I en verden, hvor alle vil være Augustus – John Williams STONER

I sig selv er STONER en rigtig god bog. Men set i kontekst er det måske ikke overraskende, at den er blevet et større hit i dag, end da den første gang udkom for små 50 år siden.

Citat

William Stoner startede i året 1910, i en alder af nitten, som førsteårsstuderende på University of Missouri. Otte år senere, mens Første Verdenskrig rasede, tog han sin magisterkonferens og blev ansat som undervisningsassistent på samme universitet, hvor han underviste til sin død i 1956. Han blev aldrig mere end lektor, og få studerende huskede ham klart efter at have fulgt hans kurser.

’Den bedste bog, du aldrig har hørt om.’ – Politiken. ’Mere sjælden end en god bog – det er en perfekt bog.’ – The New York Times Book Review. Sådan står der på omslaget til den nyligt udkomne danske udgave af John Williams. Og jeg er ganske enig. STONER ER en virkelig god bog.

Betragtet helt for sig selv, er bogen god, fordi den er litterært håndværk af høj kvalitet. Den er smukt og stramt komponeret. Helt fri for vævende overflødigheder og bemærkelsesværdigt ydmyg i dens udtryk. Men man må ikke lade sig narre af dens tilsyneladende simple udtryk. Williams er en dygtig litterær skrædder, der ikke lader en eneste stikning komme til syne. Tag for eksempel måden hvorpå han elegant fanger hele essensen af et menneske i en enkelt sætning (s. 8):’Hans [Stoners] mor betragtede tålmodigt sit liv, som om det var et langt øjeblik, hun måtte igennem.’ Livet er for os alle noget, vi skal igennem, men med ‘måtte’ fanger Williams den pligt, som Stoners mor går til livet – og i øvrigt alt andet –  med.

Men virkeligt gode bøger er der en del af. Og der skal nok være mere end én virkelig god bog i litteraturhistorien, som ikke fik den anerkendelse, som den fortjente. Det er selvfølgelig glædeligt, når det lykkes at genfinde en perle, men samtidig rejser fundet spørgsmålet om, hvorfor bogen overhovedet fik så stille en modtagelse i første omgang – eller måske snarere hvorfor den er blevet genopdaget og i dag hyldes som et overset mesterværk.

For STONER havde alle chancer for at blive opdaget før, og den blev det måske også, uden at det udløste samme anerkendelse. Williams var ingen overset forfatter. Han modtog the National Book Award i 1972 for hans sidste roman, AUGUSTUS, og med kun tre foregående romaner fra forfatterens pen havde det været naturligt at lade et par af dem lægge sig i slipstrømmen på AUGUSTUS’ succes. Men STONER fra 1965 fortsatte sit stille liv.

Forklaringen skal måske findes i, at de to bøger var for væsensforskellige. AUGUSTUS handlede om den store, romerske hegemon. STONER om den undseelige litteraturprofessor i Missouri. Og det er måske også netop hér i spændet mellem den store ener, Augustus, og the everyday man, William Stoner, at grundlaget for STONERS pludselige succes i vor samtid skal findes.

For 50 år siden – lidt over halvvejs igennem et århundrede, hvis første halvdel satte et gyseligt spørgsmålstegn ved menneskets enestående værdi via verdenskrigenes millionvise ofre – var William Stoner-figuren næppe nogen sensation. Snarere en stille bekræftelse af hvor forsvindende ubetydelige vi alle sammen havde vist os at være.

For Stoner er ingen helt. Han forsøger ikke engang at være det, understreger Williams igen og igen. Først i romanens første linjer, som er citeret ved siden af denne anmeldelse. Senere ved at kommentere direkte på verdenshistorien ved at lade den mest lovende af William Stoners studiekammerater omkomme under Første Verdenskrig. Stoner selv er blevet hjemme.

Kort sagt lader Williams sin Stoner være en helt almindelig måske endda lidt krysteragtig figur – i en bog, der er skrevet ind i en verden på vej i ungdomsoprør og på jagt efter nye helte og forbilleder.

Men hvis vi så spoler tiden frem til 2006, hvor bogen bliver genopdaget og de otte år frem til i dag, hvor STONER går sin sejrsgang i en lang række lande, finder romanen pludselig plads i en ny kontekst.

I denne Facebook- og LinkedIn-tid, hvor vi iscenesætter og koreograferer ønskebilledet af vores privatliv, og vi helst skal være SeniorExecutiveEtEllerAndet i en alder af 35 år; i denne tid, hvor det ikke at ’være nogen’ er blevet et af tidens største tabuer, forekommer portrættet af denne lille, undseelige mand svært dragende.

For han er anderledes end os. I sin selvudslettende kærlighed til sit hverv. I sin ydmyghed (som faktisk slet ikke er ydmyghed, for han evner slet ikke at gøre sig tanker om egen formåen – han bliver kun professor, fordi nogen ’opdager’ ham). Begge dele er så ukendte for os i en verden, som konstant fokuseres på vores egen selvrefleksivitet og egne behov.

Men det er ikke kun i Stonerfigurens kontrast, at bogen udgør en tankevækkende kommentar. Bifigurerne er mindst lige så dygtigt skårne. Stoners kones korstog mod sin mands lykke og hendes destruktion af hans forhold til datteren fortjener næsten en roman for sig selv. Og kollegaen Lomax, der af rent nag drives til at ødelægge Stoners karriere, giver kuldegys. STONER lærer os, hvor ødelæggende bittesmå menneskers selvcentrerethed er for noget så fint, som blot at ville være et menneske, der interesserer sig i noget andet end sig selv.

På den måde bliver romanen en lang fejring af antiegoismen. Et hit i en tid, hvor vore egoer snart ikke kan vokse sig større.

I en verden hvor alle vil være Augustus, er Stoner den sande ener.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Mette Hammerich Caserta

Mette Hammerich Caserta er cand.mag. i litteraturvidenskab. Hun elsker at gå på opdagelse i litteraturen og ude i verden.Skriv til Mette