Hjertet har to kamre – Jón Kalman Stefánsson MENNESKETS HJERTE
Med finalen af sin fuldblodspoetiske trilogi om Drengen på Island for 100 år siden slår Jón Kalman Stefánsson fast, at kærlighed, natur og kunst er det, der får mennesket til ikke bare at leve, men faktisk at overleve.
Citat
Vi kan kalde det begær, kærlighed, livstørst, lykkelængsel, men hvad det nu end hedder, hvilke ord vi end vælger, så var det derfor han glemte tid og sted og ikke mærkede hvor unaturligt skibet krængede før det var for sent, og druknede. Sammen med alle disse mænd. Sådan er det. Man tænker for meget på en kvinde, på duften af hendes hår, hvordan hun stryger ned over hans bryst og mave, er derfor ikke opmærksom på at der mangler ballast, skibet kæntrer, mænd og kat drukner.
Sidste del af Jón Kalman Stefánssons trilogi om Drengen er den poetiske og patosfyldte MENNESKETS HJERTE fra 2011 (på dansk 2013). Læsere af trilogiens første romaner, HIMMERIGE OG HELVEDE og ENGLENES SORG vil føle sig hjemme i selskab med den unge Drengen og den ældre og noget mere erfarne landpost Jens. I slutningen af ENGLENES SORG blev de bogstavelig talt blæst ud over en skrænt og ned over en by, og det er her, i lægens hus i Slettueyri, de vågner op på de første sider af MENNESKETS HJERTE.
Drengen kommer langsomt til sig selv, men mister fatningen, i samme øjeblik han møder Alfheid med det røde hår. Hun sætter hans krop i brand og gør et uudsletteligt indtryk på det unge og let bevægelige menneskebarn. Efter at have stedt Asta, der var den kvinde, de fragtede over fjeldet i en røglugtende ligkiste i slutningen af forrige bind, til hvile, kan Jens rejse tilbage til Staden, hvor de gode kvinder venter på ham. Han navigerer efter bedste evne i sin hverdag, der er befolket af kvinder i alle aldre og mænd i alle grader af desperat længsel efter kvinder.
Som i Jón Kalman Stefánssons øvrige værker er begær og lyst en drivkraft hos såvel karakterer som i fortællingen. Hvem sover hos hvem, hvem rider ud i fjeldet efter hvem og ikke mindst: Hvem skriver breve til hvem? Ordenes skæbnetunge, helende eller dramatiske effekt er et centralt tema, som også litteratur og læsningen deraf er det. Det er det, der er Jón Kalman Stefánssons store bedrift: at turde være patosfyldt i sin hyldest til kunsten og kærligheden. Den praktiske hverdag er rigt og deltajeret beskrevet, men den er kun et nødvendigt onde for at kunne hengive sig til det, der betyder noget. Dans og kys og litteratur og musik får hjerterne til at banke hurtigere.
Den prægtige og voldsomme islandske natur er både bagtæppe og hovedperson i romanen. Man fornemmer forårets første sol, det våde græs i dalen, den tykke tætte tåge og den lumskhed, der kendetegner naturen på øen midt i havet.
Et mantra gennem bogen er, at den der svigter, dør. Det gælder ikke kun, hvis man svigter andre, men i høj grad også, hvis man svigter sig selv. Drengen er sig selv tro og rejser efter kærligheden, og det redder i sidste ende hans liv. Det hedder sig i romanen, at hjertet har to kamre, og at man derfor kan elske to på samme tid. Det gør Drengen, og det bliver hans redning: Kærligheden holder døden på afstand.
MENNESKETS HJERTE er en flot afslutning på trilogien ved bl.a. at have de tidligere værkers titler skrevet ind i teksten og henvise til tidligere episoder og karakterer. Den farlige bog af Milton, der i HIMMERIGE OG HELVEDE betød forskellen på liv og død for den poetisk anlagte Bardur, er med i slutscenen i MENNESKETS HJERTE og spiller også her en central rolle. Poesien får altså både det første og det sidste ord.
