I bogmediet kan man bladre – Jens Smærup Sørensen MÆRKEDAGE

Skamrost er Jens Smærups Sørensens bogmastodont MÆRKEDAGE allerede blevet, og skamløst kryber den nu op af salgstabellerne.

Citat

Ja, Morten Lundbæk, hjalp Lone. Søn af fødselaren, og hans ven, de to flotte fyre!
Ja, de er nemlig bøsser, sagde Emma. Ja sådan har Morten i hvert fald selv sagt det til mig.
Det er der jo heller ikke noget som helst i vejen med, var der én, der sagde.
Det må efterhånden siges at være helt normalt, sagde en anden.
Normalt og normalt, sagde en tredje. I hvert fald virkelig modigt af dem at stå helt åbent frem med det her!
Nå ja, det er selvfølgelig ikke noget vi har været vant til at se her i Staun, sagde Flemming Beck. Førhen havde vi vel knapt nok hørt at det overhovedet eksisterede, havde vi det Emma?
Jeg ved ikke hvad du havde, svarede Emma. Men vi andre var jo bare dumme, det har du ret i. Vi vidste jo ingenting!
Så meget desto flottere er det sgu at du selv har smidt alle fordommene over bord, sagde ham fra zoologisk have.
Vi er vel som vi er, sagde Emma. Og da jeg nu sidste sommer var i San Francisco, da mødte jeg næsten ikke andet end de her bøsser, og det er alligevel den skønneste by jeg nogensinde har set!

Den kedeligste bog, jeg har læst, hedder BYGGERI og er skrevet af Jens Smærup Sørensen i 1975. Titlens anonymitet er sigende for det spil med udholdenhed og kvantitet, forfatteren dengang excellerede i: ”Som var mit kontor ikke et værksted for frugtbare indgreb og ideer, rettet ud mod omverdenen og ind i den, men et bur dannet af indflettede spekulationer over den indsats, der leveres gennem mig.”

Smærup Sørensen er for længst hoppet ud af 70’ernes bur med indflettede spekulationer, og den nye roman er sandelig et frugtbart indgreb rettet ud mod og ind i omverdenen. Der er tale om en stort anlagt slægtsroman, ja faktisk i dobbelt forstand idet vi via topografiske nålestik følger bondefamilierne Godiksen og Lundbæk i fire generationer. Begge familier er funderet i landsbyen Staun, der ligger i den virkelige verden ud til Limfjorden mellem Nibe og Løgstør. De to familier er både rivaliserende og sammenflettede. De er sammen om at stå magtesløse overfor – men også i at være implicerede i – den proces, der ufravigeligt udskifter den lokale bondekultur med en moderne verdensscene – en proces der har ført frem til den version af Danmark vi lever i i dag.

MÆRKEDAGE er en kollektivroman med mange hovedpersoner og mange fikspunkter. Kollektiviteten er dog fertiliseret på en måde, der snarere end Hans Kirks FISKERNE vækker mindelser om Peer Hultbergs BYEN OG VERDEN: (næsten) ligeså mange er personerne og (næsten) lige så mange er tonelejerne og synsvinklerne.

Titlen MÆRKEDAGE henviser til fire nedslag: En konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967, en 60-års fødselsdag i 2003 og helt til slut, men ikke mindst, en dobbeltbegravelse i 2005 (ja, simpelthen to kister i én kirke). Ud fra disse kalenderens milepæle, der både er sat mærke ved og som kan mærkes, spinder det, der netop ikke er en alvidende fortæller, en fragmenteret historie. Her er ingen linearitet, men til gengæld zappende sprogligt nærvær, der mimer på vegne af karaktererne.

Fortællerpositionen er oppe i den store helikopter, f.eks. når det kategorisk lyder: ”Staun blev aldrig nogen rig by”, eller når en essayistisk stemme udenfor fiktionens nummer bevæger sig ganske tæt på den kødelige forfatter selv. Men det objektive røntgenblik forlades snart, når det f.eks. lyder at ”Det var umuligt at vide, men det er højst sandsynligt at…”, og ligeledes når fortællestemmen lader sig farve af f.eks. rygternes rå forsmædelse.

Smærup Sørensen demonstrerer smidigheden i en dækket tale, der måske snarere er en tynget alvidenhed? I hvert fald changerer fortællelejet, skifter position, accelerer, smitter af på sig selv. Det er denne kalejdoskopiske manøvre, udført helt uden slinger, der gør læsningen af MÆRKEDAGE til noget helt særligt. Det er som at sidde i en rutschebane og lade sig trække rundt mellem frie fald og stejle loops.

MÆRKEDAGE er velsmurt forlystelsestur, og det er nu utroligt, hvilke informationsmængder Smærup Sørensen formår at holde sammen på. Det kan lære os noget om bogmediets potentiale alt som læseren behændigt bladrer tilbage i tidligere kapitler og kigger om i den Svend Åge Madsenske slægtstavle på indersiden af bagflappen (jf. AT FORTÆLLE MENNESKENE). Man KAN faktisk holde styr på massivet af personer og relationer, og det er et lille mirakel. Og tryllekunstneren – han er født i Staun i 1946 og hedder Jens Smærup Sørensen.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren