Hør min frygtelige historie! – Hassan Blasim TOSSEN FRA FRIHEDSPLADSEN

Irakiske Hassan Blasim blander det utrolige og det råt realistiske i sine noveller om flugt, vold og diktatur, der altid også handler om fortællingen selv.

Citat

Ingen troede på den historie den gamle serbiske politimand Jankovic fortalte, man gjorde nar af ham. De der havde været sammen med ham på stedet, støttede ikke hans vidneudsagn, men var dog enige med ham hvad angik den blodindsmurte unge mand som var flygtet ind i skoven. Serbiske aviser spurgte hvorfor den unge mand var forsvundet, men politiet hævdede han var gået over grænsen til Ungarn.

Der er en passage i novellen ‘En militæravis’, hvor en afdød beklager sig over en forfatters lidet flatterende beskrivelse af ham:

– Jeg beder dig, lad dem selv dømme, gør dig ikke til en gal hund, også du! Tillykke med at du lever!

Hvorefter den afdøde giver sig til at fortælle sin utrolige historie om sit liv som kulturredaktør på en avis i Saddamtidens Irak. Der er i Blasims historier ofte en bevidsthed om, at der fortælles fra en person til en anden, og hans karakterer henvender sig til læseren eller hinanden. På samme måde bliver der i novellen ‘Alis taske’ filosoferet over, hvad der driver en til at fortælle de her historier:

– Jeg har mange gange forestillet mig at jeg ville bruge mit liv på at skrive om de historier og de surrealistiske hændelser jeg har gennemlevet på emigrationens hemmelige stier. Det er min kræftsvulst som jeg ikke ved hvordan jeg skal blive helbredt for. Jeg er bange for at dø på en komisk måde som det skete for den irakiske forfatter Khalid al-Hamrani.

Blasim skriver på en gang svulstigt og slagkraftigt, komisk og patetisk, og han slår gerne krøller på sig selv, som her hvor al-Hamrani, en fiktiv karakter der optræder i en af de andre noveller, dukker op.

Men hvad skriver Blasim om? Han skriver om flygtninge, om eksil, om livet under et diktatur, men måske mest af alt skriver han om vold. En absurd, omsiggribende, næsten ekstatisk vold, der gennemsyrer novellerne, som her hvor en bizar organisation udstiller deres mord som kunst:

– Ethvert lig du ordner, er et kunstværk som venter på dit sidste anstrøg for at du kan bryde frem og lyse som en kostelig juvel midt i dette lands ruiner.

Blasim benytter sig gerne af en grovkornet galgenhumor, der står i kontrast til den høje stil, han bruger andetsteds. Novellerne får noget af deres energi fra den sammensmeltning, der sker når noget utroligt, forvandlinger eller grotesk vold, møder flygtningecentrene eller den illegale smuglings realisme. De insisterer på fiktionen, men deres skelet er, hvad der for os er dagligt nyhedsstof. Det er røverhistorier, men det er også lidelseshistorier. Sproget virker på samme måde næret af den kontrast, og for mig giver det en fremdrift der, når den er bedst, slynger én gennem historierne. Det er, som om novellerne lever efter et motto, der siger, vi skal videre, vi kan ikke standse.

Denne tilgang skærper blikket lige så vel som det slører det, fordi det giver en ny vinkel på historiske begivenheder samtidig med, at det forvansker. Det novellerne i deres mest klarsynede øjeblikke formår at sige, er at volden er absurd, den kan føles mystisk som en kraft, der ganske vist kan næres af f.eks. fanatisme eller almindelig afstumpethed, men hele tiden har et snert af det uforklarlige over sig. Det er svært at afgøre, hvad der sker, og jeg tror, det er derfor, de her sammenstød – mellem høj og lav stil, mellem det (selv-)højtidelige og det lokumshumoristiske – er så fremtrædende. De er en måde at se på, men de er især en måde at være i det på. En slags overlevelse.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også

Om Simon Holm Pedersen

Simon er cand.mag. i Litteraturhistorie og går på Forfatterskolen. Han har en forkærlighed for monologer og meget lange sætninger. Når Simon er nedtrykt læser han dystopiske ungdomsromaner, hvis teenagegenvordigheder han heftigt spejler sig i.