At kradse i overfladen – Brian Dan Christensen VEJEN TIL ALBERTA
Brian Dan Christensens roman VEJEN TIL ALBERTA er en vellykket amerikansk roadmovie på skrift, der langsomt, men sikkert drager sin læser ind i et spind af komplicerede relationer.
Citat
Jeg holder fast om rattet og indånder duften af kogler, muskatnød, havsalt, alt sammen iblandet et strejf af udstødningsgas fra forbipasserende biler, Jeg ryger stadigvæk et anseeligt antal Marlboros, selvom folk herude i Californien sender mig blikke, som havde jeg lige røvpulet deres hamster med en pejsetændstik. Det er sidst i maj, og Walker er blot på gennemfart.
VEJEN TIL ALBERTAs protagonist er vietnamveteranen Howard Walker, der er chauffør for en Sammy’s Coach Line. Bussen er fuld af eventyrlystne unge mennesker uden en klink på lommen, og mens Howard fragter dem fra New York til Californien, dikterer han sin historie til en båndet diktafon. En historie om sine 30 år i New York og sit komplicerede venskab med den berømte sanger Phillip Boothman.
Et venskab, der afgik ved døden sammen med Phillip Boothmans smukke danske eksmuse Ida Granby. En muse blandt mange tidligere og nuværende muser for den feterede sanger, som Howard fremstiller som et musikalsk geni. En mystisk og mørk kvindemagnet, der er en del af New Yorks kulturelle elite; en klassisk kunstnertype i hvidt jakkesæt, hvis protestsange synges og elskes i hele USA.
Historiens springende punkt er, da Walker, der lever fra hånden til munden i New Yorks gader, tilfældigvis samler Phillip Boothmans manchetknapper op foran New York Public Library. Efter dette tilfældige, men skæbnesvangre møde bliver Howard ansat som Phillip Boothmans altmuligmand – i ordets bredest tænkelige betydning.
For Howard skal ikke bare holde Phillip Boothmans lejligheder ved lige. Han skal i lige så høj grad feje op efter Boothmans affærer og rede ham fra de ubehagelige situationer, der hører til i den virkelighed, som Boothman ikke vil være en del af. På den måde bliver den altid camouflageklædte Howard en flue på væggen hos en overklasse, der ikke høster særligt meget velvilje eller sympati hos hverken Howard eller bogens læser.
Howard er en all american average Joe. En mand der kalder en spade for en spade. Han er humoristisk, jordnær og en modsætning til den finkultur, som Boothman og hans kone Lady O (som kommer til New York fra Italien engang imellem) repræsenterer.
Uligheden og falskheden lever i bedste velgående i Trumptidens USA, hvor folk arrangerer falske bryllupper og bestiller falske venner til at sætte gang i deres fester. Men det er kun toppen af isbjerget. Romanens hovedfigurer lever næsten alle et liv præget af denne altomsiggribende falskhed. En falskhed, der langt hen af vejen udspringer af den dybtborende skyld og skam, som personerne bærer rundt på, og som i bogens univers altid er forbundet til svigt, sorg og menneskelig tragedie.
Helt centralt i VEJEN TIL ALBERTA står de menneskelige relationer. Det er tydeligt, at bogen har en interesse i at undersøge, hvad der binder os sammen som mennesker, og hvad der skiller os, isolerer os og knuser os. Og det gør den godt. Vi drages langsomt ind i et kompliceret spindelvæv af vanskelige og betændte relationer i en sådan grad, at vi til sidst sidder hjælpeløst fast og bare må vente på, at der forhåbentligt kommer en slags forløsning til slut. At Howard, som i en god gammeldags roadmovie, finder sin vej hjem.
Det hele kan godt blive lidt for forstilt – lidt for amerikansk – og der er heller ikke nogen tvivl om, at denne anmelder har læst bøger, der rammer den amerikanske kultur mere eksakt end det lykkes i VEJEN TIL ALBERTA. Ikke desto mindre er den en både ambitiøs, humoristisk og vellykket roman, der formår den vanskelige kunst hverken at afsløre for meget eller for lidt for hurtigt. Derimod lader forfatteren det langsomt og præcist dryppe med information og fanger på den måde læseren ind. For på linje med den uplettede Ida Granby længes læseren efter at kradse overfladens falskhed af og finde indtil noget ægte i Amerika– hvis det da overhovedet findes.
