen en forfriskende tekst om en ung mands dannelsesrejse. Ikke med tog ned gennem Europa, men i en gammel Golf mod Røsnæs, omgivet af tavse arbejdende mænd. Men sagen er den samme: at bringe sig selv ud af det velkendtes fatning, indgå i en ny og ukendt sammenhæng, bemestre et nyt sprog, nye sociale regler. Den unge mand vokser med opgaven og bliver et svendebrev værdig.

Den sindssygt pertentlige omgang med håndværkerkunsten kan virke afskrækkende, men fungerer heldigvis som et eksotisk blik ind i en verden af kalfatrejern og karborundum. Bådebyggeriets værktøjsopbud er en blomstrende sprogbuket af smukke, billedskabende ord, og de giver et fint modspil til det kølige og praktiske, de betegner.

Som indføring i en måske snart svunden bådebyggerkultur og som skitse over en ung mands udvikling og undersøgelse af bevægelser mellem sociale klasser, fungerer LÆRETID fint. At kalde det en roman er måske lidt vidtløftigt, men den slebne sprogbrug og de overlevende stemningsportrætter fra en halvtrist frokoststue på havnen i Røsnæs giver bogen svendebrev.

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *