Jeg har et o.k. cool udtryk i ansigtet – Jørgen Leths DET UPERFEKTE MENNESKE
Når nysgerrigheden er blevet både pirret og tilfredsstillet gennem historierne om hashsmugleri og seksuelle eksperimenter, står DET UPERFEKTE MENNESKE tilbage som et mesterværk i erindringsgenren. En meget anbefalelsesværdig bog fra et menneske, hvis ærlighed kun overgås af hans evner for at opleve og beskrive.
’Jeg synes psykologisk selvanalyse er en kedelig beskæftigelse’ skriver Leth i bogen om sit liv, og citerer kort efter Raymond Chandlers udsagn: ’Et plot er kun et stillads til at hænge nogle gode scener op på’.
DET UPERFEKTE MENNESKE er nok en bog båret af erindringer, men er ikke historien fra A til B om, hvordan forfatteren blev sig selv og hvad han lærte undervejs. Undertitlen ’Scener fra mit liv’ fortæller hvor Leths passion ligger: I øjeblikkene, situationerne, billederne og ikke mindst hos de mennesker han møder. At en så rig, personlig og velfortalt bog som DET UPERFEKTE MENNESKE alligevel giver mulighed for en dyb og facetteret analyse af sin hovedperson, skyldes forfatterens talent for at gengive scenerne. Stilen er manden.
Der er meget ved Leth, der kunne gøre ham til et nemt offer: Den nasale stemme, den store patos, de mange kunstpauser og hele det faktum at han er så udansk: Han taler lige ud om erotikken, hylder skønheden, lever for kunsten og vil nyde livets gaver. Mange af hans digte og film er smalle og avantgardistiske, og alligevel bliver han ikke kanøflet, men i stedet nærmest folkeligt elsket.
Jeg tror det skyldes, at han først og fremmest er helt usædvanlig ærlig – og her tænker jeg ikke på om bogen er ’sand’, men på at den giver et sandt billede af Leth. Der findes ikke en tone af ironi i ham. Han udstiller sig selv, blotlægger sig fuldstændig, og dermed bliver det for nemt at træde på ham, man er nødt til at tage ham til sig. Omvendt er det dog muligt, at ærligheden i denne bog får en tand for meget for nogle mennesker, der helst vil være fri for eksempelvis at læse om, hvordan den gamle mand knepper unge sorte piger.
DET UPERFEKTE MENNESKE er også en levende og misundelsesværdig historie om en periode i dansk kulturliv, hvor der virkelig skete noget nyt. Hvor der blev vendt op og ned på tingene, hvor kunstarter mødtes og genrer blev overskredet. Hvor en gruppe mennesker, folk som Hans Jørgen-Nielsen, Per Kirkeby og Klaus Rifbjerg, kunne og ville det hele.
Samtidig var der et vovemod og en fremsynethed på de danske aviser, som man kan savne i dag. Redaktørerne brugte tidens talenter, gav dem lang snor og lod dem gøre det de var bedst til: Grådigt sluge verden, se alting og skrive om det hele. Det var journalistikken, der formede Leth, og han citerer en del fra sine gamle tekster. Én ting springer i øjnene: Hvor godt han skrev og hvor godt han stadig skriver. Et fromt ønske til den næste Leth-udgivelse er, at man samler et fyldigt udvalg af hans artikler.
Biografier og erindringer har i mange år været anset for den mest salgssikre genre i bogbranchen. Hvor er det dog dejligt, at der blandt det meget lort, der udgives af nulliteter på den konto, rent faktisk kommer en bog fra et menneske, hvis historie er værd at læse. Ingen tvivl om at Leths liv har haft omkostninger, både for ham selv og for andre. Jeg vil overlade det til rette vedkommende at dømme manden, min opgave er at anmelde bogen, og derfor skal der fra min side kun lyde hæder.
