Helle gange to i anden potens – Helle Helle NOVELLER

Novelleformen er som skabt til Helle Helles fladt beskrivende stil, men fortjener plads til at udfolde sig. Teksten bliver et troldspejl, der ændrer den måde, vi oplever vores hverdag.

Citat

Rustvognen drejede om hjørnet, da hun bøjede sig efter et par trusser i vaskebaljen. Tørresnoren sad højt oppe. Hun måtte stå på tæer for at nå. Hun fastgjorde trusserne med to klemmer, netop som følget begyndte at passere haven.

NOVELLER samler Helle Helles to novellesamlinger BILER OG DYR og RESTER. De Helle Helleske yndlinge går igen: gravide kvinder i sommerkjoler, der altid skal glattes; en steghed sommer, der gør alting småsvedigt og det evigt tilbagevendende spørgsmål om mad. Tøj, vejr og mad er tre af de små hverdagsting, der aldrig er ukomplicerede hos Helle Helle, og det er netop deri genistregen består: Ved at beskrive noget meget hverdagsligt med et hverdagsligt sprog dramatiseres det kendte på en måde, som aldrig er teatralsk, men ofte er vanvittigt uhyggelig. Som da en pakke med frysekød, der skulle være leveret til en nyligt afdød nabo, giver modtagerne dårlig mave. Eller en venligt ment kop kaffe til en fremmed i nød, som afslører ægtemandens utroskab.

I Helle Helles univers lurer vreden og aggressionen altid lige under overfladen, men viser sig kun gennem trivialiteter. Det er uendeligt forfriskende, hvis man er træt af TV-serier, hvor personerne bøjer deres følelser i neon eller bare selvhjælpslitteraturen, hvor man hele tiden skal tale om, hvad man føler, som man føler det. I et poppet univers skriver man i forholdet 1:1, men hos Helle Helle bliver det store meget småt, og det ubetydelige bliver tilsvarende voldsomt.

En dosis Helle Helle kan ikke undgå at krybe ind under huden: Læser man den i toget, bliver man straks pinligt bevidst om  vatfyldet, der vælter ud af hullet i sædet, og forsøger man at dulme nerverne med en kop the, foruroliges man over sin slubren. Toiletkummens farve er ikke bare gullig, men angstprovokerende, og madpakkens temperatur er direkte ildevarslende.

Kapitlerne i Helle Helles romaner kan fungere som noveller i sig selv, fordi hun formår at samle handlingen i detaljer, således at dramatikken ligger i bagatellerne: Den egentlig handling er ikke, hvorfor vi flytter, men hvorvidt vi har pakket i flyttekasser eller i sorte sække. Problemet er, at i de korteste noveller er der ikke tid til at lade handlingen komme snigende gennem detaljerne, så den skrives helt ud – som enhver anden forfatter ville gøre det. Det sker for eksempel, når Helle Helle på en halv side vil beskrive tankerne hos den medarbejder, som føler sig uundværlig. Vi ville meget hellere have hørt, hvordan hun flytter på musen, pudser skærmen eller prioriterer i mails end høre hendes følelser skrevet store.

Helle Helles force er netop at dramatisere det bagatelagtige snarere end at puste store følelser endnu mere op. Det gør hun allerbedst, når hun for eksempel på listeform beskriver alle de trivielle omstændigheder, som har ført til dødsfald i hendes familie og omgangskreds, eller dramatiserer turen frem og tilbage til Brugsen som en dyster udviklingsrejse.

Helle Helle kan det, hun kan, og det gør hun rigtig godt. Det er svært ikke at genkende sig selv i den indestængte og malplacerede kvinde, som står i centrum i de fleste noveller. Der skal ikke meget mere end et par sider til, før man får selv farer sammen, når der er fingeraftryk på ruden.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også

Om Sidsel Kirstine Harder

Sidsel er sociolog, hvilket mest er en undskyldning for at mene noget om seksualitet, rusmidler, kriminalitet og anden elendighed. Hun har små børn, der skriger meget, hvilket har gjort hende til en aggressiv læser og en tilsvarende idiosynkratisk anmelder.Skriv til Sidsel