Imperiets begyndende fald – Ngûgî wa Thiong’o I FORTOLKERENS HUS

Med et ben bag kostskolens mure og et ben i Kenyas politiske uro i 1950’erne beretter Ngûgî wa Thiong’o om sin egen og landets politiske forandring.

Citat

Romanernes hurtige tempo, alle forviklingerne og mysterierne og deres opklaring fascinerede mig, men på trods af dette kunne jeg efter en tid ikke længere lukke øjnene for de ofte forvrængende forestillinger om og stereotype skildringer af de fremmede. Selv i skønlitteraturen slag jeg ikke for imperiebygningstemaer.

I andet bind af Ngûgî wa Thiong’os erindringsværk I FORTOLKERENS HUS møder vi bogens jeg-fortæller, næsten hvor vi har forlod ham: På togstationens vippebræt nær hans fødelandsby, Limuru, i Kenya 1955. På de sidste sider af trilogiens første bind, DRØMME I KRIGENS TID, var han på vej mod et nyt liv som kostskoleelev på den eftertragtede gymnasieskole, Alliance. Nu er han, tre måneder senere, for første gang på vej hjem for at holde ferie på familiens boplads.

På vejen fra togstationen mod landsbyen står hans barndomsminder side om side med de mere smertefulde minder. F.eks. hvordan hans bror få år tidligere, i vildt løb og kun med nød og næppe, undslap den engelske kolonimagts kugler, der føg over den markedsplads, han som barn frydefuldt legede på.

Opslugt af tanker lægger han ikke mærke til de forandringer, der er sket på stedet, han forlod for blot tre måneder siden. Først da han standser ved det sted, han ved burde være hjem, ser han, at hele landsbyen ligger øde. Det viser sig, at hans familie og områdets øvrige beboere er blevet tvangsforflyttet af hjemmeværnsorganisationen.

Forandringerne er sket, mens han har været opslugt af sit nye liv i (skole)bøgernes verden. Og nu er intet som før, hvor familiens boplads ligger side om side med ukendte familiers i én overordnet landsby, Kamíríthú. Hvor hjemmeværnsfolkene bevæbnet går rundt i gaderne for at sikre orden.

Men det er kun, når jeg-fortælleren er hjemme i familiens nye landsby, at han bliver konfronteret med hjemmeværnsfolkene og kolonistyrets magt. På kostskolen lukker skolens mure alt dette ude.

Og her er han. Med hovedet og det ene ben placeret i gymnasiet, hvor han fokuserer på at holde det løfte, han gav sin moder på den allerførste skoledag: at gøre sit bedste. Og det andet ben placeret i familiens nye landsby, hvorfra han beretter til læseren. Om livet på skolen og om sine bestræbelser på at finde sig hjemme i den politiske uro og korrupte hverdag, der ulmer i Kenya frem til selvstændigheden i 1962. Eller frem til han, på bogens sidste sider, i 1958 atter står på trinbrættet – denne gang for at tage mod universitetet i Uganda.

Med det begrænsede perspektiv, bag kostskolens beskyttede mure, er der passager, hvor man som læser må holde tungen lige i munden for at kunne følge med. Og forståelsen af den unge mands identitetsudvikling bliver ikke helt så dybfølt, som man kunne ønske.

Ikke desto mindre er der passager undervejs, der giver bogens 240 sider både værdi og relevans: det er på Alliance, at fortælleren, den unge Ngûgî wa Thiong’o, opdager sin kærlighed for litteraturen. Og det er her hans røst mod kolonistyret og den koloniserede tankegang begynder at tage form.

I FORTOLKERENS HUS er ikke bare en personlig fortælling om et land i forandring, men også om Østafrikas måske største (og nobelprisværdige) forfatters egen rejse fra ung gymnasieelev mod at blive én af den nyere kolonihistories vigtigste kritikere. Relevant og interessant i mere end en forstand.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer,

Læs også

Om Mona Munck-Lindblom

Mona læser lidt af hvert og meget af det hele, men har et særligt bankende hjerte for litteratur der lader mennesker mødes.

Skriv til Mona