Hårdt prøvet Kina-generation bryder tavsheden – Xinran Xues KINAS VIDNER

KINAS VIDNER – STEMMER FRA EN TAVS GENERATION er en noget rodet, men trods alt gribende beretning om en generation, der er blevet slynget rundt af Kinas turbulente historie.

Citat

Den 75-årige politimand Hr. Jinguan fra Zhengzhou:

Hvis jeg fortalte dem (hans børn, red.), at deres bedstefar døde af sult, ville de spørge, hvorfor han ikke bare spiste noget brød. Spise noget brød? Hvis han havde haft et lille stykke majskage, ville han ikke have sultet. Det eneste, de lærer nu om dage, er, hvordan man tjener penge.

Den kinesiske journalist Xinrans første bog ’Kinas døtre’ var svær at ryste af sig. Historierne om kvinder, der levede et kummerligt liv med tvangsægteskaber og dyb fattigdom var både grusom og relevant læsning om et Kina på landet, som sjældent fandt vej frem til avisernes spalter.

Denne gang er Xinrans bog lettere at komme udenom, selvom den også i glimt er et gribende vidnesbyrd fra en generation af ældre kineserne, som snart er borte. Det er den generation, som har levet i den måske mest turbulente periode i Kinas historie, generationen som har siddet på første række hele vejen, fra Mao Zedong erobrede magten i 1949, gennem de politiske forfølgelser under kulturrevolutionen, og til Kina igen åbnede sig mod omverdenen fra slutningen af 1970’erne.

Det er en generation, som har lært at holde mund, fordi intet godt nogensinde er kommet ud af at tale åbent, og Xinran vil have dem til at tale, inden de dør. Deres historier skal fortælles, hvis deres børnebørn skal have en chance for at forstå Kina i dag.

Bogen er bygget op omkring samtaler mellem Xinran med en række udvalgte vidner, som fortæller deres livshistorie. Rammen kunne have fungeret fint, hvis bogen ikke havde for meget overflødigt fedt, som får læseren til at falde i staver undervejs. Imellem vidnesbyrdene er der små kapitler, kaldet ’Mellemspil’, hvor Xinran taber fokus på gulvet og fortæller detaljerigt om sine møder på rundrejsen i Kina (hun bor til dagligt i London) med tilfældige kinesiske taxachauffører, journalistkollegaer og et par sure vagtmænd, der vil stoppe hende i at filme et historisk mindemærke.

Samtidig lider de egentlige samtaler af, at læseren skal trækkes igennem for mange indledende høflighedsspørgsmål om mad, familieforhold, alder, altså sidespringsagtige passager, som ville være blevet redigeret bort i de fleste andre interview.

Men hænger man i, belønnes man også med rørende beretninger som fra den stolte 90-årige Changzheng, som måtte æde læder og rødder for at overleve Den Lange March, Den Røde Hærs legendariske 10.000 kilometers vandring i Kinas bjergområder. Vi møder Fru You og hendes mand, der som glødende rødgardister tilbage i 1950’erne måtte stå i kø for at skrive sig op til partienhedens eneste rum, hvor man kunne dyrke sex i fred. Vi føler med den knugede digter Lin, som har tilbragt 30 år af sit liv med at ryge ud og ind af fængslet beskyldt for at være kontrarevolutionær, mens hans børn måtte overleve ved at tigge i gaderne.

Skæres overflødighederne bort, leverer Xinran en vigtig brik til at forstå, hvorfor Kina ser ud, som det gør i dag. Hun viser med et stort engagement den dybe splittelse, der er imellem generationerne i nutidens Kina, hvor de fleste unge intet begreb har om, hvordan deres bedsteforældres liv var. For ingen taler jo om det.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Journalistik,

Læs også

Om Lene Winther

Lene Winther er bachelor i litteraturvidenskab og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.