Hør på mig! – Jonathan Safran Foer OM AT SPISE DYR
Foers 400 siders lange fortælling om de dyr, de fleste af os spiser, leverer en så udførlig og overbevisende kritik af det industrielle landbrug, at alle, der har læst den, atter må stille sig selv spørgsmålet, ingen bryder sig om: Kan jeg stadig forsvare at spise kød?
Citat
Når jeg har fortalt folk, at jeg var i gang med en bog ”om at spise dyr”, er de fleste, uden nødvendigvis at kende min holdninger, gået ud fra, at det måtte være et forsvarsskrift for at blive vegetar. Det er en sigende antagelse, der ikke blot antyder, at ethvert forsøg på at sætte sig ind i forholdene inden for landbrugets husdyrhold, næsten automatisk vil få én til at tage afstand fra at spise kød, men også, at de fleste mennesker antager, at det er tilfældet. (Hvad troede du selv, da du første gang så denne bogs titel?).
For Jonathan Safran Foer er svaret nej. Ikke et kategorisk eller sentimentalt nej, men et velbegrundet nej baseret på de forhold, vi i dag byder langt størstedelen af vores slagtedyr. Succesforfatteren til romanerne ALT BLIVER OPLYST og EKSTREMT HØJT OG UTROLIG TÆT PÅ har brugt mere end fire år på at undersøge sagen, ifølge ham selv fordi han er blevet far og derfor har måttet tage stilling til, hvilken madtradition han vil opdrage sin søn i.
Resultatet er blevet en 400 siders lang debatbog, som leverer den vel nok bedst dokumenterede og mest udførlige kritik, der til dato er blevet rettet mod det industrielle landbrug. En bog, som har tyngden til at skabe reel forandring.
Foers overbevisende greb er, at han har formået at trække spørgsmålet om at spise dyr ned på jorden. Han er for klog til at spilde tiden på en principiel for-eller-imod-diskussion og gør i stedet spørgsmålet til en praktisk diskussion med praktiske argumenter. Og her står han unægtelig med hvad, der ligner et vindende argument. I hvert fald når blikket rettes mod det industrielle landbrug, som i USA er ansvarligt for 99% af den samlede kødproduktion: Ikke alene er den industrielle kødproduktion en af de allerværste byrder for miljøet målt i forhold til CO2-udledning og vandforurening. Den er også en væsentlig trussel imod folkesundheden og en af de risikofaktorer, der bidrager mest til en voksende fare for epidemier som H1N1. Dertil kommer at kødproduktion er en uforholdsmæssigt ressourcekrævende næringskilde (det koster mellem 6 og 26 kalorier vegetabilsk foder et producere 1 kalorie kød), og at hver kødspiser i gennemsnit udleder syv gange så meget C02 som en vegetar.
Hvor tonstungt sådanne argumenter end vejer, er det dog i den konkrete fortælling om de kyllinger, kalkuner, grise og laks, der hver dag produceres i det industrielle landbrug, at Foer leverer sin mest opsigtsvækkende og modbydelige dokumentation. Kødspiser eller ej er de fleste mennesker enige om, at dyrene, der opdrættes til menneskeføde, skal have det så godt som muligt i den tid, de har, og aflives så smertefrit, som det lader sig gøre. Men virkeligheden er stik modsat. Fra fødsel til død udsættes vores slagtedyr for systematisk dyremishandling under forhold som er langt, langt værre end dem, man i sit stille sind gik og troede, man lukkede øjnene for.
Som formidler er Foer aldeles sober og usentimental. Listen over hans kildemateriale fylder små halvtreds sider, alt er gennemtjekket og troværdigt, og det er på den baggrund og med den dokumentation i ryggen, at han omsider formulerer sit nej. Hans opfordring til læseren er ikke for enhver pris at holde op med at spise kød. Men at holde op med at spise kød fra det industrielle landbrug.
For den, som har læst hans bog, er en sådan opfordring vanskelig at sidde overhørig.
