Ingenborg og Sophie Alone i hver deres svømmebassin – Lea Marie Løppenthin PANSER


Efter digtsamlingerne NERVERNES ADRESSE og MARTS ER BEDST kaster Løppenthin sig skarpt og vellykket over en ny genre.

Citat

og ligesom i dag
var det, som om jeg sad midt i
et gigantisk spil mikado
underlagt nogle guder, der gik på fritidshjem

PANSER er en genrehybrid delt i tre, en græsk tragedie i tre akter (forhåbentlig et oplæg til et teaterstykke!), en meget kort dannelseshistorie og et brev. Og det er simpelthen så godt. Som det allerførste får vi listet de medvirkende: Ingeborg (i teksten også kaldet Ingenborg), Juan, Andy, Sophie osv. – en gruppe unge mennesker i San Fransisco. Og så et kor, som giver det dramatiske digt sit græske præg. Koret fungerer glimrende og skønt som kommentarspor. Som teksten skrider frem nøjes de dog ikke kun med at kommentere, de får decideret magt over handlingen. De bliver ansvarlige for tekstens videre morale.

Jeg vil helst ikke spoile handlingen i tragedien, for jeg blev selv så overrasket – udråbte ‘nejnej, hvad sker der!’ og tilførte flere udråbstegn i margenen. Den overraskelse vil jeg ikke franarre potentielle læsere. De er sjældne og forekommer kun, når forfatteren formår at fange, skrive indtrængende og rigtigt og følsomt. Og det formår Løppenthin i den grad.

Tekstens hovedperson er Ingeborg, som flytter til San Fransisco for at bo med søsteren Klara, der forlod Danmark med deres mor for mange år siden. I Danmark er Ingeborg blevet træt af sin alt for stabile far, der behandler hende som en stueplante, som blot skal vandes lidt en gang imellem. Det er måske dét, der har gjort hende en smule spids, givet hende ‘bistre muskler’ og gjort, at hun ‘holder af at drikke sin kaffe rank/ med sin skjorte knappet og nystrøget’, som koret informerer os om. Som en form for forsinket ungdomsoprør falder Ingeborg pladask for mexicaneren Juan. Juan er lidt af en charlatan, en ‘sommerdreng i vinteren’, der kommer, når det passer ham og overdynger Ingeborg med kærlighedserklæringer, når hun brokker sig. Han siger, nærmest synger: ‘Du er en ridder til hest/ Jeg er en kappe/ der er bundet om din hals/ og flyver efter dig i vinden’. Og når hun konfronterer ham med hans flyvske væsen, trækker han sig lidt og blinker med sine mørke øjne: ‘Ja den var værre/ sjæle er ikke min stærke side/ ofte ved jeg ikke engang om jeg selv har én.’

I San Fransisco møder Ingeborg også Sophie med det blanke hår. Sophie er meget smuk, sådan én som Ingeborg egentlig gerne vil have for sig selv, sådan én der får hende til at sove roligt. Én, hun vil gå til ekstremer for at have for sig selv. Sophie har – modsat Ingeborg – en mandorla, en form for glorie, der nærmest ophøjer hendes eksistens til noget gejstligt. Hun tænker, at det ‘at være smuk er ligesom at pisse i buskerne for at få varmen’ og ville nok helst være sin skønhud foruden. De er ensomme ulve, der prøver at begå sig med de følelser andre mennesker alligevel vækker i dem. Sophie er for eksempel sammen med Andy, som senere bliver en meget central figur. Meget central. Efter en skelsættende begivenhed i tragedien handler den korte dannelsesroman, ‘Andys barndom’, helt naturligt om ham og hans teenagedage i et Nirvanacoverband. Sophie får derefter romanens sidste ord: Den sidste tekst er et brev fra hende til Andy.

PANSER ledsages af Halfdan Piskets dystopiske tegnestreg, der både pryder forsiden og de få kapitelskift. Stregen er mørk og sorgfuld og giver udgivelsen som helhed en vis tyngde. Især når Løppenthin pludselig skifter til den noget barnlige skrifttype Comic Sans holder tegningen den seriøse tone. Jeg er vild med det og læser den allerede igen, for der er mange flere nuancer, end de først fangede, er jeg sikker på. Alle referencerne for eksempel, dem er jeg jo slet ikke kommet ind på: Løppenthin låner tekst fra Nirvana til titelbladet, citerer fanden-i-voldskt en hel Stevie Wonder-sang og lader Sophie skifte navn til Suzanne, ‘en kvinde fra en Leonard Cohen-sang’ og Crazy Eyes fra Netflix-serien ORANGE IS THE NEW BLACK. Ja, alt det kigger jeg efter her ved anden læsning.

Skrevet af Henriette Klejs Engelberg

Henriette er cand.mag i engelsk og har en skotsk MSc i moderne litteratur. Hun har efterhånden været på et par forlag, sælger bøger for at fremme kendskabet til obskure udgivelser og læser nok mest for også at skrive selv.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *