Journalisternes Fætter Højben – Mads Brügger KLOVNEKRIGEN

Mads Brügger er begavet med en evne til at skaffe sig adgang virkelighedens syrede og utrolige afkroge – og så spidder han ellers enhver opblæst ballon med sin gonzopen.

CITAT

– Jeg er en late bloomer, sagde han til os. Bag ham lå en mislykket karriere som forsanger i et rockband, der aldrig helt havde klaret sig til tops. Nu turnerede han rundt på svenske hospitaler som klovnen Palle. Denne aften havde han været til en jazz-jamsession på en bar i Svendborg, og han blev ved med at fortælle os, hvor meget han elskede jazz:

– Jeg elsker jazz, sagde han hvert femte minut, og når folk siger det, så ved man, at der er ballade i farvandet.

Theo var i selskab med sin klovnemakker Jacques, tidligere kendt under navnet Jerkoolio. Han var en sofistikeret klovn og fremstod som en væsentligt mere erfaren scenekunstner end sin makker Theo/Palle. Sidstnævnte ramblede stadig løs om jazz og klovnerier:  – Jazz! Klovnen! Åååh … klovnen! Det handler alt sammen om at være nøgen. Hvis du er bange for at være nøgen, kan du lige så godt glemme alt om at være klovn, sagde Theo, og gik så langt som til at sammenligne det at være klovn med det at være jedi-ridder: – Der er en, der skal prikke dig på skulderen og sige: DU ER EN KLOVN, råbte han.

Hvis du som jeg har en svaghed for historier, der virker for gode til at være sande, men ikke desto mindre er sande, så kast dig straks over KLOVNEKRIGEN. Undertitlen lover en ’humørplatte’ med Mads Brüggers bedste gonzoskriverier og den indeholder bl.a. nedfældninger fra optagelserne af DET RØDE KAPEL og AMBASSADØREN. En cocktail af fryd og gru indgydes læseren af de vilde beretninger.

Man kan diskutere den etiske lødighed af Brüggers metodiske julelege, men det er sindssygt underholdende og velskrevet journalistik, der kommer ud af de tvivlsomme eksperimenter. Presseetikkens yderste klippeafsats opsøges i titelreportagen, hvor han og en kollega går undercover som amatørklovne til et internationalt klovnetræf i Svendborg, og det går dem så grueligt galt. Reportagen er en jomfrurejse ud i ’Bonzo-journalistik’, som Brügger definerer ved ’total ærlighed, ingen brug af båndoptagere eller kameraer, selvpåført søvnmangel og et enormt forbrug af alkohol.’ Det går hårdt ud over klovnene, hvis masker som bekendt altid dækker over sårede sjæle, men det er også noget af det sjoveste, jeg nogensinde har læst.

Det er måske lidt synd for klovn Palle, klovn Nokia og alle de andre, men Brüggers sarkastiske pen prikker hul på alle balloner – allerhelst de mest opblæste af slagsen. Og når de selvfede skal parodieres, får den ikke for lidt på formen: En kendisfest hos Peter Asschenfeldt gengives i første person fra værtens synsvinkel, en partyrejse for pseudo-kendte med Mads Holger er beskrevet i brevform til Remee og et portræt af Bjørn Lomborg simultankommenteres af hans mor, hvilket giver nogle sære, gyldne øjeblikke:

– Mads Brügger: (…) Kan du sige noget om, hvordan Bjørns barndomshjem var politisk? Hvor var I henne i det politiske spektrum?

Birgit Lomborg: Umiddelbart vil jeg ikke kalde det et politisk spektrum. Der var en varm og kærlig atmosfære i vores hjem i Aalborg.

Historien om Lomborg er et fint billede på Brüggers færden i det grænsefelt, hvor de små, personlige absurditeter møder den mere farlige absurditet, der har infiltreret hele politiske og økonomiske systemer. Her er Nordkorea selvfølgelig stjerneeksemplet, og der er steder, hvor tonen næsten bliver lige lovlig ironisk til emnet. Brügger kan godt finde på at lade sig forføre af sin egen morsomhed og en lyst til gejlede formeksperimenter – det er ikke altid lige skarpt og kunne være strammere redigeret. Desuden er samlingen så fuld af stavefejl, at man mistænker forlaget for at have flikket den sammen ganske hurtigt, inden julesalget tager fart.

Men, men, men… Mange af reportagerne har været trykt i magasiner, som Brügger i forordet betegner som ’meget hemmelige’, primært VIRUS, der udkom i en årrække hen over årtusindskiftet, og som angiveligt (men vistnok kun angiveligt) handlede om internettet. Derfor føles det også lidt som en skattekiste at have teksterne samlet her – ellers ville jeg nok aldrig have været udsat for ‘Liebe an der Autobahn’, en hypertekst, der fører sin læser ud ad alskens afkørsler på den tyske motorvej og bl.a. afdækker et omfattende sex-imperium for truckførere. Og jeg ville aldrig have læst om verdens mest bitre ægtepar, der i 90’erne udgav det vredladne magasin ANSWER ME!

Enten har Mads Brügger en misundelsesværdig evne til at opstøve de mest skæve og mærkværdige personligheder i verden, eller også har han en misundelsesværdig evne til at se det mest skæve og mærkværdige i alle mennesker og begivenheder, han møder. En journalistikkens Fætter Højben, der slipper afsted med de mest selvmorderiske togter.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Journalistik,

Læs også

Om Elisabeth Skou Pedersen

Elisabeth er cand.mag. i litteraturhistorie og skriver ph.d. om litteratur og geografi ved Aarhus Universitet. Hun er redaktør og anmelder ved Litteraturmagasinet Standart og skriver om byudvikling, bykunst og byrum for Magasinet KBH.
En irrationel kærlighed til de Britiske Øer har affødt en svaghed for anglofil digtning fuld af regnvejr og rolling hills, men hun er også glad for lakonisk-ironiske kortprosaister som Pia Juul og Lydia Davis.

Skriv til Elisabeth