Inger Kristensen, NAIV. SUPER.s forfatter

Uden Jorge Luis Borges ville jeg uvidende fjols stadig gå rundt og tro, at en lang række danskeres geniale genskrevne versioner af norske bøger blot var meningsløse oversættelser.

Citat

Kents verden er full av alt det som jeg ikke vil at min verden skal være full av. Når han åpner munnen kommer det nesten alltid dumme eller ubehagelige ting ut. Han er et menneske som lever i disharmoni med det aller meste. Det han snakker mest om er jenter og hva han kan tenke seg å gjøre med dem. Han er tilhenger av de mest bisarre former for seksuell praksis og han har tilsynelatende ingen klare skillelinjer mellom rett og galt. Ting som er fornedrende og vulgære for meg er fine for Kent. Jeg ser ham heldigvis ganske sjelden, men det triste er at han har enda mindre kontakt med seg selv enn han har med meg.

(fra Erlend Loes NAIV. SUPER.)

Intet behov for oversættelser

Her i efteråret 2008 udkom i Danmark en roman med titlen MULEUM. Jeg læste nogle måneder før det en bog, der hed det samme. Det var en norsk bog, skrevet af Erlend Loe. På omslaget af den danske MULEUM, står der også “Erlend Loe”, men selvom det ser sådan ud, er der ikke tale om den samme bog, sproget er dansk.

Engang troede jeg, at sådanne danske udgaver af norske bøger var oversættelser, og jeg hidsede mig op over, at der ikke bare var nogen, der fandt det nødvendigt at oversætte fra den danske dialekt, der kaldes bokmål, til rigsdansk, men at man ligefrem kunne finde nogle, der ville betale penge for et sådant markant ringere produkt. Ringere fordi der var kommet et forstyrrende led ind mellem forfatter og læser.

Alle danskere, der kan læse, er fuldt kvalificerede til at læse en bog på bokmål (langt bedre kvalificerede end de samme danskere er, når det gælder engelske bøger). Der ville på hundrede sider være nogle ord, som måske ikke alle disse danskere kunne forstå, men det ville kunne klares med en ordliste bagi. Jeg burde derfor allerede for år tilbage have forstået, at det altså ikke handlede om at gøre norsk litteratur tilgængelig for et dansk publikum (hvad den gennem sprogfællesskabet allerede i enestående grad er), men at der lå ganske andre og meget mere avancerede tanker bag de danske udgivelser.

Pierre Menard, Quixotes forfatter

Det var dog først forleden, da jeg accepterede, at jeg aldrig får lært spansk og derfor læste en dansk oversættelse af Jorge Luis Borges” FIKTIONER, at jeg indså, hvad der foregår, og hvor storslået det er. Borges har en lille fortælling med titlen “Pierre Menard, Quixotes forfatter” om en forfatter med et utroligt projekt:

– Hans beundringsværdige ambition var at skabe nogle sider, som – ord for ord og linie for linie – stemte overens med dem, Miguel de Cervantes havde skrevet.

Menard vil ikke kopiere eller gendigte DON QUIXOTE, han vil selv, som Pierre Menard, i en anden tid og et andet sted end Cervantes, skrive den. Et nærmest storhedsvanvittigt projekt, men Menard nåede dog på imponerende vis at skrive to kapitler, hvorfra Borges fremhæver et par linjer og sammenligner dem med Cervantes’. Ved første øjekast er uddragende fuldstændig identiske, og går man dem igennem bogstav for bogstav, komma for komma og punktum for punktum, er der ikke én eneste forskel at sætte fingeren på. Det kræver netop en genial skælm som Borges at analysere de to tekster og fremhæve de forskelle, der altså ikke er synlige for øjet. Medmindre man anser Borges’ læsning for ironi, forstår man som læser pludselig, at Menards tekst ikke bare besidder et nærmest diametralt modsat indhold af Cervantes’, men at han faktisk også litterært set overgår mesteren.

– Menard har (måske uden at ville det) ved hjælp af en ny metode beriget læsningens forsømte og rudimentære kunst: ved den bevidste anakronismes teknik og ved anvendelse af fejlagtige attributter.

Med disse ord af Borges i baghovedet åbnes et univers af nye, næsten skræmmende læseoplevelser, hvor en række genskrevne bøger ikke bare kan læses, men også ændre opfattelsen af de bøger, som de gentager.

Inger Kristensen, NAIV. SUPER.s forfatter

Erlend Loes helt store gennembrud kom med NAIV. SUPER. i 1996. En bog så skelsættende enkel i både form og indhold, at den bedst kan beskrives som et skelet, som mange, mange læsere har fået utrolig meget ud af selv at skulle lægge krop og hoved til. Jeg har læst den flere gange, men efter mødet med Borges og Menard lånte jeg en anden bog med titlen NAIV. SUPER. Den udkom på Forlaget Klim i 1999 og i en ny udgave, som jeg nu sidder med, i 2006. Der står godt nok “Erlend Loe” på forsiden, men den er genskrevet af Inger Kristensen, og lad os hædre den, der hædres bør, og herefter kalde denne bog for “Kristensens NAIV. SUPER.”

Loe begynder på bokmål sin bog således:

– Jeg har to venner. En god og en dårlig. Og så har jeg min bror.

En ganske dygtig åbning, der anslår hele bogens tone og emne: De meget korte og enkle sætninger, der stilistisk giver bogen dens specielle præg. Fortællerens behov for at udtrykke alt i overskuelige lister. Det unuancerede værdisæt han er nødt til at opfatte verden igennem, men som også giver bogen dens humor (at præsentere to venner for derefter at karakterisere den ene som “dårlig” er ganske spidsfindigt). Det viser, hvor lidt der egentlig er i fortællerens verden (tre mennesker?) og endelig afslører det også, at han ved bogens start undervurderer broderen ved bare at give ham plads i en henkastet tilføjelse.

Hos Kristensen ser begyndelsen derimod sådan ud:

– Jeg har to venner. En god og en dårlig. Og så har jeg min bror.

Her falder oplysningen om den gode og den dårlige ven som et piskesmæld. Kristensen tager ikke gidsler, hun går efter struben. Der er ikke plads til det sødladne, vi skal ikke dvæle ved det tilsyneladende faktum, at fortælleren har venner, vi skal efterlades med indtrykket af den dårlige, som så udstrækker sin betydning til den følgende sætning: Det er også en dårlig bror, hvad der kun viser sig alt for tydeligt i den efterfølgende kroketkamp.

Hvor Loe tillader læseren en mulighed, som i bund og grund kun skyldes hans beskyttede, politisk korrekte og oliemillioninficerede norske mentalitet, er Kristensen kontinental, ja, man fristes til at skrive “globaliseret”, og nådesløs. Hendes indledning er en ironi over det håb, som Loe åbner for. Hendes begyndelse er i bund og grund det memento mori (“husk at du skal dø”), der er essensen i al eviggyldig kunst.

Uegennyttige forbedringer og storslåede profetier

I den ovenfor citerede begyndelse på NAIV. SUPER. er det, som i Borges’ eksempel, ikke til at se forskellene mellem de to tekster med det blotte øje. Det kræver (i al beskedenhed) et vist anstrøg af originalitet at sætte ord på, hvordan Kristensens tekst her adskiller sig fra Loes.

Andre steder er der dog forskelle, som selv en lægmand ville kunne finde, hvis han altså kiggede grundigt efter. For Loes roman er ikke perfekt, men heldigvis er Kristensen så uegennyttig, at hun opgiver at undlade forbedringer i sin genskrevne version. Da fortælleren og drengen Børre diskuterer reglerne for “Hvem har set flest dyr”, foreslår fortælleren at springe dyr som hund og kat over. Men det går Børre ikke med til: “Det er jo ikke hundens skyld at den er vanlig” siger han hos Loe. Men se så, hvor genialt Kristensen lægger ordene i munden på drengen: “Det er jo ikke hundenes skyld, at de er almindelige”.

Isolerede fra resten af verden kunne en nordmand i 1996 slet ikke tænke længere end individet, mens en dansker i 1999 kunne overskue det hele: En hund er altid en del af en race, ja, ikke bare det, men også af en art. At tale om én hund ved afslutningen af det tyvende århundrede er himmelråbende enfoldigt, men ved at sætte køterne i flertal viser Kristensen vejen ind i det tredje årtusinde, hvor alle er forbundne, hvad enten vi vil det eller ej. Læs Børres svar igen og spørg ærligt dig selv, om du ikke ser en profeti af angrebet på World Trade Center deri?

I Loes NAIV. SUPER. rejser fortælleren til New York for at besøge sin bror, og på et bibliotek begynder de at søge på stedets søgemaskiner, men i stedet for titler eller forfattere skriver de en række sjofle ord: fitte, kuk, pikk, suging, suge, basj, pule, rumpehull, runke, pupp, slikke, fis, rompe. Søgeresultaterne bringes så som ready mades. Dvs. at der er 17 sider med udskrifter fra biblioteket.

Hvis man ville oversætte bogen, mødte man her et problem, for på disse sider kan man ikke udskifte “fitte” med “fisse”, når det første søgeresultat er “Fitte Albert”. Det kunne dog enkelt løses ved at bringe førnævnte ordliste. Hvis man altså ville oversætte bogen. Men dette er jo på ingen måde Kristensens ærinde, da en oversættelse fra bokmål til dansk som allerede udskreget er helt og aldeles overflødig. Nej, Kristensen vil skrive den perfekte NAIV. SUPER. Hun vil gøre det, der mislykkedes for Loe.

Hans talent afslører alt for sørgeligt sin begrænsning ved, at han tilsidesætter sin dømmekraft til fordel for plat humor. Kristensen kan godt bruge barnagtighederne som et eksempel på den positive udvikling, der sker i forholdet mellem fortælleren og broderen, men hun bliver ikke hængende ved vitsen. De 17 siders udskrift skærer hun uden at ryste på hånden ned til tre (pule, slikke, fis), så må det være pjat nok.

Loes hovedperson rejste til New York for at finde sig selv og lære sin bror bedre at kende. Når Kristensens hovedperson sætter sig i flyvemaskinen, er det for lære hele verden at kende. Der står “11. september” mellem linjerne – hvis man gider kigge efter.

Autodafé

Da broderen har forladt computeren på biblioteket, foretager fortælleren nogle opslag selv. Disse mere alvorlige og følsomme opslag (klokke – bankebrett – ball – min jente – jente, min) gentager Kristensen, hvilket netop understreger, at hendes ærinde med at skære de andre sider væk er censuren (danske læsere kan i hvert fald også gennemskue, hvad “pikk” betyder, og fravalget af dette ord kan altså ikke skyldes bekymring for forståeligheden).

Kristensen er naturligvis bekendt med begreber som bogafbrænding og autodafé, men ved ikke desto mindre at beskære bogen gør hun disse uhyggelige emner nærværende på en måde, som hundrede års pladderhumanistisk rundbordspædagogik aldrig kunne. Loes bog rummer et forbeholdent håb, men det er kort sagt imponerende, hvad Kristensen formår at forvandle dette til: Præcis det modsatte.

Denne forandring af bogen viser sig helt ned i detaljen: Kristensens NAIV. SUPER. er sat med den ganske hyppigt udbredte Helvetica LT Std, mens Loes er sat med den hyperenkle Futura. Igen hæver Kristensen sig over Loes lidt banale løsning: At lade skrifttypen spejle titlens, handlingens og stilens enkelhed. I Kristensens NAIV. SUPER. spiller bogstavers visuelle side sig på en helt anden spidsfindig måde op mod bogens tilsyneladende enkelhed.

Tænk over ordet ‘enkelhed’, det bærer i sig den naive tro på individet, som Loe fremfører. Ved at vælge en masseskrifttype i stedet fremhæves vores afhængighed af hinanden, globaliseringen på godt og ondt, endnu en gang og Kristensens budskab understreges. Læseren skal ikke bare dø, han skal også dø på den mest paradoksale og smertelige af alle måder: Forbundet med alle andre mennesker og alligevel uoverstigeligt alene.

Norge suger!

Inger Kristensen er en mester, jeg fristes til at bruge ordet geni, men hun er ikke den eneste, der skal hædres. Således er de fleste af Loes bøger altruistisk genskrevet af Susanne Vebel, mens en lang række andre danskere ligeså uegennyttigt har kastet sig over andre norske værker.

At der er retfærdighed til i denne verden bevises af, at disse udgaver (der for at sige det rent ud som oftest overgår de tilsyneladende identiske norske versioner) vurderes efter fortjeneste af et dansk publikum. Det er intet problem for danskere at skaffe norske bøger: Enhver boghandler kan hurtigt skaffe dem hjem, der ligger en norsk-svensk boghandel i København, man kan bestille mange norske bøger på biblioteket, og det tager heller ikke lang tid at finde en netboghandel med bøger fra hele Skandinavien. Alligevel vælger praktisk talt alle danskere at læse bøger på rigsdansk i stedet for på bokmål, og de venter gerne halve og hele år på at få en dyrere dansk version i hænderne. De frie markedskræfter viser endnu en gang deres ufejlbarlighed. Vi gider ikke de nordmænd, vi ved bedre. Norge suger!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Litteratur,

Læs også

Om Lauge Larsen

Lauge Larsen var anmelder og redaktør på LitteraturNu fra 2004 til 2010.