Hvem er du, lille Anders? – Aage Storm Borchgrevink EN NORSK TRAGEDIE

Den nyeste bog til at behandle det stadig blødende samfundssår efter 22. juli 2011 gransker mange vigtige spørgsmål, men forfatterens eget svar fremstår tvivlsomt og utimet.

Citat

Bag hele historien om justitiariusridderen Anders Berwick lurer billeder af depression, vrede og ensomhed. Breivik forsøger at betvinge ensomhedens kolde vinde med selvhjælpsprosaens budskab om at være positiv. “Lav din yndlingssmoothie!” råder han sig selv til et andet sted i interviewet, hvor depressionen og isolationen truer.

Utøya kom tæt på. Ligesom ved andre store terrorangreb husker vi alle sammen, hvor vi var, da nyheden ramte. Jeg blev 28 den dag, og mit ældste barn har fødselsdag samme dag som Breivik. Sådan har vi alle sammen en mere eller mindre saglig grund til at føle morderens ånde i nakken. Forfatteren til den nyeste bog om attentatmanden har gået på samme skole som Breivik og har uvidende stirret på hans graffiti i gaderne. Senere har han gennemlæst og interviewet alt og alle, han kunne komme i nærheden af, for at komme endnu tættere på, hvad der skabte morderen og hans mord.

Efter endt læsning står spørgsmålet tilbage: hvor tæt KAN vi komme Anders Behring Breivik, altså hvor meget kan vi forstå ham? Og hvor tæt SKAL vi komme, altså hvor mange detaljer om hans liv og handlinger kan vi tillade os at oprulle?

Aage Storm Borchgrevink vælger en ambitiøs patchwork-agtig fortælleform til sin Breivik-bog. Han bruger enkeltpersoner (Breivik, hans omgangskreds, hans ofre, forfatteren selv), hændelser (en ferie, Gro Harlem Brundtlands tale på øen, besættelsen) og andre delelementer (computerspil, rap, interview) til at skabe flow i fortællingen. Til hver af elementerne knytter han baggrundsstof: teori, historie, perspektivering, analyse. Det giver forgreninger, nogle mere interessante end andre, men aldrig så langhårede, at man mister motoren i fortællingen

Det er et nobelt ærinde at nærme sig Utøya fra dels en psykologisk vinkel på Breivik som person og dels en sociologisk vinkel på det norske samfund, som han vendte sig mod. Der er noget fint i at præsentere alle mulige og umulige forklaringer uden konklusioner og lade læseren om at dømme, men som de fleste forfattere har også Borchgrevink sine darlings, primært psykoanalysen.

Psykoanalyse kan bruges på både bøger og mennesker – og også på en mellemting, som det sker her, hvor Breivik analyseres gennem sagens akter og hans eget ’kompendium’. Er man ikke vant til mosten, tror jeg, at mange vil studse over en Breivik-forklaring, der favoriserer forholdet til moderen og bestemte SM-agtige tilbøjeligheder frem for politisk ideologi eller bare ren og skær skudt-i-bolden-hed. Har man beskæftiget sig med psykoanalyse før – og kan man lide den slags – er der en vis tryghed forbundet med den slags teori, som kan forklare det uforståelige ud fra moderen, seksualiteten, barndommen. Når vi kender den lille, svigtede Anders, forstår vi den store, farlige.

Det aftvinger min respekt, at Borchgrevink bruger de mange forskellige forklaringer som afsæt til at højne diskussionen og teste forklaringsværdien af det uforklarlige. En bog kan undersøge tragedien på en måde, som er mere reflekteret, søgende og detaljeorienteret end det flimrende mediebillede – først og fremmest kan vi her stille de rigtige spørgsmål i stedet for hele tiden at give hurtige svar. Derfor er min primære anke mod bogen, at Borhgrevink ender med at låse sig mere og mere fast på en forklaring, nemlig den psykoanalytiske. Det virker for ensidigt, for spekulativt og for tidligt at sætte to streger under tilfældet Breivik.

Samtidig rejser det spørgsmålet om, om man overhovedet skal skrive en bog om Utøya så tæt på hændelsen? Det spørgsmål bliver ikke mindst relevant, fordi man som læser ikke kan undgå en vis skamfuldhed over at lade rive sig med af spændingsmomentet i bogen. Man higer umærkeligt efter at komme igennem de lange samfundsmæssige og historiske forklaringer og sidetracks frem til selve massakren. Når man så kommer til den, tager følelserne nemt over.

Er det okay at lade sig underholde eller fascinere af unge menneskers meningsløse død, mens deres forældre stadig er i live og savner dem? Kan vi forsvare at pille rundt i de saftige detaljer og ikke mindst spekulationer om forholdet mellem mor og barn Beivik for at få tilfredsstillelsen af at sige, at vi forstår Brevik? Må man i øvrigt more sig over de latterlige detaljer i Breiviks rablen, for eksempel at han mener, at Pamela Anderson er et levende eksempel på den ariske races overlegenhed, eller at han midt i alle bombeopskrifterne og teorierne om sit eget selvmord slår fast, at man skal ’stay positive’ – ’lav din yndingssmoothie’!

Borchgrevink er bedst der, hvor han diskuterer, frapperer og springer rundt i forklaringer, personer, niveauer, situationer. Det er den slags bog, vi har brug for, for at kunne forholde os til Breivik og hans handlinger. Fordi tragedien stadig er så tæt på, har vi brug for flerheden af perspektiver til at kunne fjerne os lidt fra den og se den i et bredere perspektiv. Tid kan også give den afstand, der er behov for, for at kunne se nuancerne. Indtil vi får katastrofen forskudt i tid, er der brug for at holde den analytiske afstand snarere end at nærme os den lille Anders så meget, at man til tider føler, det er os, der ånder ham i nakken.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Debat,

Læs også

Om Sidsel Kirstine Harder

Sidsel er sociolog, hvilket mest er en undskyldning for at mene noget om seksualitet, rusmidler, kriminalitet og anden elendighed. Hun har små børn, der skriger meget, hvilket har gjort hende til en aggressiv læser og en tilsvarende idiosynkratisk anmelder.Skriv til Sidsel