Interne affærer – Ian Rankin MØRKEMÆND

Ian Rankin revolutionerer på ingen måde politikrimien med MØRKMÆND, men er en sikker fortolker af genrens melankolske, barske og ganske alkoholiserede skabelon, hvor politiets interne trakasserier fylder næsten lige så meget som forbrydernes gale streger.

I MØRKEMÆND er det ligefrem spillet mellem de forskellige politifolk, der udgør den røde tråd. Bogen er Rankins tiende på dansk om kriminalkommissær John Rebus og dennes hårdkogte Edinburgh-hverdag. Rebus er en uortodoks politimand, der ikke altid følger reglerne, har det svært med autoriteter, har problemer med at få privatlivet til at fungere og som nærmest hver aften sørger for at få grundlagt næste dags hovedpine, dårlige ånde og vedholdende væskemangel. Han er altså på ingen måde nogen original skikkelse at sætte i centrum for en krimiserie. Tværtimod kan man ved læsning af krimier somme tider få den opfattelse, at hvis man vil være i stand til at opklare forbrydelser, må man være netop en sådan person.

Rebus havner på et genopdragelseskursus sammen med fem andre politimænd, der trænger til at få genopfrisket, hvordan man egentlig opfører sig i tjenesten. Det er disse ballademagere, der får navnet mørkemænd. Men i virkeligheden skal Rebus på kurset forsøge at finde ud af, om tre af de andre mørkemænd har haft fingrene lidt for langt nede i kagedåsen.

Rebus selv har til gengæld i visse kollegers øjne en lige lovlig tæt forbindelse til underverdenen. Så da mørkemændene bliver sat på en gammel uopklaret sag, hvor Rebus spillede en rolle, han ikke ønsker andre skal kende, bliver han i tvivl om, hvorvidt det egentlig er ham, der er den jagede. Oveni i dette pokerspil mellem erfarne politifolk roder Rebus’ egen afdeling i Edinburgh også med en mordsag, og Rebus formår naturligvis ikke at holde sig uden for denne.

Selve plottet bevæger sig på grænsen til at blive for avanceret, med for mange personer involveret, og som nævnt er det altså hverken karaktererne eller rammerne, der adskiller MØRKEMÆND fra mange andre krimier. Derimod lykkes bogen fortrinligt med at formidle det spegede spil internt i politiet, hvor man selvfølgelig skaber sig fjender, når man overvåger og mistænker hinanden, men også når sym- og antipatier, karrierepleje, misundelse og vidt forskellige interesser fører til sammenstød mellem kolleger.

Politiet er ikke nogen ubrydelig enhed, og det er næsten jobbets største udfordring at finde ud af hvem man kan stole på. Rebus er forvirret og derfor mistroisk over for de fleste andre i korpset, og det lykkes til fulde for Rankin at få gjort læseren lige så usikker og dermed til deltager i dette psykologiske spil, hvor det er svært at skelne ven fra fjende.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Krimi,

Læs også

Om Lauge Larsen

Lauge Larsen var anmelder og redaktør på LitteraturNu fra 2004 til 2010.