Kære lille marmor – Amalie Smith MARBLE

Amalie Smith maler et levende portræt af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen i sin nye roman. Men mange steder bliver MARBLE for Wikipedia-agtig.

Amalie Smith med sit værk. Foto: David Stjernholm. Venligst udlånt af forlaget.

 

Citat

– Men der er stadig en besynderlig træghed, hvad angår accepten af farver i antik skulpturkunst. De første farverester blev dokumenteret ved udgravningen af Pompeji i midten af 1700 tallet, og de sidste kunstfaglige argumenter for en farveløs antik faldt for mere end hundrede år siden. Men i den kulturelle fortælling begynder man hver gang med den hvide skulptur, og først derefter lægger man eventuelt farverne til den. På den måde bliver farven ved med at være adskilt fra formen. Den bliver ved med at være et chok.
– Gør det nogen forskel, om formen og farven er adskilt eller ej?
– Den hvide skulptur bliver dyrket fra renæssancen i 1500-tallet og frem; parallelt med vestlig slavehandel og kolonialisme. Jeg frygter, at den har understøttet en forestilling om det hvide menneskes overlegenhed. 

Jeg er bange for, at jeg ikke er den rette til at anmelde Amalie Smiths nye roman MARBLE. Nu har jeg læst den tre gange, og stik imod, hvad jeg havde forventet, siger den mig stadig ikke det store. Måske læser jeg den forkert, måske mangler jeg blik for Smiths æstetik, jeg ved det ikke.

Historien handler om en ung kvinde, der hedder Marble, og som rejser til Athen for at ‘se nærmere på de antikke skulpturers overflade’. Vi følger hende, når hun flanerer omkring, ryger cigaretter, går på museum og skriver breve til veninden Laila i New York, hvori hun reflekterer over abstrakte størrelser som farve og form, tid og rum, liv og død.

Denne historie flettes sammen med historien om en anden ung kvinde, nemlig Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), der også rejser til den græske hovedstad for at studere de antikke skulpturer, herunder kopiere den trehovede dæmon Typhon, til stor frustration for sin mand, komponisten Carl Nielsen, der savner hende fælt hjemme i Danmark.

Af de to historier er den om Anne Marie Carl-Nielsen den, der fungerer bedst. Selv om Marble-historien har fine passager, minder bogen mange steder om en mellemting mellem en Wikipedia-artikel, en instruktionsmanual til et spejlreflekskamera og en grundbog i oldtidskundskab. For eksempel her:

– Marble indstiller fokus og overbelyser billedet en anelse, så holder hun LEE-filteret foran linsen og fotograferer. I søgeren ser hun et fuldstændigt mørke. På LCD-displayet bag på kameraet ser hun en oversættelse. Oversættelsen er magentatonet i et spektrum fra dyb magenta til hvid. Kameraet løfter det infrarøde lys ind i det synlige spektrum.

Når Marble tager til Athen, er det for at studere farverne på de antikke skulpturer, som ifølge hende er blevet forbigået igennem kunsthistorien. Det handler kort sagt om, at de antikke marmorskulpturer i sin tid ikke var hvide, som vi kender dem, men farvelagte, og at ideen om antikken som ’ren’ er noget, der først er blevet til i renæssancen, hvor man dyrkede idealerne og de evige ideer og tog antikken til indtægt for dette. Det er en interessant diskussion, men i en romandialog bliver det hurtigt lettere tungt, se bare citatet i boksen.

Anne Marie Carl-Nielsen. Fra bogens billedappendix. Foto: Mary Steen.

I historien om Anne Marie Carl-Nielsen er der derimod mere drama og drive. Det er med ægteskabet som indsats, at Anne Marie rejser til Athen og bliver der, selv om Carl først tigger hende om at komme hjem og siden forlanger skilsmisse. Telegrammerne flyver frem og tilbage mellem København og Athen, og Amalie Smith viser sig som en habil biografiforfatter, der igennem dagbøger og breve puster nyt liv i billedhuggeren og hendes klaverspillende mand. Det er ganske enkelt en fængende historie, der flere steder vækker mindelser om Hans Otto Jørgensen, ikke mindst i beskrivelserne af Anne Marie Carl-Nielsens opvækst på landet:

– Hun fortsætter med at modellere hoveder og dyr og beder om lov til at uddanne sig, får nej, får så alligevel lov, kommer tre måneder på snitteskole i Slesvig, men så skal hun også komme hjem. Hun får en lussing af sin far, besked på at kende sin plads, være huslig, kærne smør. Men så står hun og modellerer krager i smørret.

Det er på grund af passager som denne, at MARBLE trods alt er værd at læse. Hvor de kunstteoretiske refleksioner og nørderiet omkring infrarødt fotografi og 3D-animation i længden kommer til at virke temmelig akademisk – og måske en anelse prætentiøst – er historien om Anne Marie Carl-Nielsen dejligt konkret og, nå ja, kulørt.

Det ændrer dog ikke på, at jeg ikke er så glad for MARBLE, som jeg havde håbet, at jeg ville være. Måske er fjerde læsning lykkens læsning. Måske skal jeg bare lade den ligge.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Martin Lykke Nielsen

Martin er 29 år, bachelor i litteraturhistorie og kandidat i journalistik.

Skriv til Martin