Håndbog for et traumeramt hjerte – Jenny Tunedal KAPITEL ET

Jenny Tunedals KAPITEL ET foreligger nu på dansk. Den er en emotionel organisme, et selvundersøgende sprog – og en pågående og stærk læseoplevelse.

Digt

Jeg vil have at fremmede mennesker skal komme hen til mig på gaden og kondolere

Vi stod der ved rejsens afslutning og ankomsten formørkede
allerede de lyse minder.
Lykken er ikke beskrivelig, en lille følelse af mild eufori.
Ved mine fødder ligger jorden glat og fører sand med så
hvidt at jeg kan røre det.
Husk oceanerne og i samme åndedrag ødelæggelsen
af oceanerne.
Husk min samlede længsel.
Al længsel er som lydighed overflod.
Jeg står tilbage i sandet langt senere.
Samme vilkår findes ikke.
De som dør dør ekstremt anonymt.
Nogen sender et badehus tværs over Atlanten og græder
så.
Heller ikke dette er “det værd”.

Kærlighedssorg rammer psyken på en måde, der ligner et traume. Den oprykker meningskoordinater og slår flænger i virkelighedsfornemmelsen. Derfor er den pludselig til stede over alt, sætter sig i tingene omkring én. Så ligesom traumet skal kærlighedssorgen indkredses og omsættes i ord for at forløses. For at den kan blive udholdelig, skal der laves en plads til den i sproget.

KAPITEL ET udkom på svensk i 2008 og er et forsøg på netop sådan en sproglig traumebearbejdning. I en blanding af frivers og prosalyrik foretager Jenny Tunedal en poetisk undersøgelse af sansning, tidsfornemmelse og hukommelse, i et sind, der er skåret efter en mistet kærlighed.

Styrken ved KAPITEL ET er, at den ikke prøver at vise den elskede, men at den undersøger sin egen længsel som en spænding. Og den spænding installerer Tunedal som et æstetisk princip i en række meget forskellige tekster, der alle er skønne – og mange nærmest ubærlige: ‘Hvis ikke jeg skal have lov til at give dig alt./ Hvorfor findes vi så i denne ensomhed’

Fra det psykologisk-diskuterende til det dunkelt impressionistiske, bearbejdes fænomener som længsel, tvivl og ensomhed, i en sprogtone der holder sin sentimentalitet så diskret, at den forbliver smertelig. Det er en afprøvende og meget selvbevidst stemme der taler. Sansningerne er korte og abrubte, minderne er fragmenterede (‘Hun siger den særlige afstand mellem hinanden/ Derefter kan man orientere sig i værelset’, ‘Jeg husker alt du ikke sagde./ Siger du det til mig for at trøste’), og giver en følelse af, at alle forbindelser og sammenhænge skal læres forfra.

KAPITEL ETs ‘jeg’ afsøger motiver i den fysiske verden. Forgængelighedsmotiver som blomster og træer, vejrfænomener osv. bliver steder at bearbejde eksistentiel indestængthed (‘Som om tiden trykkes sammen i en eneste svulmende knop’). Og i poetiseringen af disse motiver blotter det sårede sprog sig: ‘Detaljerne i haven og forskelle mellem skygger. Samme vilkår findes ikke. Vi genkender vores elskede urter og elsker at genkende dem vi elsker.’ – eller: ‘Nogen besidder blødheden i form af skyer der spredes stille og afstand. Og afstand er også en form.’

Med den spredte sansning og brudte kronologi, er Tunedals mål ikke at iscenesætte et sorgforløb. De forskellige poetiseringer af det sørgende sprog viser et billede af et følelsesregister i opbrud – med bedringen som en fjern horisont. Det, som gør KAPITEL ET til en hård oplevelse, er også, hvor brutalt vedholdende den er i sin sorgskildring. Man får ikke mange anledninger til at stoppe op og få vejret. Heldigvis føles alle teksterne så sobert velskrevne, at man kan nyde det imens: ‘Jeg må ligge ned for ikke at miste grebet, et øjeblik, flere år, en helt igennem solrig sommer. Græsset vil blive stadig fladere, huse stadig højere og højere end træer.’

Og stor respekt til Julie Sten-Knudsen, der har formået at lande de svenske tekster elegant i et dansk åndedræt: ‘Som om begivenheden allerede stod udformet uden for virkelighedens dør og nu skulle træde ind i den som i et værelse. Som dagslys.’

KAPITEL ET er en intens, om end til tider pågående læseoplevelse. At Tunedal har fundet en så ædruelig æstetisk form, der kan huse sorgen i sproget, er en imponerende bedrift.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte, Kortprosa,

Læs også

Om Victor Ovesen

Victor er Cand.mag i Litteraturhistorie, med speciale i blandt andet naturdigtning. Født i Aalborg i 1987, og serielt ulykkeligt forelsket i guitarer han ikke har råd til.

Skriv til Victor