Helvede tur/retur – Sara Stridsberg DRØMMEFAKULTETET
Årets vinder af Nordisk Råds Litteraturpris er så insisterende feministisk, lesbisk og lyserød, at det er en hel befrielse.
Citat
NEW YORK, MAJ 1968 TILBAGE UDEN ET STED AT BO, FORSKUDDET FRA OLYMPIA PRESS ER BRUGT OP
Du har så meget shopping at få fra hånden. Hvis Andy undersøger grænserne mellem kunst og shopping, vil du undersøge grænserne mellem afgrunden og shopping. Stormagasinerne er smukke og lysende paladser i mørket, det, du har brug for nu, er et fartøj at stige om bord på, du må købe læbestift og litteratur til Cosmogirl, hendes læbestift hed Cherrybomb, og den var klistret og smagte af sukker.
– Valerie var aldrig psykisk syg. Valerie var et geni. Hun var en vred lille pige. Min vrede lille pige. Aldrig psykisk syg. Hun havde nogle underlige oplevelser med underlige mænd i underlige biler. Og engang tissede hun i en ondskabsfuld knægts juice. Hun var forfatter. Det kan du skrive.
Så det skriver jeg: DRØMMEFAKULTETET er en fiktiv fortælling om Valerie Solanas, en virkelig forfatterinde, der i mødet med Sara Stridsberg bliver en eksemplificering på en tragisk kvindeskæbne, eller som romanen ville udtrykke det: helvede tur/retur. Desværre er det ikke kun i fiktionens verden, at incest, manglende moderlig omsorg, svigt, svigt, svigt, diskriminering og stofmisbrug findes, men det er nok kun i kunstens verden, at det kan virke så vidunderligt. For det virker! Det er egentlig underligt, at det er udholdeligt at læse om Solanas, der nok er mest kendt for sit mordforsøg på kunstneren Andy Warhol. Æren må tilskrives fortælleren, der også optræder som en karakter i romanen.
– VALERIE: Jeg tror, jeg har tisset i bukserne igen.
FORTÆLLEREN: Så er det jo heldigt, at jeg er her.
VALERIE: Holder du mig i hånden, når jeg forsvinder?
FORTÆLLEREN: Jeg holder dig i hånden.
Den sproglige tone er hård og hårrejsende. Direkte og provokerende, men også sart og smuk under alt det grimme. Hermed bliver sproget som en spejling af Valerie, der under sin mandehader-overflade er et skræmt lille pigebarn. Kronologien er klippet i stykker og tekststykkerne blandet vellykket sammen.
Det er utroligt, at der trods alt kan komme én god ting ud af en så tragisk skæbne: en drømmende roman mange kvindelige forfattere ville ønske, de selv havde skrevet. Ikke bare fordi den vandt Nordisk Råds Litteraturpris og de dertilhørende goder (så som et forfærdeligt grimt rødt reklamebanner rundt om den ellers flotte forside), men fordi den er så insisterende feministisk, lesbisk og lyserød, at det bliver en hel befrielse.
Læsningen af den danske oversættelse, kun to uger efter at jeg var blevet blæst igennem den svenske original, føltes alligevel mindre flyvende, hvilket formentlig skyldes det danske sprogs manglende musikalitet, og ikke bør bebrejdes oversætteren.
Sætter man DRØMMEFAKULTETET op på sin bogreol, er der stor sandsynlighed for, at Sara Stridsbergs roman får plads ved siden af August Strindberg, og det er slet ikke så dum en placering, vil jeg mene.
