Af | 10. marts 2019

Et korstog af udskamninger – Christina Hagen KORREKTHEDSBIBELEN

Christina Hagen har skrevet en spiddende dunderprædiken af absurde kor­rekt­heds­stemmer. Bogen byder på flere sjove øjeblikke, men kritikken bag pro­vo­ka­tio­nen er i bedste fald svag.

De afslører Dem selv, når De står på Spring efter de første plukkemodne Jordbær i Deres Supermarked. […] Hvad er det for en Drift i Dem, der får Dem til at væde Deres Mund blot ved Tanken om at få Lov at knuse de spændte Kerner med deres grove Kindtænder? Er det Dunene på den faste Frugthud, De holder af? Er det Sødmen, som er forskellig fra den ældre Plantes Bær? Er det Snerten af Umodenhed og Syrlighed, der tænder Dem? Har De overvejet, om Deres perverse Lyst til de allerførste Jordbær, denne voldsomme Trang til det spæde, kan overføres til andre Områder af Livet? Er De ude at skide? Er De moden til en Undersøgelse af Deres Sind? Er De pædofil?

“Skam Dem.” Sådan byder Christina Hagen på første side indenfor i sin syvende og seneste bog, Korrekthedsbibelen. Så er tonen ligesom slået an, og sådan vedbliver den at være fra ende til anden; en lang korrekthedssvada.

Korrekthedsbibelen missionerer nemlig den bidske “politiske korrektheds” budskaber over for den sagesløse læser (læs: krænker). Forskellige stemmer (eller skrifter, for størstedelen af bogen udgøres af forskellige håndskrifter på ternet papir) henvender sig på forskellig vis til læseren – i overdrevent høflige opfordringer, spottende beskyldninger, retorisk naive spørgsmål og rasende tilsvininger.

Bogen er et sammensurium af fragmentariske henvendelser. De er ofte kogt ned til en enkelt sætning, andre gange bredt ud over et par sider, men intet bygges op undervejs – ingen handling, ingen udvikling. Fælles for de forskellige stemmer er imidlertid en remseagtig karakter, hvor ytringerne falder i gentagne formler. Dertil kommer den evigt nærværende ringeagt og mistro over for læseren, om det så kommer til udtryk gennem et forsigtigt “I Deres ubekymrede og privilegerede Hverdag, tænker De nogensinde på Borgeren, der skal ud og leje en Gulvsliber?” eller et rasende “Hvor er De dog et afskyeligt Svin!”

Denne gale snak er naturligvis totalt overskruet og sarkastisk. Her er endnu et par tilfældige udpluk, der vist understreger ironien: “Tager De hensyn nok til Hvidløgene, når De planter Rødløg?”, “Man kan hemmeligt håbe på, at De møder en grædende Dværg næste gang De snyder Dem højere i Deres perverse og samvittighedsløse Stiletter.”

Det formende princip i Korrekthedsbibelen er bestræbelsen på at være et katalog over tidens hysteriske og hykleriske stemmer. På den måde lægger bogen sig i slipstrømmen af især Hagens White Girl-bøger, som ligeledes kan tænkes som en mosaik af forvrængede men tidstypiske stemmer. Som i de tidligere bøger viser Hagen sig både sjov og sprogligt præcis i sine fyndige revselser af den politiske tidsånd. For bogen byder på ret så morsomme passager, og flere gange undervejs måtte jeg tage fnisepauser, når absurditeterne stod skarpest.

Korrekthedsbibelen benytter dog en anden politisk strategi end forgængere som f.eks. White Girl-bøgerne, Boyfrind og Jungle. De baserer sig på jeg’ernes ekstreme selvudlevering og fremskriver en ambivalent politisk eksistens mellem hårdnakkede samfundsnormer og sårbare jeg’er med utilpassede tanker og følelser. De peger med andre ord på sig selv. Korrekthedsbibelen forsager imidlertid både det ene og det andet, for her er ingen selvudlevering, ingen ambivalens, men derimod en entydig, harsk og beregnende udstilling af korrektheden.

“Den politiske korrektheds” stemme fremstilles som en forstokket ny-puritanisme: stive De’er, Dem’er samt navneord med stort begyndelsesbogstav – ofte i sirlig formskrift på disciplinerende, ternet papir. Hagen gør korrektheden til en tom form, man kan fylde de mest groteske og fortænkte krænkelser ind i: “Tænker De på den traumatiserede Kat, når De dypper Deres Pølse i Sennep?” Hun istemmer på den måde den kun alt for velkendte kritik af, at den identitetspolitiske venstrefløj og dens “korrekthedsregime” kun lever for at finde alt muligt at være krænket over. Et andet af bogens slogans er således: “Hvordan ville De have det, hvis De ikke var Offer for noget?”

Sådan parodierer Korrekthedsbibelen den politisk engagerede litteratur, som de senere år har fået en opblomstring i Danmark. Men kritikken virker mildest talt lidt billig og kommer aldrig videre end den polemiske, tøhø-agtige og ærlig talt urimelige parodi. Den interesserer sig i bund og grund ikke for den korrekthed, den tager afstand fra. Intet undersøges, diskuteres eller nuanceres i Korrekthedsbibelen – her er tale om ren udskamning af de påståede udskammere. På den måde bliver de syrlige, uinteresserede korrekthedsremser hurtigt trivielle at læse. Især når de strækker sig over 245 (!) sider og på intet tidspunkt rigtig flytter sig.

Egentlig er der noget besnærende over Korrekthedsbibelens skamløst mange sider – at Hagen tvinger sin læser til at kæmpe sig igennem en nærmest bibeltyk opremsning af udmarvende udskamninger. Men indholdet og kritikken bag den dristige form holder bare ikke, og det er som om, at Hagen et sted foregriber det forbehold, da hun spørger: “Hvordan ville De have det, hvis De ikke agtede konceptuel Litteratur, men man tvang Dem til at læse hundredvis af Sider?” Jo tak, jeg er lidt udkørt.

Desværre giver Korrekthedsbibelen ikke anledning til videre selvransagelse, mest til hovedpine.

Nyeste anmeldelser i kategorierne

Læs også