Hund og digter imellem – Peter Laugesen DE SAGDE HANS HUND HAVDE LOPPER


Med sin piblende pessimisme passer Peter Laugesens nye bog perfekt til vinterkvartalet, som kun idioten ikke vil indse står for døren.

Digt

Det sidste par dage
har jeg begravet
to fugle her

Den ene
fløj mod ruden
den anden lå
næppe fjeret
død på jorden

På begge grave
rosenblade
de forsvinder

Det forsvinder –
alt

Peter Laugesens nye bog DE SAGDE HANS HUND HAVDE LOPPER er stor, nærmende sig A4 format, og teksten i den er sat med tilsvarende store typer, nærmende sig magnaprint, i den skrivemaskineimiterende font courier. Nogle få digte bruger pladsen på lange linjer på tværs af siden, mens størstedelen af bogen ikke behøvede – sådan ud fra en rent praktisk betragtning – bogstørrelse XL. Der står nemlig ikke ret meget i DE SAGDE HANS HUND HAVDE LOPPER, og hele omgangen er læst på 30 minutter.

Der er jo nok et og andet essentielt poetisk, måske endda essentielt litterært over dette forhold, som vi her kunne kalde stor men lille . Laugesen har decideret dyrket det igennem sit 40-årige virke som digter. I mange henseender og på mange niveauer går det igen, f.eks. i haikuformens 17 stavelser og i fastholdelsen af banale hverdagsiagttagelser (især med hund ved side).

Også i den fastholdte praksis med at respondere på omverdenen i stedet for at forklare den ses gestussen, og endelig er Laugesens insisterende umodstand mod patetiske tåhylere et udtryk for helt bevidst ikke at ville fjerne gnaldret småtteri fra skriftens imposante udsving. Således besøges, hold fast, ”de knuste drømmes souvenirbutik” et sted i den nye bog, og der står altså pinlig Michael Strunge 1984 på bagsiden af sådan linje.

DE SAGDE HANS HUND HAVDE LOPPER kommer omkring disse karaktertræk og er således ikke nogen undtagelse i Laugesens forfatterskab. Når ens læseblik drøner gennem bogens sider, er det med en fornemmelse af på samme tid at blive talt direkte til og være helt sat af. Et eksempel på dét kunne være den perfekt afstemte cocktail på lige dele århusiansk exit fra superligaen og efterårsforfaldets farvekode i skoven:

– Visne blade
kanonerer agern
højt over alle mål

Det er de gule
og de røde der spiller –
de grønne er rykket ned

Digt for digt leveres det hårdt nedslående (efterårets skånselsløse angreb på naturen, nutidens fortæring af fortiden) umiddelbart ved siden af det fantastisk opløftende (rimede fjollerier, naturens evige fascinationskraft). Laugesens evne til at holde sammen på det hele, til at være det hele samtidig, til at være stor men lille , vel at mærke uden antydningen af anstrengelse og uden at gøre noget nummer ud af det, skinner klart og friskt igennem i DE SAGDE HANS HUND HAVDE LOPPER.

Hvis jeg skal prøve at udpege det bedste digt, så må det blive et lille humormættet ét, der med 17 stavelser og mundret rytmisk struktur, mimet arkaisk tone og ikke mindst M-Æ-R-K-V-Æ-R-D-I-G-T pære/subjekt-tema er uomgængeligt. Anmelderen ved ikke, om han skal grine eller græde, og må kramme teksten tæt ind til hjertet alt imens han måber på vid gab:

– O vid
at trist
ej den
kan være

som
gevind
har på
sin pære

Det er, som suges man ind i uanede dybder i noget så ordinært som en pæres gevind, og ud kommer dommen: Peter Laugesen er stadigvæk energimærke A.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *