Af | 19. januar 2006

Grønlandske billeder – Tiina Itkonen INUGHUIT

Den finske fotograf Tiina Itkonen har af tre omgange besøgt det allernordligste Grønland med sit kamera. Det er der kommet den fantastisk smukke fotografibog INUGHUIT ud af.

En mand med ryggen til kameraet. Iklædt bukser af isbjørneskind og lys anorak. I et landskab af hvidt. Ansigtet vendt mod det landskab, der er hans hjem. Sådan mødes vi af Tiina Itkonens bog, hvor forholdet mellem verdens nordligste folk, Inughuiterne, og deres land undersøges gennem kameraets optik. 
Af forordet lærer vi, at eskimoerne oprindeligt stammer fra Østsibirien, og at der i alt i hele verden nu er ca. 130 000 eskimoer. Polareskimoerne er en lille minoritet. De bor i det som europæerne kalder Thule, og som på landkortet kaldes Avanersuaq, Det Store Nord. Selvom fangererhvervet er polareskimoens traditionelle erhverv og højt respekteret, er mange efterhånden blevet beskæftiget inden for institutionelle rammer: kommunen, kirken, skolevæsenet. Ikke desto mindre er det ikke den officielle institution som bogens 105 fotografier fokuserer på, men polareskimoens forhold til familien og landskabet. Og sidstnævnte er et taknemmeligt materiale: De snedækkede vidder, de mørke vande fulde af isflager. Den grønlandske naturs uendelighedskarakter er gengivet blændende skarpt i Itkonens strengt komponerede billeder og får næsten én til at tabe pusten. Samme stringens er at finde i bogens mange portrætter. Men i deres tilfælde er det både en styrke og en svaghed, vil jeg mene. For samtidig med at fokusset bliver helt klart, at vi kommer hudløst tæt på dét ansigt, dé kroppe, som fotoet viser, skyder der sig en distance ind mellem tilskueren og den portrætterede, når man ind i mellem fornemmer i hvor høj grad disse scenarier er opstillet. Efterlyses der mere autenticitet? Nej, måske snarere mere bevægelse. Så kroppens statiske karakter ikke gør mennesket til en dukke. Det sker for eksempel næsten i portrættet af pigen Aliqa fra Qeqertat. Vi vil gerne se hvordan disse nordboere ser ud, men jo også gerne hvordan de lever. Det levede liv afslører sig i stedet af deres omgivelser: Beskidte gryder, et fyldt askebæger, vasketøj, en tom snapsflaske på et gulv. Tingene fortæller også historier. 
Der er noget livsbekræftende og dog stærkt vemodigt over disse billeder. Den storslåede natur, stærke ansigter og så tingenes forfald. Det er en anbefalelsesværdig bog Nyt Nordisk Forlag har fået udgivet. Som en sidste anke skal dog lyde, at man kunne have brugt mere tid på den, som den fremligger nu, noget upræcise danske oversættelse. 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Foto,

Læs også