Jeg har skrevet mig op til et større hjerte – HVEDEKORN NR 2/2012

Årets andet nummer af Hvedekorn er til tider en blandet fornøjelse, men til langt flere tider en fornøjelig blanding. En af blandingens fornøjeligste går i 3. g.

Citat

Dea Sofie Kudsk, født 1990, debut

Fisk og mennesker

Fjernsynet som du smed ned fra femte sal landede oven på en bille sort helt klædt til sin egen begravelse men du slog den ikke ihjel heldigvis havde det regnet meget de sidste dage og jorden var blød og det svuppede når man gik billen blev altså bare trykt ned i jorden fjernsynet havde du fået til din konfirmation og det er længe siden fjernbetjeningen blev væk du glemte den i lejligheden med brune fliser på badeværelset det er et af de få steder du har boet med et rigtigt badeværelse fjernbetjeningen gled ned bag sengen som ikke var din en aften du faldt i søvn til lyden af sirener og lufthavnspoliti som kun fanger de små fisk men mennesker er ikke guldfisk man kan ikke bare spærre dem inde bjørnene i Berns bjørnegrav er også blevet mærkelige går rundt i graven og fælder og nøgne bliver de begravet man flager på halv ingen bemærker at billen dør en dag kørt over af noget der er så meget større end den selv.

Det er efterhånden fem år siden, Lars Bukdahl overtog posten som chefredaktør for Danmarks ældste poetiske tidsskrift Hvedekorn fra Morten Søndergaard og Tomas Thøfner. Og man kan altid diskutere den redaktionelle linje, og om det hele havde været anderledes, hvis og hvis en andens spidse røv sad i redaktørstolen. Men det vil jeg undlade og nøjes med at konstatere, at hvis målet med Hvedekorn, og det må det vel være, er at præsentere ny og poetisk og bare fed poesi, så gør redaktøren et glimrende stykke arbejde.

Det er klart, at ikke alle de 24 digtere siger én lige meget. Det skulle da også være underligt. For eksempel synes jeg kun, at Maja Lee Langvads spørgeskemaer med spørgsmål til hendes biologiske mor og søster i Korea er okay poetiske. Mens jeg synes at, Signe Gjessing, som i øvrigt kun går i 3. g., skriver så forrygende talentfuldt, at jeg får lyst til at finde ud af, hvem hendes dansklærer er, og sørge for at mine egne unger, når jeg engang får nogen, får den samme til dansk. Hør blot dette vitalistisk fine minidigt:

– jeg strækker armene ud som en træbøjle
der hænger i solopgangen
al sol hænger på mig, vi hænger på hinanden nu, sol

Det er svært ikke at læse digtene med forfatternes alder i baghovedet, eftersom det jo er det eneste, man får at vide om dem – hvornår de er født, og om de har været i Hvedekorn før. På den måde er Hvedekorn vel nærmest det, man kunne kalde demokratisk. Gamle debutanter og unge veteraner, kendisser og ukendte, står side om side.

Og det er bemærkelsesværdigt, som de helt unge gør det godt. Ud over ovenfor citerede Signe Gjessing (født 1992) er jeg vild med Dea Sofie Kudsk (født 1990), der har skrevet fire banalt forrygende tekster, blandt andet om at kaste et fjernsyn ud fra femte sal og ramme en bille (se digtet til højre). Dermed ikke sagt, at jeg ikke er imponeret over Bo hr. Hansens fire dødsjove digte om at dø, men jeg vidste jo godt i forvejen, at manden kunne skrive. I det hele taget er niveauet højt, og det er en forbandet skam, at jeg ikke kan citere flere digte her, men sådan er det jo.

Man kan let komme til at glemme det, når man først får talt sig varm på poesien, men Hvedekorn er også et kunsttidsskrift, redigeret af kunstneren Christian Vind, og i dette nummer med bidrag af Jan. S. Hansen i form af en række fotografier. Jeg skal da ærligt indrømme, at det er digtene, der interesserer mig mest, men jeg synes Jan S. Hansens billeder akkompagnerer dem fint. Ikke mindst fordi motiverne spænder lige fra en snedækket skov over havenisser til noget, der ligner en russisk reklameplakat for en rollespilsfestival. Som lyrikken peger fotografierne i alle mulige retninger, og man kan selv indlæse sine egne sammenhænge mellem billede og ord. Jeg falder ikke ned af stolen over billedsiden, men på den anden side ved jeg heller ikke, hvad der skulle til, for at jeg gjorde det.

Til sidst skylder jeg at sige, at denne anmeldelses overskrift, som ikke bare er en cool linje, men også tilfører et nyt perspektiv på emnet organdonation, kommer fra Kim Karmarks (født 1962) digt ’hjernens hvide eksperiment’. Dét og mange andre gør Hvedekorn nummer to til en fornøjelse.

 
Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte, Tidsskrift, Tidsskrifter,

Læs også

Om Martin Lykke Nielsen

Martin er 29 år, bachelor i litteraturhistorie og kandidat i journalistik.

Skriv til Martin