Kærlighedens Stockholmsyndrom – Josefine Graakjær Nielsen ROSEBUD

Josefine Graakjær Nielsen debuterer overbevisende med langdigtet ROSEBUD, der både sløvt og skarpt handler om kærlighed og sorg. Og det er faktisk ret uhyggeligt.

Citat

Har du prøvet at munden sover? Resten af kroppen er vågen, men munden sover. En pludselig sitren og samtidig tørhed der bedøver alting. Man ligger der og kan enten ikke tale, eller munden fryser i en sætning. Du elskede mig, selvom du nægtede det. Jeg kunne se det på dig. Jo, jeg tror regnen om fra dine hænder selvom du ikke vidste noget om regn eller sne. Ikke noget om et ansigt at sål. Slet ikke mit. Vinteren var hård mod dit ansigt. Du havde fantasier i badet om hvordan du ville slå dig selv ihjel. Jeg havde hentet hvide håndklæder og skaffet en ren seng. Der var rene håndklæder og en hvid seng. Så hvordan finde ud af om du var eller grusom?

ROSEBUD er fuld af tvetydigheder og modsætningspar. Digtet er hele tiden to ting – og ofte kan det være svært at sætte fingeren på hvad. Men der er noget i Josefine Graakjær Nielsens tekst, som er i konflikt med sig selv. Og det er bogens markante kvalitet.

Langdigtet, der strækker sig over bogens 42 sider, former sig som en kvindes henvendelse til en mand. Nærmest som et brev er hele teksten henvendt til Nicklas, der glimrer ved sit fravær. Han er den passive modtager af jegets udredning af et forlist kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt.

Jeg-stemmen er desperat efter at få svar, efter at blive hørt. Teksten er insisterende og pågående. Men grundtonen er melankolsk, og længslen og fortrydelsen er overvældende følelser. ROSEBUD opruller en traumatisk fortid, hvor druk, selvmord og psykiatriske indlæggelser går igen.

Til tider er ROSEBUD brutal og voldsom i sin henvendelse med adskillige henvisninger til vold og lig. Men ofte er der også en afstand. En slags medicineret dumphed, der samtidig er potent: som et pistolskud dæmpet af en sovepude i en film. Der er noget helt uhyggeligt over ROSEBUD. En følelse af ikke helt at være med, af at noget ikke lader sig vise. En utryg stemning, der står i kontrast til omslagets sarte lyserød:

– Vi har en lem i gulvet ind til min ømhed, ned til din demente farfars kælder, ned til silkeormene og den døde krops erindring, min lille elskede, mit barn i mig; sig mig, har jeg ingen reelle elskere undtagen i søvne. Udover dig? Siger du at jeg bedrager dig. At du aldrig kan lade mig gå til den slags arrangementer igen. At jeg lugter og er beskidt? Siger du det. At jeg bløder og det er ulækkert.

Aborten spøger gennem hele teksten. Det ufødte barn dukker op igen og igen og roder op i jegets tanker. Faktisk er ROSEBUD fyldt med subtile gentagelser, der hele tiden viser og vender tilbage til forholdets scener: hotelværelser, kældre, hospitalsstuer. Næsten som et kærlighedens Stockholmsyndrom, hvor digtets jeg konstant søger tilbage til det destruktive i et masochistisk forsøg på at gennemleve smerten på ny.

Selvom det kun er én enkelt stemme, der taler, er Josefine Graakjær Nielsens sprog hektisk mangestemmigt. Jeget afbryder sig selv, hallucinerer og fokuserer, lokker sukkersødt og vrænger vulgært. Men uanset, hvordan jeget taler er smerten altid til stede.

Titlens henvisning til Orson Welles’ storfilm CITIZEN KANE undslipper mig fuldstændig i digtets løb. Men Josefine Graakjær Nielsens debut behøver ikke at læne sig op ad referencer, for ROSEBUD er en ubehagelig og stærk debut.

P.S. Men Brian Laudrup havde ikke prostatakræft, som der står på side 14. Det var altså lymfe.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Felix Rothstein

Felix Rothstein (1990) læser til daglig Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Udover at være anmelder på LitteraturNu, skriver han om tegneserier for Atlas og om tegnefilm på Ekkofilm.dk. Og så er han med til at arrangere tegneserieawardshowet Pingprisen.

Skriv til Felix