Kanonisk vådeskud – Bo Tao Michaëlis og Carsten Berthelsen (red.) UNDERHOLDNINGSKANONEN

Det sku’ vær’ så skidt – og så’ det faktisk godt! Eller hvad? UNDERHOLDNINGSKANONEN sigter flot, men rammer ikke særlig overbevisende. Ærgerligt.

”Nøj, hvor har vi haft det sjovt med trappist-øl og pizza, mens vi stablede titler ovenpå hinanden”.

Med de ord retter redaktørerne Bo Tao Michaëlis og Carsten Berthelsen i forordet til UNDERHOLDNINGSKANONEN en varm tak til deres skribenter og opsummerer således meget fint ånden i hele projektet: Ligeså lidt som mennesket kan leve af det finere fusionskøkken og fransk vin alene, ligeså lidt kan man i længden næres af en kulturel diæt på forfatterskolelyrik og Fellinifilm. Der er en tid til alting under Himlen, også spionromaner, tempelriddermysterier, hobbittrilogier og passionerede kærlighedsdramaer, og hvad folk nu ellers tænder på i underholdningshungrende øjeblikke.

Hatten af for det, og UNDERHOLDNINGSKANONEN er vitterlig et prisværdigt initiativ. Problemet er bare, at man hurtigt får fornemmelsen af, at redaktionen har haft lidt for travlt med at have det sjovt i stedet for at diskutere form og indhold. I hvert fald er det længe siden, jeg har læst en bog, der var så sjusket redigeret og totalt blottet for fælles fodslag mellem de tilsagte skribenter, blandt hvilke enkelte tillige savner almindelig forståelse for det danske sprog. Det sidste kunne man have undgået at afsløre, hvis man havde allieret sig med en korrekturlæser, men det var der måske ikke råd til, da de belgiske bajere og pizzaerne var betalt.

UNDERHOLDNINGSKANONEN udpeger fra starten to primære udviklingsspor i den underholdende litteratur, nemlig ”Spændingslitteraturen” og ”Den Store Kærlighed”, som hhv. Bo Tao Michaëlis og Carsten Berthelsen præsenterer i to længere, indledende artikler. Helt klart et fornuftigt oplæg.

Men hvor spændingslitteraturen – med alle dens beslægtede genrer – er i kærlige, loyale og helt igennem kompetente hænder hos Bo Tao Michaëlis, der med vanlig sproglig tæft redegør for de historiske linjer og analyserer genrens kompleksitet, har den store kærlighed ringe betingelser i Carsten Berthelsens artikel, som udover at være holdt i et ualmindeligt irriterende gymnasiebladsagtigt sprog dvæler alt for meget ved genren som kliché og aldrig gør sig nogen ulejlighed med at forklare og perspektivere de temaer, der kendetegner kærlighedslitteraturen. At den er en ”kvindegenre” synes fastslået fra begyndelsen, men om – og i givet fald, hvorfor – det egentlig forholder sig sådan, er tilsyneladende ikke et relevant spørgsmål i Berthelsens optik.

Herefter præsenteres vi for den ”opstabling” af titler, som redaktørerne nævner i indledningen. Resultatet kan bedst beskrives som en katalogiseret rodebunke, der giver indtryk af, at man har haft forbandet travlt med at få bogen færdig og ikke lige kunne finde på andre måder at liste de enormt mange værker på, end den gode gamle alfabetiske: A-Å hedder det egentlige kanonkapitel lakonisk, og så kan vi ellers bare gå i gang med 257 siders miniartikler om hver enkelt bog, hvis plads i sammenhængen ofte ikke kvalificeres med andet, end at den har haft ”succes”.

Man savner således helt generelt et analytisk fokus – i stedet spises vi af med enormt detaljerede handlingsreferater, som snarere fratager én lysten til at læse værkerne end det modsatte. Ærgerligt, ærgerligt. Tør man bede om en revideret 2. udgave?

Nyeste anmeldelser i kategorierne Antologi, Litteratur,

Læs også

Om Kirstine Ersbøll Meyhoff

Cand.mag. i litteraturvidenskab. Især optaget af gotisk litteratur, victorianske 'sensation novels' og krimier. Har desuden en forkærlighed for store episke, marathonagtige romaner - fra Margaret Mitchell til Vilhelm Moberg. Når hun bliver gammel vil hun sidde på en bænk i Sevilla og se solen glimte i Rio Guadalquivir, mens hun nusser sin marmeladefarvede kat bag ørerne.