Jeg har skrevet mine tanker ned – Maja Mittag JEG ØVER MIG I AT VÆRE GLAD
Jeget har det ikke let i Mittags bog. Det får fjernet galdeblæren og er splittet mellem to fyre. Gid livet var lidt lettere.
Citat
jeg ville ønske jeg var egoistisk og manipulerende
så kunne det være, jeg ville fungere bedre
græde mindre
ødelægge andre frem for mig selv
min mor siger, jeg skal snakke om tingene
her tænkes på følelser og problemer
ting, der går mig på
der gør, at jeg føler noget specifikt
som glæde eller sorg eller
en overvældende trang til at skrive digte eller
skære i mig selv eller
kaste mig ud fra en høj bygning
jeg skal ikke lade mine sanser styre mig
jeg skal fokusere på konkrete genstande
tænke mere rationelt
men verden føles gul
og jeg græder og griner
gemmer mig i mig selv
Maja Mittag debuterer som nybagt student med en digtsamling om det ubehagelige. Hun kan minde om Caspar Eric, fordi hun skriver med en henkastet ærlighed som fremstår troværdig og smertefuld. Efter min mening mangler hun dog Erics kvaliteter, fx savner jeg humor, og der måtte også gerne være flere lange indviklede historier. Til gengæld er hun indimellem god til at registrere sin uvirkelighedsfølelse. Det er, som om jeget ikke rigtig er til stede i sit liv. Som om hun tilfældigt og uengageret registrerer, hvad der foregår, og hvad hun tænker og føler. Det fungerer også ok en del steder, men for ofte bliver teksterne simpelthen ikke interessante nok, fx:
– jeg undgår instinktivt folk/ der forsøger at kramme mig/ vidste du godt det?
Jeg kan ikke se, at det er sprogkunst, poesi, eller hvad der ellers skal kvalificere, at det udkommer i en skønlitterær bog. Det er sådan set flot og modigt, at ville skrive hudløst om svære sindstilstande, selvskadning, skyldfølelser, uvirkelighedsfølelser osv. Og på den måde tror jeg også, de fleste læsere vil blive rørt af bogen. Men jeg mener ikke, der er særlig meget interessant på spil rent sprogligt. Måske ville historien gøre sig bedre i en anden form? Jeg fik lyst til at sige: Jamen så fortæl den historie! Giv fanden og lad det vælte ud, gerne kronologisk og realistisk. Og bearbejd derefter teksten. Det er måske det, forlaget og forfatteren mener, de har gjort, og dér mener jeg, at nedenstående digt fx byder på for lidt:
– du ved slet ikke/ hvor dårligt jeg har det, jeg/ tør ikke tale
Der er en del af disse korte digte, men der er også længere digte, og nogle af dem er fine. Forskellige sindstilstande væves ind i hinanden, forskellige episoder sammenblandes. For eksempel tegner lægen på jegets mave forud for en operation, må man formode, hvilket får jeget til at tænke på sit arbejde på et pizzaria, hvor hun skærer i pizzaer, men samtidig registrerer hun, at lægen er ret flot, og at hans hænder er på jegets krop. Dette sker i det første digt, der måske er det bedste, fordi det vellykket efterlader jeget og læseren i en uoverskuelig sindstilstand, hvor en masse forskellige følelser hvirvler rundt, og ikke rigtig kan hænge sammen. Det er egentlig meget fint og skrøbeligt.
Bogen er generelt præget af forvirring, smerte, absurde tanker, håbløshed, men først og fremmest en gennemgribende uvirkelighedsfølelse. Det virker, som om jeget ikke vil være i sit hoved. Det vil heller ikke være i sit liv. Det er en bevidsthed, der svæver rundt og som hele tiden synes, at det er svært, at det er nødt til at røre ved verden og forholde sig til ting. I stedet flygter det hele tiden et sted hen, hvor det kan iagttage, sprogliggøre og reflektere. Det er selvfølgelig trist, og bogen er også trist. Selvom den efter min mening ikke er særlig god, ser jeg dog frem til, hvordan Mittag kommer videre herfra og udnytter sit talent for at iagttage verden og sætte den sammen igen på underlige måder.
