Klog af skade – Piper Kerman ORANGE ER DET NYE SORT

Netflix-serien Orange Is The New Black stillede spørgsmålstegn ved stereotyper om lesbiske og fængsler. Bogen bag serien forsøger at give svar, og de er sjældent lige så interessante.

Citat

Det var umuligt for mig at få verificeret, om det var den skinbarlige sandhed eller det modsatte – som det meste jeg hørte i fængslet – men jeg forstod dog, at historierne rummede deres egen sandhed. De beskrev vores verden, som den var, og som vi oplevede den. Deres moraler viste sig altid at være uvurderlige og ukrænkelige.

Piper Kermans beretning om at være indsat i et amerikansk forbundsfængsel følger på mange måder en traditionel udviklingshistorie. Hun er en hvid kvinde i den amerikanske middelklasse og har alle muligheder foran sig, da hun uventet bliver stillet til regnskab for fortidens dumheder: Hun rodede sig som ung ud i at fungere som narkokurer som led i et turbulent parhold med en ældre lesbisk kvinde. En langtrukken retssag ender med et år bag tremmer, og selvom det er hårdt, er det også godt, fordi det lærer Kerman et og andet om livet, som hun ikke havde oplevet, hvis hun havde fortsat sin privilegerede tilværelse uden for murene.

Kermans lærepenge er dels: 1) at det hun har gjort var forkert, og at narkokriminalitet i alle led kræver sine ofre ude i samfundet, 2) at forbundsfængslerne er fulde af varme, kærlige, hårdt prøvede, barske, hårdtarbejdende og triste kvinder og 3) at det amerikanske rets- og fængselssystem er udueligt til at opbevare mennesker inden for murene og endnu mere utilstrækkeligt til at hjælpe kvinderne til en ny tilværelse udenfor. Lektien er altså på den ene side, at fængslet gør Kerman klogere, men på den anden side, at den måde hun behandles på, er nedbrydende for hende, for kvinderne og for samfundet.

Der er som sådan ikke noget rigtig galt med Kermans tre pointer – det der er galt er snarere, at de kan listes i punktform. Kermans bog er meget belærerende, uden at der er noget særligt revolutionerende i det, den lærer os. Det moderne fængsel skulle udmærke sig ved at resocialisere, i mindst lige så høj grad som straffe, men problemet er, hvis resocialiseringen sker til det parallelsamfund, som findes i det kriminelle miljø. Debatten kommer med jævne mellemrum op herhjemme, hvor andre landes kriminalforsorg eller mangel på samme fungerer glimrende som skræmmeeksempler.

Kermans personlige eksperiment – hvid kvinde i amerikansk fængsel – er interessant, men resultatet er det ikke. I hvert fald ikke som bog. Det var det til gengæld, da problemstillingen blev udfoldet i den Netflix-serie, som er gået verden rundt. Første sæson var et særsyn, fordi den snarere end at belære os om, at kvinder i fængsler er forskellige, viste det med nogle nuancerede historier. Især blev forskellige lesbiske kvinder portrætteret som andet og mere end enten mandhaftige butches eller sensuelle lipstick lesbians. Først som sidst kunne lesbiske være sjove og selvironiske.

Hos Netflix er vores fiktive heltinde Piper Chapman en uforbederlig antihelt, der første sæson igennem fastholdt en stædig ubeslutsomhed og ret elendig dømmekraft. Humoren og uforbederligheden er to områder jeg især savner i bogen, hvor Kerman om noget er snusfornuftig og klog-af-skade. Det er glædeligt for virkelighedens Piper, måske endda for den amerikanske kriminalforsorg, som hun til stadighed bruger sine fængselsindsigter til at reformere, men det er ret kedeligt at læse om. Især i den danske oversættelse, som med jævne mellemrum gør opmærksom på sig selv i form af direkte og umusikalske oversættelser af faste vendinger.

Jeg begyndte på bogen, fordi jeg blev så skuffet over anden sæson af TV-serien, som først og fremmest holder sig gående på langtrukne baghistorier, en ny, unuanceret hovedperson og en mere grovkornet fisse-prut-agtig humor. Ved at læse det virkelige ideforlæg til serien håbede jeg at finde tilbage til nuancerne og fingerspidsfornemmelsen. I stedet fik jeg læst og påskrevet ved juristen Kerman, som har lært sin lektie. Det blev jeg ikke selv klogere af, for slet ikke at tale om underholdt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Samfund,

Læs også

Om Sidsel Kirstine Harder

Sidsel er sociolog, hvilket mest er en undskyldning for at mene noget om seksualitet, rusmidler, kriminalitet og anden elendighed. Hun har små børn, der skriger meget, hvilket har gjort hende til en aggressiv læser og en tilsvarende idiosynkratisk anmelder.Skriv til Sidsel