Det er, som om hun prøver at sige noget – Gitte Allermann Kjær FORVANDL VORES MEL TIL HESTE, LAD DEM VOKSE VILDT I VORES MAVER, LAD DEM TORDNE VORES TRÆTHED UD GENNEM ALLE LANDSKABER
Gitte Allermann Kjær har skrevet et god, lidt irriterende bog, som måske kræver for meget af sin læser.
Citat
Fald
Vis mig skakterne, parkerne vrider sine giftstoffer i. Jeg følger dig gift til klodedamen drikker dig iskold, åh se nu klodedamens kramper og rullefald overalt i regnen. Gråd for alle trådløse eksistenser, for straffesparkene, der blev brændt, for urene, der endte med aldrig at gå over tiden. Al tings orden, i alle spredninger af ensomheden i arrogancernes trancer, der ender med at eksplodere i et højrøvet hamsterhjul! Hvilken nedsmeltning og jammer, hvilken flokdans omvendt af en sang, hvilket slet af mine tidlige træks knæk fra halsen og helt ind i min øregang.
FORVANDL VORES MEL TIL HESTE, LAD DEM VOKSE VILDT I VORES MAVER, LAD DEM TORDNE VORES TRÆTHED UD GENNEM ALLE LANDSKABER! er en fed titel, der viser, hvor kontrolleret Kjær kan være i sine maniske tekster, der kræver koncentration af sin læser. Måske for meget koncentration. At læse hendes tekster er som at gå gennem et krat. Eller sådan oplevede jeg det i hvert fald ofte. Jeg kunne ikke overskue at forholde mig til alle grenene og tornene, og forvirret prøvede jeg bare at komme ud på den anden side. Men så var der bare en ny lignende tekst, et nyt krat. Når man bagefter vender om og går tilbage, giver tingene bedre mening. Man skal altså investere en del, og spørgsmålet bliver, hvorfor det skal være så uigennemtrængeligt og uindbydende – hvor er den røde løber og læserforkælelsen?
Men ok, hvor mange gange har det ikke vist sig ved læsningen af en forfatter, man ikke har læst før (bortset fra lidt i Hvedekorn og Slagtryk), at man bare skal knække koderne, vænne sig til sprog og teknik, og så kan man se det ædle mønster funkle i formen. Indimellem finder jeg så fin sammenhæng i det, der først var kaos, at det er kampene værd, fx i Fald, der starter således:
– Vis mig skakterne, parkerne vrider sine giftstoffer i. Jeg følger dig gift til klodedamen drikker dig iskold, åh se nu klodedamens kramper og rullefald overalt i regnen (…)
Der er jo romantik og organismetanke på spil her. Klodedamen er selvfølgelig moder jord, der tager imod al vores forurening, men så nemt går det ikke at læse videre. Og det gør egentlig ikke noget, at også denne tekst ender med at forvirre sin læser. Hvis ikke jeg ville forvirres, kunne jeg jo bare se Matador. Og klodedamen er et skægt ord.
Jeg vil gerne forvirres, og jeg vægter ikke sammenhæng højere end kaos, se her:
– Nu ruller regnen som muld over bjørne. Udstoppede gløder i deres øjne, i deres hellige trang til at vade rundt blandt stole og borde med hele fade fulde af lort, og der er andre dyr! Måden deres klove kløver kopperne på, måden vinen strinter! Jeg pynter et bur med ånd, jeg bølger i perlen, den højeste frekvens at blinke baglæns ind i en løgn drevet af østers (…)
Hvad skal man mene? Det er fandenivoldsk, sjovt, fantasifuldt, men også mærkeligt usammenhængende, ikke sjusket, det er det for bevidst til, men måske lige henkastet nok? Det er fx noget med, hvordan natur og mennesker interagerer, ‘jeg pynter et bur med ånd’ kan læses som en beskrivelse af menneskers trang til at kategorisere virkeligheden, og på den måde er det jo en fin, kompakt sætning. Men ‘en løgn drevet af østers’?
Der er meget i den dur, og jeg har svært ved at blive ved med at være taknemmelig, jeg overdoser simpelthen. Det er lige før, den der indvending melder sig: Kunne hvem som helst ikke have skrevet det? Kunne hvem som helst ikke køre tilfældigt derudaf i mærkelige associationskæder, de ender med kun selv at forstå? Men den fælde går jeg ikke i, for der er ingen tvivl om talentet og den sproglige sikkerhed. Hey Kjær – jeg er din læser, ikke din fjende, kan du ikke lade et par døre mere stå åbne i dine tekster fremover? Nej?
Det må hun selvfølgelig selv om, og det er fedt, at de gyldne håndtryk engang var græske guder, men nu nedgraderet til musaka. Det er sjov at bruge kulturhistorien til nutidskommentarer så kort og præcist, samtidig med at der er masser af plads til læseren. Sommerfugle på stilke, sølvsværd i øl osv. osv. er alt sammen også fint og godt. Men jeg fastholder, at bogen altså også har en tendens mod det kringlede, det tilfældige, det uigennemtrængelige, som måske kan virke lidt for let.
Så: Læs meget gerne Kjærs bog, stå fx stille i teksterne og bevæg dig så helt tæt på detaljerne, de små frygtsomme dyr kan ikke flyve væk. Og selv om det ofte er uoverskueligt og uigennetrængeligt, åbner der sig indimellem nye verdner for øjnene af dig.
