Af | 31. december 2010

Højlydt uforskammet – Suzanne Brøgger JEG HAR SET DEN GAMLE VERDEN FORSVINDE – HVOR ER MINE ØRERINGE

Suzanne Brøggers nyeste værk har skabt voldsom mediedebat i det – ifølge den aristokratiske fru Z – ellers temmelig sløve velfærdsland.

Citat

Bare der var flere mennesker, der var skøre indimellem’, er en længsel, man undertiden hører luftet. For det ville selvfølgelig være rart, hvis der bare en gang imellem var nogen, der lige havde slugt en guldfisk for sjov, når man ringede på. Men skøre mennesker skulle altså gerne være en mangelvare i disse tider, så jeg melder mig gerne. Men der er noget underligt ved tidens individualismeforgudelse. Den skyldes formentlig, at individet er forsvundet. I stedet har vi fået brands. Robotter. Typer. Identiteter …

Litteraturkritikker Erik Skyum-Nielsen har skrevet en uforbeholden hyldest til Suzanne Brøgger i Information, hvor han blandt andet kalder bogen for ’en vanvittig og vidunderlig, herligt uimodståelig og helt igennem uundværlig bog.’ Skyum-Nielsen fremhæver den essayistiske stil og den intellektuelle og humoristiske samfundskritik som værende helt unik. Politikkens Thomas Bredsdorff tilslutter sig begejstringen og fremhæver i denne forbindelse forfatterindens evne til at provokere og chokere, og lovpriser de yderligtgående synspunkter og ’den skæve tanke.’

I Berlingske Tidende er tonen imidlertid en helt anden. Her skriver Jens Andersen blandt andet, at forfatteren er ’højlydt uforskammet.’ Han kritiserer Suzanne Brøgger for at være snobbet og elitær, og for at tale nedsættende om sine medborgere. Ekstra Bladets Frank Sebastian Hansen tilslutter sig Jens Andersens kritik, og forsøger i samme åndedrag at affærdige forfatteren som en ’sladdertaske.’ Flere af landets lokalaviser har ligeledes kritiseret den hårde og nedladende tone, som hovedpersonen, den forfinede, affekterede, til tider direkte krukkede, fru Z, lægger for dagen. Nordjyske Stiftstidende skriver, at flere af fru Z´s personadresserede udsagn befinder sig i ’en juridisk gråzone.’

Kritikken af den hårde tone er på sin vis forståelig, for der bliver vitterlig ikke lagt fingre imellem, når den aristokratiske dame i en lang række breve til Prinsen af Mogadonien, skal beskrive rigets sande tilstand. Verden har forandret sig, skriver hun. Det der engang var et borgerligt samfund med en, måske lidt konservativ, men trods alt intelligent og veluddannet kulturelite, er blevet erstattet af et degraderet massesamfund bestående af forkælede, antiautoritære, velfærdsbørn, hvis liv hovedsagligt består af fjernsyn, slik, øl og sex. Det er proletariatets diktatur, når det er værst. Hele verden er blevet til TV3, skriver fru Z, og beskriver i samme åndedræt, hvordan mogadonierne konsekvent sender flygtninge tilbage til forfølgelse og tortur, mens de unge piger sulter sig selv halvt ihjel for at leve op til Hollywoods forskruede idealer og de unge fyre vælter sanseløst berusede omkring i gaderne klædt i modetøj fra top til tå. Hun kalder Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt for ’et blondt bestie’ og ’en vammelsmuk arier.’ Hun kritiserer politikere, intellektuelle og kunstnere ved navns nævnelse. Hun raser over tidens ånd og fortvivles over kulturens forfald.

Mogadonien, et lille, let genkendeligt kongerige, opkaldt efter en sløvende sovepille, er et land, hvor anstændighed og barmhjertighed er blevet fordrevet til fordel for narcissistisk individdyrkelse og intellektuel refleksion, og kreativ fantasifuldhed er blevet erstattet af ensrettet massekultur. Selv ’de yndige fester på slottet’, som fru Z frekventerer, der engang var forbeholdt aristokratiet, de intellektuelle og kunstnerne, er nu blevet overtaget af sports- og realitystjerner. Proletariatet har overtaget, det der engang var et kulturliv.

’Dengang var det negere og sexualitet, man frygtede. I dag er det arabere og intellektet, man hader’, skriver Fru Z.

Og Jens Andersen har på sin vis ret, når han skriver, at hun ’sladrer.’ Hun bagtaler os, hun udleverer os og grinagtiggør os. Hun raser og skælder ud. Men hun gør det med humor, og med noget endnu vigtigere, med en næsten moderlig ømhed for sine medborgere, som skinner igennem, selv når den skarpe tunge smælder hårdest. Og det er lige præcis det, der gør, at den massive kritik er tilgivelig, ja ligefrem sympatisk.

Man kan være enig eller uenig med den kulturkritiske fru Z, ikke desto mindre kan man nemt få den tanke, at 279 sider fyldt med sure opstød bliver uudholdeligt i længden. Det gør det imidlertid ikke! Bogen er vanvittig morsom og er, apropos massernes krav på underholdning, enormt underholdende. Men det er ikke tom underholdning. Det er ikke meningsløs tidsfordriv. Værket er intelligent, tankevækkende og underfundigt, og så er det lige præcis det, som fru Z ellers er holdt op med at tro på at kunsten i Mogadonien kan være – Det er helt unikt!

Bogen er vigtig, den vigtigste debatbog i mange år, og den bør læses af alle i det mogadonske rige. En fordring der naturligvis er lige så utopisk, som fru Z´s ruskerier.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også