Dramaet om Roars blodvabel – Helle Helle HVIS DET ER

På bogryggen af Helle Helles nye roman er forfatternavn og titel byttet om i forhold til vanlig rækkefølge, hvorfor der står: Hvis det er Helle Helle. Jeg kan afsløre, at det er det.

Citat

Vi bliver enige om, at det er nu, vi skal have snaps. Jeg får fat i flasken og rækker den frem mod hende. Men hun slår ud med hånden, for at jeg skal drikke først, så det gør jeg. Snapsen varmer godt hele vejen ned. – Hhh, siger jeg, så er det hendes tur. Hun tager en meget lille tår og en til, og så en virkelig stor, lægger nakken tilbage og laver hugtænder. – Om lidt vokser der briller ud på mig, siger hun og griner. – Bruger du briller? – Nej, desværre. Mit syn er 125 procent. – Det var meget.

48-årige Roar er ude at løbe i en stor skov og farer vild. Han møder en kvindelig løber, der også er faret vild. De farer vild sammen og opholder sig en kold oktobernat i et shelter og en lunere nat i et udhus. På halvandet døgn i skoven udfordres de af det, der under normale omstændigheder er bagateller, men som for dem er altafgørende og tillige livsvigtige: Kan de holde varmen? Kan man drikke vandet i bækken? Hvorfor kaster hun op? Hvor er tyggegummipakken? Bliver Roars blodvabel nogensinde mindre? Hvornår er der igen dækning på mobilen? Disse små dramaer bliver kæmpestore og definerende for deres ophold i skoven.

Mellem afsnit om vind og vejr og mavefornemmelser i skoven fortælles den kvindelige hovedpersons historie. Hun har levet et lidt omflakkende liv uden ret meget substans – som det er set tidligere hos andre af Helle Helles karakterer – og virker som et meget påvirkeligt menneske, der tager imod det, hun får. Der er skønne tidsmarkører fra 1980’erne, som VHS-båndet der selv spoler tilbage, når filmen er færdig (og DER sætter ensomheden ind), og højtaljede shorts. Den unavngivne kvindelige hovedperson har levet et fredeligt liv i provinsen og er nu – på sin papsøns fødselsdag – for alvor faret vild. Ikke på nogen eksistentiel måde, men på en fysisk og måske derfor ret uoverskuelig måde.

Jeg-fortælleren Roar hører man ikke så meget til. Han er stukket af fra et medarbejderseminar og er helt ny som løber. Han virker fordringsløs og kompromissøgende, og man fornemmer hans vage karakter, da han stjæler et af den navnløse hovedpersons tyggegummier, mister pakken i den mørke skovbund og ikke tør fortælle hende det. Den oplagte gensidige tilnærmelse, som de fremmede i skoven alligevel holder på behørig afstand, markeres i fysiske beskrivelser mere end i følelsesmæssige udladninger og forklaringer.

Der er endnu mindre fremadskridende handling i denne roman end tidligere i Helle Helles forfatterskab. Tidsperspektivet er ekstremt snævert, og der sker ikke en hat. Spændingen ligger i læseoplevelsen. Giver man sig hen til hver enkelt sætning, er de alle små mesterværker, sirligt opbygget af den helleske nidkærhed med sproget. Hun formår at stykke sætninger sammen, så de former et helt liv, og så de indrammer den diskurs og det verdensbillede, karaktererne taler ud fra.

– Hvor er du for eksempel vokset op? sagde Gry og smilede, og så kom hun pludselig i tvivl om, hvad det udtryk dækkede over, om det også var noget psykisk. – Ikke rigtig nogen steder, sagde hun og tilføjede lige efter: – Altså, jeg kommer fra Aars.

‘For eksempel’ og ‘noget psykisk’ er med til at definere de to samtalepartnere, lige som den pludselige tvivl er det. Angsten for at være forkert. Gry vil gerne bare indlede en samtale (tøvende og åbent), og ‘hun’ går i panik over at kunne svare forkert på så simpelt et spørgsmål. Når svaret er Aars, er man safe. Hvis man kunne blive offer for en psykologisk udredning ved at sige noget om sine rodede og rodløse opvækstforhold, er det mere sikkert at udstikke et bynavn.

Helle Helle er dygtig til det, hun gør med sine velplejede sætninger. Hun kan næsten uden man opdager det liste en helt masse information om karaktererne ind i teksten, så de fremstår som hele og almindeligt genkendelige mennesker. Situationer, samtaler og stemninger står lysende klart for læseren, selvom det kun er sparsomt beskrevet.

HVIS DET ER er på mange måder ‘endnu en skidegod Helle Helle-roman’, og de for forfatterskabet helt nye elementer – handlingen foregår i Jylland og jeg-fortælleren er en mand – ændrer ikke ved, at vi her har at gøre med (endnu) en fuldblodsroman.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne