Af | 15. april 2019

Klassisk fortælling berøvet både skønhed og klang – Colm Tóibín NAVNENES HUS

Fortællingen om Atreus’ hus er en grundsten i den vestlige litteraturhistorie. Det er en gordisk knude af et familiedrama, som på ingen måde bliver beriget af Tóibíns gendigtning.

Måske holder guderne erindringen om døden låst af vejen i deres lagre, som er nidkært bevogtet. I stedet frigiver guderne følelser, som engang var rene og kære. Følelser, som betød noget engang.

Fortællingen er kendt siden antikken, hvor den blev fortalt fra forskellige perspektiver i tragedier af Aischylos, Euripides og Sofokles. Det centrale tema i fortællingen er idéen om, at skyld er arveligt og altid efterfølges af hævnens blodige gengældelsesspiral. Det er en logik, som går igen i den kristne arvesynd, og derigennem spiller myten en stor rolle i den vestlige kulturhistorie. Med NAVNENES HUS er den irske forfatter, Colm Tóibín, den seneste i rækken til at gengive det voldsomme familiedrama, der udspiller sig i forbindelse med krigen i Troja.

På vej mod Troja strander Agamemnons flåde, fordi der ikke er nogen vind. Agamemnons præster råder ham til at ofre sin ældste datter, Ifigenia, til Artemis for at få vinden til at vende tilbage. Ofringen af Ifigenia udløser en voldsspiral. Hæren ankommer til Troja og tager hævn over Paris’ kapring af Helene, og hjemme i Agamemnons rige lægger hans kone, Klytaimnestra, voldelige planer for, hvordan hun skal modtage sin sejrende mand.

Kort efter han er vendt tilbage med sit krigsbytte, den synske prinsesse Kassandra, ved sin side, dræber Klyteimnestra dem begge som hævn for Ifigenia. Sammen med husfangen og oprøreren, Aigisthos, sender hun sin søn, Orestes, i eksil, mens hun overlader sin yngste datter, Elektra, til et ensomt liv i paladset. Elektras had gror og Orestes vender siden hjem og dræber på sin søsters opfordring deres mor.

Tóibín gengiver fortællingen ved at lade perspektivet flytte rundt mellem en række centrale figurer i fortællingen. I romanens første del er det jeg-fortælleren, Klytaimnestra, der tager ordet og gør rede for ofringen af Ifigenia og sin vrede over Agamemnons svigt. Denne første del er det stærkeste moment i Tóibíns roman, fordi den i nogen grad forstår at indfange det på samme tid golde had og den iltre vrede, som moren føler efter hendes barn på bestialsk vis er taget fra hende. Alle de primale følelser kommer i spil og det kulminerer i et regulært blodbad:

’Jeg greb fat i hans hår og tvang hans hoved bagud. Jeg viste ham kniven og pegede først ind mod hans øjne med den, til han blinkede, før jeg stak ham i nakken lige under øret og trådte et skridt til side for at undgå kaskaden af blod, hvorefter jeg pressede bladet længere ind ved nakken og begyndte at trække den langsomt hen over halsen, så jeg skar dybt ind i ham, mens blodet løb i letflydende, gurglende bølger ned over hans bryst og ned i vandet i karret.’

Her bliver læseren ikke skånet for volden og hadet. Sproget gengiver, om end lidt klodset, den kynisme, Klytaimnestra iklæder sig for at bruge sin mands tillid imod ham, når hun lokker ham i det bad, der bliver hans endeligt.

Blodbadet er – desværre – romanens højdepunkt. For fra romanens første del bliver sproget kun svagere og vreden mindre mærkbar. De resterende fem dele fortælles ved at flytte perspektivet mellem Klytaimnestra, Elektra og Orestes. Det virker ikke som om, der er nogen særlig tanke bag den måde at fortælle på. Det undrer, for det ville være oplagt at trække på tragediens regelpoetik eller på en anden måde anvende den historie, som den gamle fortælling bærer med sig.

I stedet slæber historien sig afsted i et banalt sprog og med mange utroværdige elementer. Eksempelvis den otteårige Orestes’ overvejelser, da han bliver ledt væk fra paladset af to vagter:

’Han spekulerede, som en måde at holde den frygtelige tørst og derefter sulten stangen, og mellem anfaldene af svaghed, hvor han tænkte, at han ikke ville være i stand til at gå længere, på, hvorfor han aldrig fuldt ud havde værdsat, at han frit havde kunnet gå rundt i paladset.’

Her får sætningskonstruktionens tyngde sproget til at snegle sig uskønt ned over siden, og fortællerens tegning af drengens tanker virker ikke overbevisende, hans alder og situation taget i betragtning. For er det virkelig tabet af paladsets komfort en otteårig dreng ville gå og spekulere på, når han bliver taget væk fra sin hverdag, sin familie og hverken får mad eller drikke?

Måske er den hyppige brug af direkte tale et forsøg på at genskabe stemningen fra dramaet. Men replikkerne virker flade og toneløse og rammer helt ved siden af med deres upersonlige formuleringer. Jeg mistænker den eneste interessante replik i romanen for at eksistere takket være en oversættelsesfejl, når svaret på spørgsmålet, ’”Bare lidt brød?”’ er: ’”Vi har ikke intet.’”

Derfor er den mest påtrængende følelse, der optager mig, mens jeg læser NAVNENES HUS, utålmodigheden. Det er utålmodigheden over den klodsede måde sproget bærer fortællingen frem på, og utålmodigheden med den rigide tegning af figurerne, som er stivnede i deres overordnede karaktertræk: Klytaimnestra og Elektra vil hævne sig, mens Orestes er fanget mellem sin mor og søster og er mest af alt bare er forvirret og uselvstændig. Ikke mindst er der utålmodigheden over bogens længde – for hvorfor i alverden skal miseren trækkes ud over næsten 300 sider?

Der følger et enormt ansvar med at bruge en så kendt historie som familiedramaet omkring Atreus’ hus. Det virker ærlig talt ikke som om, at Toibin er sig det ansvar særlig bevidst. Den fornemmelse bliver kun tydeligere, når man sammenligner hans roman med Yaël Fabers MOLORA (2008). Faber løfter ansvaret med stor kunstnerisk integritet og respekt, når hun bruger fortællingen til at formidle Sydafrikas nære historie.

Faber bruger fortællingen om Atreus’ hus som en ramme til at formidle de stærke følelser omkring apartheid. Det er især anerkendelsesproblematikken omkring Elektra, der bliver en allegori over, hvordan Sydafrikas sorte befolkning blev nægtet rettighederne til deres land, deres kroppe og deres historie indtil 1994.

I Fabers gendigtning bliver hævntemaet i fortællingen om Artreus’ hus fremhævet af det håndgribelige ved apartheid som historisk begivenhed, mens dramaet mellem Klyteimnestra, Elektra og Orestes bidrager til forståelsen af de følelser, apartheid har efterladt store dele af den sydafrikanske befolkning med. På den måde bliver apartheids menneskelige tragedie inkorporeret i en af den vestlige kulturhistories grundfortællinger om had, skyld og hævn. I den sammenhæng bliver myten beriget og ikke berøvet.

Den henførte marmorskikkelse på omslaget af NAVNENES HUS, designet af Simon Lilholt, giver et løfte om en tidløshed og en skønhed, som Tóibíns tekst slet ikke kan indfri. Den smukke bog bekræfter det engelske ordsprog: ‘Never judge a book by its cover’. Der findes nemlig ikke andet end ligegyldig fadhed bag forsideskulpturens smukke ydre.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker, Roman,

Læs også