Af | 5. november 2018

Håbet om at forlade angsten i fremtiden – Kristian Leth HÅB – ET FORSVAR FOR FREMTIDEN

En historienørd med angst for fremtiden formidler videnskab og oplysning i en flydende fortælling. Over 240 sider og 118 fodnoter forlader Kristian Leth sin fremtidsfrygt og inviterer læseren til at gøre det samme.

Citat

Samtidig med at der er mindre vold i vores verden end i vores forældres og bedsteforældres, så bliver vi hele tiden konfronteret med billeder, fortællinger og eksempler gennem medierne, og de eksempler reagerer vi meget stærkere på, netop fordi vi ikke ser noget lignende til daglig. Det virker simpelthen, som om det går værre end før.

Har du prøvet at være angst for fremtiden? Du er det måske lige nu? Ræd for, at byer ender under vand, at en bombe springer på Hovedbanegården, at en ny finanskrise rammer os? Sådan havde Kristian Leth det, da han for to år siden valgte at lave et manifest for fremtiden.

Han havde brug for et oprigtigt håb, han kunne give videre til sine børn uden at lyve. Han havde brug for at overbevise sin far om, at næste år bliver lysere, ikke mørkere. Han havde brug for noget, der kunne fordrive angsten for fremtiden.

Men inden vi dykker ned i den fremtidspessimisme, jeg selv kan genkende, er det vigtigt at slå en mere positiv ting fast: HÅB – ET FORSVAR FOR FREMTIDEN føles til tider også som en legeplads for historienørden Kristian Leth. Den er fyldt med velresearchet historisk oplysning og religionslære, der tager os fra Mesopotamien, forbi Sokrates, gennem Amazonas, frem til dommedagsprofeter i det 20. århundrede og meget, meget mere.

Denne historietime kunne måske stå i vejen for bogens ærinde, men jeg ser også en klar relevans i den historiske afdækning. For selvom jeg flere gange glemmer, at bogen handler om fremtiden, laver Leth elegante koblinger til fremtidssyn i slutningen af de fleste kapitler – hvis man ikke selv skulle have fanget det:

– Der er ingen lovformelighed i fremskridtstanken. Og hvis man lægger den væk, så ser man en historie, der er langt fra lineær. Som hverken bevæger sig mod frelse eller undergang.

Et par timer inden jeg åbnede bogen, læste jeg en artikel om de børn, der blev adskilt fra deres forældre ved grænsen mellem USA og Mexico. Dagen inden havde jeg snakket med min kæreste om de store plastikøer, der driver rundt i Stillehavet. Jeg gik selvsagt ind til læsningen af Kristian Leths forsvar for fremtiden med en vis skepsis. Jeg er klar over, at færre folk lever i fattigdom end nogensinde, at flere uddanner sig, at alt ikke var bedre i gamle dage, men der er nu nok i verdens udvikling, som nærer pessimismen.

Der gik også adskillelige kapitler, før Leths pointer satte tankerne i gang, når jeg lagde bogen fra mig. Men han var vel heller ikke selv ombord efter at have skrevet 30 sider. Både bogen selv og den grundige research, der ligger bag, virker som forfatterens proces med at komme ud af angsten: Vi bliver lukket ind i de tanker, der jagede ham om natten, og i den konstruktive resonans, han fandt om dagen.

Kristian Leths grundlæggende pointe er, at vi altid har frygtet fremtiden, at forestillingen om forfald og undergang ikke er ny. Samlet set er der i virkeligheden grund til at glædes over fremtiden, og den pointe kunne kortes ned til en kronik i Politiken, men bogen er langt mere end det.

Den er en italesættelse og nuancering af angst og frygt. Den beskriver sorte huller, der er svære at kravle ud ad, fordi depressionen er svær at koble til en hændelse eller en person. Kristian Leth deler sin angst for fremtiden med os læsere, han bearbejder den med bogen som et værktøj, og han tager os med helt ind i børneværelset, hvor han lyver for sig selv og sin datter.

Og så er bogen også fire mere eller mindre ukritiske interviews med en statistiker, en forsker, en forfatter og en idéhistoriker, hvilket er min eneste mindre anke ved den. Ideen er god – eksperter får taletid – men den ukritiske tilgang giver mig et indtryk af, at Leth blot taler med dem for at få det bedre. For at få den bekræftelse om en bedre fremtid, han ikke selv kunne give sin datter.

Det er der som sådan ikke noget galt med, men med den tilsyneladende ukritiske tilgang blotter Leth sig over for de kritikere, han ønsker at overbevise. De kan med rette argumentere for, at et grundigt syn på fremtiden havde inkluderet eksperter, der ikke lå i samme røde tråd som de fire, han bruger i bogen. På den måde vil læsningen af bogen ikke blot virke som en pille, der løfter humøret, men også som et manifest, der i højere grad kunne bruges som et godt argument for en bedre fremtid.

Ikke desto mindre noterede jeg, at Kristian Leth fik mig overbevist på side 147. Bladrer jeg tilbage i bogen, ser jeg ikke noget særligt argument lige dér.  Min overgivelse var nok nærmere resultatet af et intenst positivt forløb, hvor ulykkelige fortællinger blev skiftet ud med en insisterende forfatter. Det er hverken Leths agenda eller min overbevisning, at vi nu skal se bort fra klimaforandringernes konsekvenser eller den enorme plastikforurening af verdenshavene. Vi skal blot have alle aspekter af historien in mente, når vi diskuterer det:

– Det føles som om, det går alt for langsomt. Men historisk set går det helt utroligt hurtigt. Vi har i vores levetid set et decideret paradigmeskift i forhold til menneskets syn på klima og miljø.

Jeg er muligvis kun i en midlertidig tilstand af håb, men forsvaret for det har vist sig relevant at manifestere. Måske skyldes det rent faktisk historienørderiet, der uskyldigt vikles ind i diskussionen og skaber en balance, der er svær at få plads til i en kronik. Hvis ikke andet, så har bogen hjulpet forfatteren ud af angsten, og det samme kan læseren komme. Jeg har netop lånt den ud til en fremtidsfrygtende ven, som var den et glas med lykkepiller.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Historie, Samfund,

Læs også